Livsfarlig smitte i omløb - sådan beskytter du din firbenede ven
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Dyreklinikken AniCura, som holder til i Rynkeby, Kerteminde og Nyborg, advarer fredag mod en særlige snegleparasit, der kan være livsfarlig for hunde. I øjeblikket spreder sygdommen sig i takt med, at temperaturen stiger.
Parasitten medfører en hjertelungeorm, der kan gøre alvorlig skade på hundens organer - og som i sidste ende kan have fatale konsekvenser, forklarer Hanne Friis, der er chefdyrlæge hos AniCura Danmark, i en pressemeddelelse:
- Det er en smitsom sygdom, der kan forstyrre kroppens evne til at pumpe blodet rundt, hvilket kan have alvorlige konsekvenser for hundens organer. Derfor er det også vigtigt, at parasitten bliver opdaget tidligt, da ormene kan give varige mén på blandt andet hjerte og lunger – og i værste tilfælde resultere i, at hunden bliver så syg, at den ikke overlever.
Derfor bør man som hundeejer holde ekstra øje på de kommende gåture, da hjertelungerom smitter ved, at hunde spiser eller slikker på en inficeret snegl. Herefter spreder parasitten sig gennem hundens afføring til områdets snegle, hvilket således udgør en risiko for andre hunde.
- Symptomerne opstår blandt andet, idet larverne vandrer igennem kroppen og ud til lungerne, hvor de hostes op. Derfor vil nogle af de hyppigste symptomer vise sig som hoste, træthed, blødninger fra sår og maveproblemer, hvilket alt sammen kan være tegn på, at din hund er smittet med hjertelungeorm. Dog kan der ofte gå flere måneder fra, at smitten sker til, at de første symptomer begynder at vise sig, fortæller Hanne Friis.