Fynske borgmestre rykker efter udvidelse på E20
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Der er brug for mere plads på den fynske motorvej. Derfor opfordrer blandt andre fynske borgmestre regeringen til at prioritere en udvidelse.
"Gevinsterne ved E20-udvidelse holder i kø"
Sådan starter et debatindlæg bragt i Jyllands-Posten tirsdag morgen. Det koster penge og forsinkelser for pendlere, danske virksomheder og rigtig mange danske familier, står der som det første efterfulgt af en lang række tal og argumenter for, hvorfor en udvidelse er en gevinst for hele Danmark.
Bag debatindlægget står Stephanie Lose, regionrådsformand i Region Syddanmark (V), Jacob Bjerregaard, borgmester i Fredericia (S), Peter Rahbæk Juel, borgmester i Odense (S), Steen Dahlstrøm, borgmester i Middelfart (S) og Søren Steen Andersen, borgmester i Assens (V).
Læs hele debatindlægget her.
Politikerne bag indlægget forsøger at råbe regeringen op i håb om at få gang i en motorvejdsudvidelse af den fynske motorvej fra Nørre Aaby til Odense motorvejskryds.
Mere trafik koster samfundet
I indlægget bliver der især lagt vægt på, at E20 bliver mere og mere trafikeret:
- Her passerer 84 procent af personbilstrafikken og 94 procent af lastbiltrafikken mellem Øst- og Vestdanmark. I løbet af de senere år er trængslen tiltaget kraftigt, og på dele af Fynske Motorvej kører der i dag over 60.000 køretøjer dagligt, står der i debatindlægget.
Borgmester: E20 er hele Danmarks problem
Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel (S) melder sig nu i kampen om uventet motorvejsmilliard.
- I min verden er det ret simpelt. Pengene er der, så nu er det kun et spørgsmål om politisk vilje og prioritering hos politikerne på Christiansborg.
Sådan lyder den kontante udmelding fra borgmester i Odense, Peter Rahbæk Juel (S), efter det er kommet frem, at der nu er knap 1,5 milliarder kroner på vej tilbage i statskassen.
Silkeborgmotorvejen blev nemlig 1,4 milliarder kroner billigere at anlægge end forventet.
Og det kan gå hen og komme hele Danmark til gavn, mener Odenses borgmester:
- E20 er jo ikke kun et fynsk problem. Det er landsdækkende, fordi E20 binder landet sammen. Når der er kø og uheld, så koster det penge, fordi varer og værdier ikke kan komme frem, siger Peter Rahbæk Juel.
Han peger desuden på, at:
- Samtidig ser vi en stigning i uheld på den fynske motorvej. Så jeg vil faktisk mene, at den dyreste løsning, det er, hvis vi ikke prioriterer en udvidelse af motorvejen, både målt i penge og menneskeliv.
Et bredt flertal i Folketinget vedtog i 2003 at starte processen med at undersøge og på længere sigt udbygge mortovejen over Fyn fra fire til seks spor. Men som de skriver i debatindlægget, er det 13 år senere kun blevet til ti kilometer mellem Middelfart og Nørre Aaby.
Odenses borgmester, Peter Rahæk Juel (S), har tidligere deltaget i kampen om penge til udvidelse af Den Fynske Motorvej:
- E20 er jo ikke kun et fynsk problem. Det er landsdækkende, fordi E20 binder landet sammen. Når der er kø og uheld, så koster det penge, fordi varer og værdier ikke kan komme frem, sagde Peter Rahbæk Juel til TV 2/FYN i februar.
Ulykker på mototvejen
I debatindlægget slår politikerne især ned på den fare, som trængslen på vejene skaber.
- Alene fra 2014 til 2015 steg antallet af ulykker på strækningen med 37 procent, og Odense Universitetshospital har i samme periode registreret hele 66 procent. flere personskader som følge af ulykker på motorvejen, står der i debatindlægget.
Vestfynske Motorvej: Ulykker på himmelflugt
Motorvejen over Fyn er blevet farligere. Siden 2011 er antallet af ulykker steget 57 procent. Sidste år behandlede OUH 195 mennesker efter ulykker på strækningen.
Antallet af ulykker på den fynske motorvej stiger eksplosivt i disse år. Det viser tal, som vejdirektoratet har udtrukket for TV 2/Fyn.
Tallene baserer sig på politiets registreringer.
I 2015 registrerede politiet således 242 ulykker på strækningen Nyborg-Middelfart. Det er 57 procent flere ulykker end i 2011, hvor politiet registrerede 154 ulykker.
Samtidig behandlede Odense Universitetshospital sidste år 195 mennesker, som havde været involveret i ulykker på motorvejen - langt de fleste kom fra strækningen vest og Syd for Odense. Kun 14 havde været involveret i ulykker øst for Tietgenbyen og til Storebæltsbroen. Det viser tal fra OUH's ulykkesanalysegruppe.
Men bilerne kører også tættere end nogensinde. Siden 2005 er trafikken på motorvejen ifølge Fyens Stiftstidende steget med over 40 procent. Dengang kørte der dagligt 42.343 biler på strækningen. I dag lægger den i snit asfalt til 62.550 køretøjer om dagen.
Borgmester: Giv os et spor mere
Fynske borgere, borgmestre og erhvervsliv har i årevis forsøgt at råbe folketingspolitikerne op.
Og nu gør de det igen.
