Fyn får svar: Hvad skal vi undersøge for dig?

Bliver der holdt sankthans som normalt, spørger Jan Storgaard fra Skellerup. Nu kan fynboer som ham spørge journalister på TV 2/Fyn om det, de undrer sig over, og mediehusets journalister griber spørgsmålene og undersøger udvalgte.

Jan Storgaard går rundt om den varme grød i Skellerup på Fyn. Han er med i den lokale borgerforening, og de plejer at invitere til sankthansaften med bål, taler og fællessang på byens sportsplads.

Men i år er der nye regler og retningslinjer fra myndighederne, der er svære at hitte rede i.

- Det har undret mig, at der ikke er skrevet noget om det endnu. Vi plejer at invitere til båltale, og vi sælger sodavand og øl til. Men må vi det nu med corona, spørger Jan Storgaard.

Fyn får svar

Spørg os om alt

Jan Storgaard har som 792 andre fynboer spurgt TV 2/Fyn om det han undrede sig over i en anderledes hverdag med nye, omskiftelige regelsæt og retningslinjer fra myndighederne under coronakrisen.

Det er blevet til 177 artikler her på tv2fyn.dk og 25 tv-indslag.

Nu åbner vi for, at du kan stille spørgsmål til andre udfordringer og dilemmaer, der ikke handler om corona, men som du står med i en ny hverdag på Fyn.

Undrer du dig over normeringen i dit barns daginstitution i en tid, hvor politikerne lover flere voksne på stuerne? Eller er du interesseret i at vide mere om, hvordan patienterne på det nye fynske supersygehus bliver behandlet.

Vi griber alle spørgsmål, undersøger, hvad der ligger bag og forsøger at finde svaret på så mange som muligt.

Den går ikke

Meldingen til Jan Storgaard fra Fyns Politi er klar. Borgerforeninger, som den i Skellerup må, som reglerne er lige nu, ikke invitere til et arrangement med mere end 50 deltagere.

Inviterer foreningen, er det også dens ansvar, at der ikke møder mere end 50 mennesker op.

Beskeden fra Fyns Politi lyder nemlig sådan her:

- Fyns Politi vejleder i henhold til gældende regler, herunder også om arrangementer til sankthans.

Generelt er det sådan, at det er forbudt at afholde og deltage i både indendørs og udendørs arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor der er flere end 50 personer til stede samtidig. Det gælder dog ikke private boliger og haver i tilknytning hertil, hvis det alene er beboerne, der råder over lokaliteterne.

quote Vi gør især det her for det lokale fællesskab. Men vi kommer ikke til at invitere til sankthansaften i år.

Jan Storgaard

Det betyder, at man ikke må forsamles mere end 50 personer ad gangen, og at man risikerer en bøde - både arrangør og deltagere - hvis der er flere end 50 på én gang.

Den besked overrasker ikke Jan Storgaard.

- Det er ærgerligt. Vi gør især det her for det lokale fællesskab. Men vi kommer ikke til at invitere til sankthansaften i år. Det er for farligt for os som ansvarlige for arrangementet, at stå med risikoen for, at flere end 50 møder op og risikerer at få en bøde for det, konstaterer han.

Fællesskabet må borgerne i Skellerup i stedet finde i de små forsamlinger, indtil reglerne ændrer sig igen.

Oversigt

    Oversigt