Nordic Waste-konkursbo rejser krav på en halv milliard kroner mod ledelse
kopieret!
Konkursboet efter Nordic Waste, der var ejet af den fynske milliardær milliardæren Torben Østergaard-Nielsen og dennes to døtre, Ninna og Mia har onsdag rejst et erstatningskrav på en halv milliard kroner mod ledelsesmedlemmer.
Det drejer sig om både tidligere medlemmer af direktionen og bestyrelsen i Nordic Waste samt søsterselskabet DSH Recycling, der ligeledes er gået konkurs, oplyser miljøminister Magnus Heunicke (S) i en skriftlig kommentar til Ritzau.
- Sagen om Nordic Waste har haft og har stadig store økonomiske og miljømæssige konsekvenser. Det er helt afgørende, at vi fortsætter med at forfølge princippet og ambitionen om, at forureneren skal betale regningen for at afværge de alvorlige skader på miljøet i Ølst.
- Konkursboet har nu rejst et foreløbigt krav på cirka 500 millioner kroner mod ledelsesmedlemmer i Nordic Waste A/S og DSH Recycling A/S, og der er dermed taget endnu et skridt på vejen mod at sikre, at regningen for jordskreddet ender hos dem, der har ansvaret, skriver Magnus Heunicke.
Kæmperegning skal betales
I alt fem personer sad i enten bestyrelsen eller ledelsen hos de to selskaber op til selskabernes konkurs.
Nordic Waste gik konkurs i januar i år. Konkursen kom i kølvandet på en meget omtalt sag om et jordskred med forurenet jord ved Ølst tæt ved Randers.
Efter jordskreddet venter der en regning for oprydningsarbejdet. Staten bidrager med 200 millioner kroner, mens Randers Kommunes regning ventes at blive 300 millioner kroner.
Staten er repræsenteret ved Kammeradvokaten i konkursboet, mens Randers Kommune er repræsenteret ved advokatvirksomheden Bech Bruun.