Fynsk skibsværft servicerer skibe med russisk gas
kopieret!
Det fynske skibsværft Fayard servicerer store isklasse-tankskibe med naturgas fra Rusland.
Herunder tørdokning til eftersyn af skibene, hvilket gør fragt af gas muligt gennem Arktis på trods af sanktioner mod den russiske energisektor.
Det fortæller Financial Times i en artikel, som er blevet til på baggrund af satellitfotos og sporingsdata fra analysefirmaet Kpler.
Siden Ruslands invasion af Ukraine har værftet serviceret ni skibe med russisk gas, skriver Financial Times. De fleste ejet af shippingfirmaer som græske Dynagas og canadiske Teekay. Flåden af disse skibe består af 15 Arc7-skibe, skriver Financial Times.
I september kunne Danwatch og Ekstra Bladet afsløre det samme, og historien forbløffer statsminister Mette Frederiksen (S), der tirsdag er til et Nato-møde i Finland, hvor medlemslande ved Østersøen er repræsenteret.
- Først og fremmest kan jeg simpelthen ikke forstå, hvis det er rigtigt. Altså, jeg kan ikke begribe, hvis der er et dansk værft, der bidrager til Ruslands krig ind i Europa, og det skal de simpelthen få stoppet, siger hun til Ritzau.
Af hensyn til forsyningssikkerhed er det endnu ikke ulovligt at transportere russisk gas, og det er dermed ikke ulovligt at servicere skibene.
Til TV 2 Fyn svarer Fayard ikke på, om man har serviceret de konkrete skibe, som Financial Times nævner. Man fortæller dog, at man følger de gældende sanktioner.
- Vi følger de gældende sanktionsregler, man politisk har vedtaget i EU og Danmark, herunder i forhold til hvilke skibe, der må arbejdes med. Vi holder os løbende opdateret herom, siger Thomas Andersen i en skriftlig kommentar.