Ja tak! Fynboer vil have mere fartkontrol
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Fynboerne vil føle sig mere sikker i trafikken. Syv ud af yi ønsker mere fartkontrol.
- Ja tak fra Vollsmose!
Det var Halimo Abdis svar, da hun fredag morgen under tankning af sin bil blev spurgt, om hun ønsker mere fartkontrol.
Og Halimo Abdi er ikke alene. En ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik viser, at 7 ud af 10 fynboer gerne ser, at der kommer flere fartkontroller.
På tankstationen i Odense fredag morgen var der fortællinger om motorcykler med 200 kilometer i timen gennem Middelfart i sommerhalvåret, om Ørbækvej som bliver brugt som motorvej og om fartbøller på Svendborgmotorvejen og villaveje.
Fynboer bestiller fartkontrol som aldrig før
Allerede i første halvår af 2021 har Fyns Politi fået 500 bestillinger på en fotovogn. Fortsætter tendensen, bliver 2021 et rekordår.
Hensynsløse bilister plager borgeres tryghed, når de ser stort på hastighedsbegrænsningerne.
Det viser den interesse, der er for, at kunne bede om, at få politiets færdselsafdeling til at rykke ud med en fotovogn.
Søndag var en af Fyns Politis i alt syv fotovogne på opfordring parkeret på Faaborgvej i Glamsbjerg.
Inde i vognen sad Dennis Dyg. Han har været ATK-operatør i fem år. ATK betyder automatisk trafikkontrol, og er også det der kaldes en fotovogn. Altså blitzer Dennis de bilister som kører for hurtigt.
Og selvom bilister og motorcyklister med flere denne søndag formiddag kørte pænt på strækningen, så blev der alligevel fanget nogle stykker i at sætte trygheden langs vejen i spil.
Dennis Hyg kunne nemlig fortælle, at én bilist nok ville miste kørekortet, mens et par håndfulde ville få bøde på 1.000 kroner eller mere.
Men er det en succes for den erfarne ATK-mand?
- Hvis vi kører ud på en borgerhenvendelse, og der bliver målt mange køretøjer, så kan man sige, at det er fint, fordi borgeren jo så har ret i, at der er et problem, siger Dennis Dyg.
- Personligt bliver jeg målt på, hvor timer jeg måler og ikke, hvor mange jeg blitzer. Så en eller ti eller 100 er egentlig lige meget.
Han tilføjer, at der et succesparameter, som kan få smilet frem hos ham:
- Jeg har en bestemt strækning, jeg er på hver uge. Og jeg bliver glad, hvis jeg kan se, at tallet falder og falder, så kan jeg se, at det virker, at vi er der, siger han.
Fynboer bestiller fartkontrol som aldrig før
En fotovogn kan bestilles hos Fyns Politi, og det gør fynboerne som aldrig før, viser en opgørelse.
I både 2019 og 2020 fik Fyns Politi knap 700 bestillinger fra borgere, der ville have en vogn ud at fange fartsyndere på de fynske veje.
Men allerede i første halvår af 2021 har politiet fået 500 bestillinger, og fortsætter tendensen, bliver 2021 et rekordår.
Hos Fyns Politi er 70 procent af den indsats, fotovognene udfører, bestilt af borgere. Og det er der en årsag til.
- Det er nemt at gå ind på politiets hjemmeside, hvor man kan bestille en betjent, og man kan bestille en fotovogn og så kan man bestille en knallertkontrol. Og det er der mange, der benytter sig af, siger Sten Sørensen, vicepolitiinspektør og afdelingsleder af færdselspolitiet.
Han er tilfreds med den interesse borgerne viser for mulighederne.
- For os handler det om tryghed og nærhed. Vi er rigtig glade for, at komme ud til borgerne og opfylde nogle af deres ønsker. Og borgene er glade for, at vi kommer ud og hjælper til med en hastighedskontrol.
Sten Sørensen noterer da også, at interessen er voldsomt stigende, og det lægger pres på færdselspolitiet:
- Vi prøver at følge med, så godt vi kan. Vi er ved at være der, hvor vi ikke kan nå at opfylde alle ønsker.
Der indkommer således i øjeblikket flere ønsker om, at få en fotovogn ud end politiet honorere.
- Lige nu får vi mange, og så er der også ferie, så det kniber lidt for os at følge med.
- Men vi arbejder målrettet med det, og det er også noget, vi prioriterer, fordi vi er glade for at komme ud til borgerne.
Samtidig med, at der gøres alt for at opfylde borgernes ønsker, så fastholdes den rutinemæssige fartkontrol.
- Vi har nogle faste steder, hvor vi holder cirka en gang om ugen. Vi har også et par vanvids-strækninger, der holder vi fast, mens resten af tiden - cirka 70 procent på nuværende tidspunkt - det er simpelthen efter borgernes ønsker, fortæller Sten Sørensen.
Opbakning til fotovognen
TV 2 Fyns reporter stoppede et par af de bilister der havde passeret Dennis Dyg i fotovognen. Og her var der opbakning til indsatsen.
- Vi bor ude på landet og folk kører fuldstændigt hjernedødt, sagde Kristina Skærsholm-Møller fra Ringe, og tilføjede:
- Så jeg synes det er fint, at folk bestiller en fotovogn.
Anette Rasmussen fra Glamsbjerg var ikke klar over, at man kunne bestille en fotovogn, men hun synes det er en god ordning.
- Det er ok, fordi vi skal jo ikke køre for stærkt. Det skal vi ikke, det må vi ikke, og det er bestemt.
- Sådan er det, slog Anette Rasmussen fast.
Mere sikkerhed for børnene
For Halimo Abdi og Katrine Povlsen er det særligt et spørgsmål om børns sikkerhed.
- Jeg synes generelt, at folk kører for stærkt på de små veje, siger Katrine Povlsen, der oplever farten på villavejen, hvor hun selv - og flere børn - bor.
Halimo Abdi fortæller, at hun trods vejbump og andre sikkerhedsforanstaltninger alligevel oplever et behov for fartkontrol:
- Jeg synes stadig, der er nogen, der kører sindssygt stærkt. Det er ikke sikkert nok, siger hun.
De to kvinder stikker begge tommelfingeren i vejret til ønsket om øget fartkontrol.
Selvopfunden motorvej skaber problemer
På tankstationen er også Mikkel Nielsen. Hans oplevelse af trafikken og et muligt behov for mere fartkontrol kan opsummeres ganske kort:
- Det er de få, der ødelægger det for de mange, siger han.
- Jeg pendler 150 kilometer hver dag og ser faktisk ikke problemet værende omfattende i dagligdagen. Til gengæld bor jeg på Ørbækvej, hvor vi hver fredag aften oplever, at der er helt vildt fart på en bestemt gruppe unge mennesker, som holder til ved Rosengårdcentret og bruger Ørbækvej som motorvej.
Han byder øget fartkontrol velkommen på Ørbækvej, hvor han bor. Ellers mener han, der er behov for nogle mere koordinerede indsatser.
I den kommende uge sætter politiet landet over øget fokus på for høj hastighed på vejene. Derfor vil du fra på mandag opleve flere politimotorcykler og -biler på vejene med hastighedsmålere samt politibiler udstyret med kamera i vejsiderne.