Gartnere får hjælp af store kæder: Fantastisk, men der er brug for hjælpepakke
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Salling Group og Lidl fremrykker betalinger for at hjælpe gartnerier. Fynsk gartner er glad for tiltaget, men mener, der skal en hjælpepakke til, hvis branchen ikke skal lide store tab.
Hos gartneriet Botaniq Lab i Glamsbjerg står flere tusind gule magueritter klar til at blive sendt ud i butikkerne, men på grund af coronakrisen, kan de ende med at gå op i røg. Bogstavelig talt.
Det samme kan blive skæbnen for mange andre gartneriers produkter, og det har sat branchen under pres.
- Vi står med nogle produkter, hvor vi sætter en biologisk proces i gang, og vi kan ikke stoppe den, når den først er i gang, siger Thomas Offer Madsen, der er ejer af Botaniq Lab.
Processen kan ikke stoppes
Fordi gartnerne arbejder med levende produkter, kan produktionen ikke stoppes, og oveni rammer krisen på et skidt tidspunkt.
- Vi kan ikke lagerføre eller sætte tingene i et fryserum. Når du har sat den biologiske proces i gang, skal det sælges eller smides ud, og det er den store hurdle i forhold til vores højsæson, som starter netop nu og løber over de næste to til tre måneder, siger han.
Gartnerier i opråb til regeringen:
- Vi mangler hjælp
Regeringen må træde til og yde særlig støtte til de fynske gartnerier, hvis de skal overleve krisen. Sådan lyder det fra formanden hos Dansk Gartneri, der melder om store tab landet over.
Det strammer til hos de fynske gartnerier, hvor varelagrene lige nu er fyldt med planter, som de ikke har mulighed for af afsætte.
Flere steder er man nødt til at kassere planterne, fordi de står og rådner, og gartnerierne kan ikke opnå dækning for de tabte varer.
Derfor bør regeringen nu gå ind og yde særlig støtte til branchen. Det mener Jørgen K. Andersen, der er formand for Dansk Gartneri.
- Vi har forsøgt at råbe dem op, og vi presser på, alt det vi kan. Men vi mangler, at de (regeringen, red.) lytter til de specielle behov, vi har med vores varelager. Hvis det ikke sker, vil der komme katastrofale tab, der vil true vores gartnerier, siger han til TV 2/Fyn.
Behov for ekstra kompensation
I et forsøg på at afdække situationens alvor, begyndte Dansk Gartneri i sidste uge at opgøre de økonomiske tab på de danske gartnerier. I den uge har man over hele landet oplevet et fald i den samlede omsætning på 52 procent.
Selvom regeringen har udsendt flere hjælpepakker til erhvervslivet i form af blandt andet lønkompensationer for ansatte, mener formanden for Dansk Gartneri ikke, at det er nok til at redde gartnerierne.
- De er ikke egnet til vores erhverv. Der, hvor vi har brug for hjælp, er på varelageret. Planter er ikke noget, man lægger på hylden som et stykke metal, siger han og fortsætter:
- Det, jeg meget gerne vil have, er en form for erstatning for nogle af de tab, vi har. Det skulle nødig blive sådan, at blomster efter krisen er noget, vi er nødt til at købe i Holland og Spanien, siger han.
V-politiker går ind i sagen
En anden, som også er klar til at tale gartneriernes sag, er den fynske venstrepolitiker Lars Christian Lilleholt. Han er heller ikke tilfreds med de tiltag, der indtil nu er sat i værk af regeringen.
- Der er gartnerier omkring Odense, der direkte bløder for øjeblikket. Der er brug for, at Folketinget griber ind, og at regeringen kommer med en hjælpepakke til dem, siger han.
På baggrund af meldinger fra gartnerierne, vil han arbejde for, at muligheden for statsgaranterede lån med lav rente bliver udvidet.
- Det, vi har set indtil nu, er ikke godt nok. Derfor presser jeg på for, at der også skal ydes en hjælp til de fynske gartnerier, siger han.
