Her er Fyns 10 bedste turistattraktioner
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Du kan være med til at afgøre, hvilken fynsk turistattraktion der er den bedste.
Sommervarmen er kommet til det fynske, og snart får skoleeleverne sommerferie. Det kan dermed for alvor mærkes, at sommeren 2017 er i gang.
Sehr gut: Hans har bygget svinestalden om - tyskerne booker løs
Flere tyskere finder vej til Fyn som turister. Og når de besøger Kerteminde, kan de flytte ind i Hans Andersens gamle svinestald, der nu er lavet om til ferielejligheder med spa, sorte lædermøbler og kunst på væggen.
Der er godt nyt for fynsk turisme. Danmark kommer til at slå rekord for udenlandske overnatninger i 2017.
Sådan lyder det i en prognose fra VisitDenmark, der spår omsætning i milliardklassen for dansk turisme i år.
Det skyldes især andelen af tyske turister, der vælger at rejse nordpå, når ferien melder sig.
Tal fra Destination Fyn Klyngen viser en stigning på 21 procent for tyske turisters overnatning i Danmark over de seneste tre år.
I Kerteminde er Hans Andersen klar til at tage imod tyske turister.
- Vi har mærket en meget større interesse. Vi har fået flere henvendelser og flere bookinger, end vi plejer, siger Hans Andersen, der driver Kerteminde Byferie i udkanten af byen.
Den gamle svinestald er nu blevet lavet om til ferielejligheder, da Hans Andersen skiftede fra svinebonde til turistkonge.
- Der var mange ting, der gjorde det. Men en af tingene var, at vi lå perfekt. Vi ligger 700 meter fra Nordstranden, og vi ligger to kilometer fra centrum og havet, så placeringen har været afgørende. Men det var også lidt af et tilfælde, indrømmer Hans Andersen.
Han har en klar ide om, hvorfor Fyn og Kerteminde er populære blandt tyskere.
- Vores natur er unik. Og så er det hele så nemt her. Vi har tryghed her. Der eksploderer ikke lige en vejsidebombe her, fortæller Hans Andersen.
Tyskere er ikke til plastik-fantastik
Destination Fyn Klyngen er klar til at arbejde for at få flere turister til øen.
- Der er et kæmpe potentiale med 80 millioner mennesker i Tyskland. Vi har allerede mange tyskere, men vi vil gerne have flere til Fyn, siger marketingmanager Sandra Neelmeyer fra Destiantion Fyn Klyngen.
Ifølge Sandra Neelmeyer betyder sikkerheden en del for tyskerne. Men tyskerne er også glade for naturen i Danmark og på Fyn.
- Det er helt klart stranden og naturen, der trækker. De elsker det autentiske og ægte. Tyskere er ikke til plastik-fantastik.
Den typiske tyske turist er en familie med to børn, der kører til Fyn i egen bil og booker et sommerhus eller bor på en campingplads. Men den senere tid er der også sket en stigning i bookninger af hotelophold, lyder det fra Sandra Neelmeyer.
I den forbindelse er der rig mulighed for, at ferien - både for fynboer og turister - skal bruges på nogle af de seværdigheder, der findes på Fyn og øerne.
Med udgangspunkt i en række danske og internationale rejseanmeldelser har TV 2/FYN sammensat en top-10-liste over de bedste og mest populære turistattraktioner på Fyn og øerne.
I afstemningen kan du være med til at afgøre, hvilken der er den bedste.
Fortæl gerne i kommentarfeltet, hvorfor du har stemt på dit favoritsted. Skriv også gerne, hvis du mener, at den bedste fynske turistattraktion slet ikke er blandt de ti udvalgte.
Hvis du ikke kan se afstemningen i din browser, kan du klikke her.
Egeskov Slot
Egeskov Slot er en dansk herregård ved Kværndrup syd for Ringe. Slottet blev opført i 1554 og ligger i dag i Faaborg-Midtfyn Kommune. I juni afvikles musikfestivalen Heartland i slotsparken.
Den Fynske Landsby
Frilandsmuseet i Odense har gårde og huse, som de så ud i 1800-tallet. Landsbyen i Fruens Bøge har bygninger, der stammer fra 1500-tallet. I udkanten ligger friluftsscenen, som ofte er vært for koncerter.
Odense Zoo
Den zoologiske have åbnede i 1930 og ligger på begge sider af Odense Å. Flere end 2.000 individer bor i haven, og Odense Zoo er blandt Danmarks mest besøgte turistattraktioner.
Danmarks Jernbanemuseum
Tæt ved Odense Banegård Center ligger en omfattende samling togvogne, lokomotiver, rutebiler og færgemodeller. Udstillingen indeholder blandt andet et eksemplar af det første S-tog fra 1934.
H.C. Andersens Hus
Forfatteren er nærmest synonym med Odense, der har opkaldt en musikfestival, lufthavn og meget andet efter eventyrsforfatteren. Hjørnehuset i H. C. Andersen-kvarteret regnes officielt som H. C. Andersens fødested, men det vides ikke med sikkerhed, om han er født her. Museet blev grundlagt 100 år senere i 1905.
Marstal Søfartsmuseum
På Ærø har der siden 1929 ligget et søfartsmuseum med flere end 200 skibsmodeller samt hundredvis af flaskeskibe og skibsportrætter.
Sct. Knuds Kirke
Domkirken i Odense er opkaldt efter Knud den Hellige, der blev myrdet i 1086 i Sankt Albani Kirke. Kirken er fra 1499, og kirkens tårn er 63 meter højt, hvilket gør kirken til et af Odenses højeste bygningsværker.
Brandts
Kunstmuseet Brandts - Museum for Kunst og Visuel Kultur i Odense er fyldt med klassiske kunstværker, internationalt fotografi, film og tegninger.
Valdemars Slot
På Tåsinge ved Svendborg ligger slottet, der blev bygget af kong Christian 4. og stod færdigbygget i 1644 til sønnen Valdemar Christian.
Clay Keramikmuseum
Keramikmuseet i Middelfart er et selvejende museum for keramisk kunst, kunsthåndværk og design. Det blev stiftet i 1994.
De ti turistattraktioner er udvalgt efter anmeldelser fra blandt andre VisitFyn, TripAdvisor og Planetware.