Fynske kampe udsættes: Vikarlandshold skal holdes klar
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Divisionsforeningen har udsat flere weekendkampe i 2. division. Blandt andet fynske Tarup Paarup IF og Middelfart skal ikke spille.
Fodboldklubberne Tarup Paarup IF og Avarta og Vanløse, der har landsholdsspillere på det midlertidige landshold, har fået udsat deres kampe i weekenden i 2. division.
Det bekræfter Dansk Boldspil-Union (DBU) og Divisionsforeningen torsdag eftermiddag.
Ifølge Peter Ebbesen, der er turneringschef i Divisionsforeningen, er beslutningen taget på grund af uvished om landsholdets sammensætning.
- Vi ved ikke, om de skal spille i weekenden. Ellers kunne de godt have spillet lørdag, selv om de spillede i går (onsdag, red.), siger Ebbesen.
- På grund af uvisheden, som klubberne ikke er skyld i, valgte vi efter dialog med klubberne i går, at hvis der fortsat var uvished i dag (torsdag, red.), ville vi udsætte kampene.
En turneringsregel foreskriver, at en klub, som har to eller flere spillere udtaget til landshold, har ret til at få en kamp udsat.
Middelfart rammes også
Selvom Middelfart Boldklub ikke har nogen spillere på det midlertidige landshold bliver deres lørdagskamp også udsat. Modstanderen fra Vanløse havde nemlig fire mand med i onsdagens kamp mod Slovakiet.
Torsdag skrev klubben følgende på sin Facebook-side om weekendens kamp mod Middelfart:
- Om det var den gode præstation, vores drenge ydede, skal vi lade være usagt, men ikke desto mindre er der tikket besked ind fra Divisionsforeningen om, at lørdagens kamp imod Middelfart er aflyst, og den rykkes til en endnu ikke fastsat dato.
Flere andre klubber, der havde landsholdsspillere med i onsdagens trup, har også fået udsat deres kampe i de lavere rækker.
Det gælder blandt andet kampen på lørdag mellem Tarup Paarup IF og Jammerbugt FC.
TPI havde fem spillere med til Slovakiet, og i gårsdagens kamp fik tre spillere debut på det danske A-landshold. Det drejer sig om Christian Bannis, Mads Berthelsen og Anders Fønss.
Ifølge Peter Ebbesen kan klubberne dog beslutte at spille kampene alligevel, hvis en aftale mellem de sædvanlige A-landsholdsspillere og DBU skulle lande i løbet af de kommende dage.
Danmark spiller en ny landskamp søndag hjemme mod Wales i Nations League-turneringen. Hvilke spillere, der spiller den kamp, er endnu uvist.
Danmark tabte med brug af 17 debutanter onsdagens landskamp ude mod Slovakiet med 0-3.