Har dialog i gang
Hos Dansk Gartneri har man planer om løbende at fremlægge de registrerede tab for politikerne. Ifølge formanden har man allerede en dialog i gang med fødevareminister Mogens Jensen (S), men det har endnu ikke ført til videre tiltag.
- Han er meget forstående. Men derfra og så til, at der sker noget konkret, der kan godt være lang vej, siger Jørgen K. Andersen.
Hvis gartnerierne ikke modtager en form for kompensation i den kommende tid, frygter formanden, at det i sidste ende kan få konsekvenser for hele branchen.
- Jeg er bange for, at hvis der ikke kommer en ordning i løbet af nogle få uger, så vil store dele af vores erhverv kollapse. Når der ikke kommer nogle penge i kassen, kan vi ikke betale løn og omkostninger, siger han.
I et forsøg på at hjælpe gartnerierne har flere store virksomheder sat ind med forskellige tiltag. Det gælder blandt andet Lidl og Salling Group. Hjælpen består blandt andet i at fremrykke betalinger.
- Andre går ind og siger: 'Vi ved godt, at vi har booket nogle planter over de næste tre måneder. Dem kommer vi ikke til at tage imod, men vi kommer til at afregne', fortæller Thomas Offer Madsen.
Han hilser hjælpen fra de store virksomheder velkommen.
- Det er simpelthen så fantastisk at se, at der er så stor opbakning blandt vores kunder, siger han.
Håber på hjælpepakke
Tidligere på ugen meldte formanden for Dansk Gartneri ud, at gartneribranchen har stort behov for hjælp fra regeringen, og ifølge Thomas Offer Madsen har man også brug for mere end hjælp fra kunderne.
Botaniq Lab har 25 ansatte, men på grund af coronavirusset er 10 af dem sendt hjem. Virksomheden pakker kun 30 procent af de varer, man normalt gør på det her tidspunkt af året, så der er ikke arbejde til alle ansatte.
- Det her er en rigtig flot gestus fra vores kunder, men det redder ikke erhvervet, for hvis vi mister 70 procent af omsætningen over de næste tre måneder, så kommer der til at ske en meget, meget kraftig reduktion, og så vil vi se store, velfungerende gartnerier lukke, siger han.
Grønt lyspunkt: Ny aftale hos storgartneri skal lette hverdagen under coronakrisen
Online-kurser og fleksibel arbejdstid er nogle af hovedpunkterne i ny aftale mellem PKM og 3F.
Coronakrisen har fået mange arbejdspladser til at tænke kreativt.
Det gælder også hos storgartneriet PKM i Lumby ved Odense, hvor 3F og gartneriet netop har indgået en aftale, så medarbejderne kan deltage i online-kurser for at dygtiggøre sig samt møde på mere fleksible tidspunkter, så børnene kan blive passet.
Det skriver Fagbladet 3F.
Aftalen betyder, at de 160 medarbejdere i virksomheden får mulighed for at arbejde på tidspunkter, hvor det i højere grad passer til deres familieliv under corona-epidemien.
Samtdig bliver den fysiske afstand mellem kollegerne større i drivhusene.
Fem medarbejdere har foreløbig sagt ja tak til at blive omfattet af aftalen, oplyser administrerende direktør hos garneriet, Anett Madsen, til Fagbladet 3F.
I sidste uge blev omkring 300 fyret i branchen, og 400.000 planter er allerede blevet destrueret, fordi man ikke kan komme af med blomsterne på eksportmarkederne.
Som et værn mod at fyre medarbejdere har fagforbundene 3F, HK og Dansk Metal samt arbejdsgiverforeningen GLS-A nu indgået en aftale, så medarbejderne i gartnerierne kan deltage i It- og sprogkurser.
Kurserne er udviklet sammen med VUC, Kold College og Tietgenskolen i Odense.
Arbejdsgiverne kan få dækket deres løntab gennem forskellige støtteordninger og de kompetencefonde, der er lavet ifølge overenskomster på det grønne område.
Dansk Gartneri, der er gartneriernes interesseorganisation, har planer om løbende at fremlægge de registrerede tab for politikerne. Organisationen har en dialog med fødevareminister Mogens Jensen (S) og håber på en hjælpepakke konkret stilet til gartnerierne.