Der er blevet lidt færre vækstvirksomheder på Fyn, men dem der er tilbage, røg helt til tops, da dagbladet Børsen onsdag uddelte årets gazellepriser i Region Syddanmark.
Kravet til en gazelle er som minimum en fordobling af nettoomsætningen over de sidste fire år, og positiv vækst i samtlige fire år.
Vinderen af årets pris for fremstillingsvirksomheder i regionen blev Dencam Composite i Rudkøbing, der fremstiller dele til vindmøller, bil- og søfartsindustrien.
- Det er vigtigt, at virksomheder tør rykke ud af de store byer og udnytte arealerne – og i dette tilfælde bygningerne – uden for storbyerne. Når en vækstvirksomhed som Dencam Composite flytter til Rudkøbing, trækker det ikke kun nye folk til byen. Det skaber også økonomisk vækst i området. Det er derfor fantastisk at kunne kåre Dencam Composite som vinder af årets fremstillingspris i Region Syddanmark, siger Børsens chefredaktør Niels Lunde.
Fremstillingsprisen kåres i samarbejde med Industriens Fond, og gives til en virksomhed, der udmærker sig inden for fremstillingsbranchen.
Andre fynske erhvervspriser
Vinder for anden gang
Den digitale pris havnede hos Universal Robots fra Odense, der fremstiller robotarme, der kan supplere medarbejdere, så de ikke behøver at lave nedslidende, gentagende processer.
Universal Robots leverer robotter til både små og store virksomheder, og har i dag solgt mere end 25.000 robotter verden over. Med en markedsandel på 60 procent er den fynske virksomhed markedsledende.
- Vi er enormt glade for nu at have vundet Børsens digitale gazellepris for anden gang. Det er en vigtig anerkendelse at få, og det giver et skulderklap til hele virksomheden. Produktionen af cobots er en niche inden for industrielle robotter, som kun få kender til. Men flere større producenter er begyndt at byde ind på markedet, og det gør det selvfølgelig ekstra fedt at vinde, siger kommunikationschef Thomas Stensbøl
Den overordnede gazellevinder i Region Syddanmark blev Auction Group A/S fra Kolding med en vækst på næsten 3.000 procent.
På andenpladsen for Region Syddanmark kom den fynske vinder Euro-DK Service A/S fra Munkebo, som over de seneste fire år har haft en vækst i deres nettoomsætning på 1.327,4 procent.
Om de fynske gazeller