Fyns Politi fortsætter samarbejde med psykiatrien

I to et halvt år har Fyns Politi og Psykiatrien i Region Syddanmark samarbejdet om fælles udrykninger. Nu er projektet afsluttet, men samarbejdet fortsætter.

Fyns Politis betjente og Region Syddanmarks psykiatriske specialsygeplejersker har siden august 2019 kunnet kalde sig kolleger i et projekt kaldet det Fælles Udrykningsteam (FUT).

Formålet med projektet var at koble de forskellige kompetencer sammen i sager, der involverede borgere med alvorlige psykiske udfordringer. Selvom projektet nu er afsluttet, fortsætter samabejdet på tværs af uniformerne. 

Siden august 2019 har FUT på Fyn kørt til 1.663 sager, hvor enten politiets vagtcentral eller teamet selv har vurderet, at psykiatrifaglig viden ville være en fordel.

- Vi har længe savnet at kunne give vores mest sårbare borgere en langt mere værdig og kompetent indsats, siger Lars Bræmhøj, der er chefpolitiinspektør ved Fyns Politi, i en pressemeddelelse.

Brugbart samarbejde

Cirka 50 procent af FUT's sager på Fyn er fra Odense, mens Svendborg og Faaborg-Midtfyn begge tegner sig for 12 procent af sagerne. 

- Når man læser evalueringen og ser på det antal sager, FUT er kørt til i løbet af de seneste to et halvt år, kan man jo hurtigt regne ud, at det er en indsats, der har været og stadig er brug for, fortæller chefpolitiinspektøren. 

Tidligere har sager med psykisk sårbare borgere fyldt meget hos politiet på Fyn, fordi de ofte både var tidskrævende og følelsesmæssigt krævende for betjentene. I psykiatrien oplevede man tilsvarende, at borgere, som blev bragt til afdelingerne med politiets hjælp ofte var særligt svære at komme i kontakt med, fordi den indledende kontakt og transporten til afdelingen var foregået uden psykiatrifaglig assistance.

Evalueringen viser, at FUT-patruljen i gennemsnit bruger 4 timer og 33 minutter på en sag, og at patruljen har 2,6 sager per vagt.

Oversigt

    Oversigt