Her er de ti mest populære restauranter på Fyn lige nu

Restauranter i Odense indtager de tre øverste pladser, når det gælder reservationer foretaget siden fredag. Der er dog stadig ledige borde på topscoreren Eydes.

Det er væltet ind med bordbestillinger på de fynske restauranter, efter at regeringen i sidste uge meldte ud, at det igen vil være muligt at spise et måltid på landets spisesteder fra i dag, onsdag.

I alt 13.443 gæster har ifølge bookingportalen DinnerBooking reserveret bord på fynske restauranter siden fredag, hvor genåbningen blev annonceret.

Til TV 2 Fyn har DinnerBooking, der administrerer reservationer for flere end 800 restauranter i landet, opgjort en top-10-liste over de fynske restauranter, der har fået flest reservationer siden fredag.

De ti mest bookede restauranter på Fyn

Eydes: Vi starter en smule under niveau

Topscoreren er Eydes i Kongensgade i Odense. Restauranten indtager førstepladsen foran Restaurant Nordatlanten og Sortebro Kro. Allan Gram, der ejer Eydes, glæder sig over førstepladsen.

- Det ser rimelig fornuftigt ud. De første par dage starter en smule under normalt niveau, hvilket også var forventeligt, men det tegner til, at weekenden bliver god, siger ejer Allan Gram til TV 2 Fyn.

Eydes har plads til 220 gæster samt 70 gæster udenfor. Gæsterne skal have bestilt bord, senest 30 minutter før de møder op.

quote De første par dage starter en smule under normalt niveau, hvilket også var forventeligt, men det tegner til, at weekenden bliver god

Allan Gram

- Vi vil selvfølgelig blive ramt af, at man skal reservere 30 minutter før, især når vi ligger i gågaden. Det er et stort benspænd, siger Allan Gram, der dog mener, det er positivt, at restauranterne igen kan åbne.

- Vi må rette os ind efter reglerne. Vi skal have ja-hatten på, fastslår han.

Eydes genåbnede onsdag klokken ni og forventer omkring 150 gæster i løbet af genåbningsdagen.

Langt flere gæster end normalt

Den mest bookede restaurant uden for Odense er Lieffroy, der ligger i Nyborg. Den indtager fjerdepladsen.

På landsplan har mindst 220.000 gæster sikret sig en plads på en restaurant eller café siden fredag.

Det er væsentlig flere end normalt. Før coronakrisen blev der i gennemsnit foretaget omkring 10.000 bookinger om dagen på landets restauranter, hvilket vidner om en ekstraordinær høj efterspørgsel på restaurantbesøg.

Forsigtige gæster

Landets restauranter har været lukkede siden december.

Selv om efterspørgslen er stor, kan der sagtens være flere besøg på de fynske restauranter, forsikrer ejeren af Eydes.

- Vi ved fra genåbningen sidste år, at folk er forsigtige de første dage, fordi de tror, at alle tager ud og spiser, siger Allan Gram.

quote Vi ved fra genåbningen sidste år, at folk er forsigtige de første dage, fordi de tror, at alle tager ud og spiser

Allan Gram

Foruden reservation skal gæsterne huske mundbind og et coronapas, der sikrer enten vaccination eller negativ coronatest. 

Oversigt

    Oversigt