Situationen er uholdbar, lyder det samstemmende. Og det bliver kun værre for hvert år, der går.
Hos et af Fyns største transportfirmaer, Schou-Danielsen Logistik A/S, mener de, at en mulig løsning i første omgang var at inddrage nødsporet, når trafikken er tættest.
- Vi har ikke regnet på, hvor mange penge vi konkret taber på den fynske motorvej, men vi har lastbiler, der hænger fast derude hver dag, siger administrerende direktør Martin Danielsen.
Spørger man Søren Steen Andersen (V), borgmester i Assens Kommune og talsmand for det fynske borgmestersamarbejde, så er den eneste gangbare løsning, at folketingspolitikerne beslutter at investere de 2,6 milliarder kroner, det koster at udvide motorvejen med et tredje spor fra Nørre Aaby til Odense.
- Vi har nogle trafiktal og ulykkestal, og tal for lange køretøjer, som det hedder, der taler helt for sig selv. Et tredje spor er den eneste løsning, siger Søren Steen Andersen.
Han peger desuden på, at situationen på motorvejen hæmmer væksten på hele Fyn.
- Al forskning og erfaring viser, at når du nemt kan flytte varer og personer, så har du alle vækstmuligheder, der skal til, siger han.
Spor tre i skarp konkurrence
Men det er ikke helt så enkelt. Udfordringen er nemlig, at det ikke kun er på Vestfyn, man bokser med trængsel og ulykker.
I øjeblikket udspiller der sig et decideret kapløb mellem landsdelene om at få del i de motorvejsmilliarder, der nu engang er til rådighed.
For nylig sendte Trekantområdets borgmestre et åbent brev til Transportminister Hans Christian Schmidt (V) og Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) med budskabet: "I skylder os en motorvej."
Bormestrene vil have en midtjysk motorvej fra Christiansfeld i Syd til Hobro i Nord og minder nu regeringen om, at sådan en motorvej faktisk blev skrevet ind i regeringsgrundlaget.
Dertil kommer udfordringerne på E45. Her har regeringen allerede belsuttet at udvide fra to til tre spor på strækningen Skanderborg - Aarhus. Udvidelsen vil koste en god halv milliard kroner og er skrevet ind i regeringens finanslovsudspil, der dog endnu ikke er vedtaget.
Endelig nævner regeringen i sin 2025-plan, hvor der er afsat yderligere 27 milliarder kroner til forbedringer af infrastrukturen frem mod 2025, specifikt en motorvej til Kalundborg. Fyn bliver ikke nævnt.
Otte måneder - kø 52 dage
Den skarpe konkurrence landsdelene imellem får Søren Steen Andersen til at frygte, at Fyn ender bagest i køen.
Og den frygt er måske ikke helt ubegrundet. For ser man for eksempel på strækningen Skanderborg-Aarhus, så står det faktisk værre til der end på Fyn. Omend kun marginalt. Sidste år var der på strækningen mellem Vejle og Aarhus 261 ulykker. Fynske motorvej præsterede kun 242 ulykker.
Som noget nyt er Vejdirektoratet desuden ved hjælp af gps begyndt at opgøre, hvor meget kø der er på danske motorveje. På den fynske motorvej var der i årets første otte måneder kø 52 dage i østgående retning og 54 dage i vestgående retning.
Til sammenligning var der på E45 mellem Vejle og Aarhus i årets første otte måneder hele 87 dage med kø i nordgående retning og 78 dage i sydgående retning.
Vejdirektoratets definition på kø er, at der skal være tale om en situation, hvor hastigheden er lavere end 40 km/t, køen skal minimum strække sig fra et tilslutningsanlæg til det næste. Tidsmæssigt skal den vare minimum et kvarter.
Med andre ord: Kun seriøs kø er medtalt i Vejdirektoratets opgørelse.
At andre landsdele også er hårdt ramt får dog ikke Søren Steen Andersen til at ryste på hånden.
- Vi er fuldt sammenlignelige med strækninger som E45, så det er bare at komme i gang, siger han.
Kø koster kassen
Når et menneske kommer til skade i trafikken, koster det i gennemsnit ifølge Vejdirektoratet de offentlige kasser 600.000 kroner.
Men ulykker koster ikke bare det offentlige kassen. De skaber også kø og forsinkelser.
- Og tid koster uendeligt mange penge, lyder det fra Marianne Foldberg, afdelingsleder i Vejdirektoratet.
Ifølge DI Transport koster det for eksempel minimum 721 kroner, hver gang en lastbil holder i kø i en time.
Ifølge Peter Rahbæk Juel koster de mange ulykker samfundet.
- Jeg vil faktisk mene, at den dyreste løsning, det er, hvis vi ikke prioriterer en udvidelse af motorvejen, både målt i penge og menneskeliv, siger han.
Ifølge forfatterne bag debatindlægget ligger der allerede penge og venter på at blive brugt.
- Lige nu ligger der 4,2 milliarder kroner i Infrastrukturfonden, som endnu ikke er blevet øremærket. De penge skal ikke ligge og samle støv, når de i stedet kan investeres klogt i en udvidelse af Fynske Motorvej til gavn for samfundsøkonomien og for danskerne. Vi vil derfor opfordre transportministeren og de transportpolitiske ordførere på Christiansborg til at finde finansieringen til udvidelse af Fynske Motorvej, skriver de i indlægget.