De 10 borgmestre fra Fyn var mandag samlet til møde med regionsrådsformand Carl Holst, Minister for By, bolig og landdistrikter Carsten Hansen og en række repræsentanter fra internetbranchen for at følge op på et møde i januar.
Dagsordenen for mødet var få fjernet de sorte internethuller på Fyn, og sikre at Fyn kommer op på samme mobil- og internetdækning som resten af landet.
- Problemet er, at internetdækning ikke er omfattet af samme lovgivning som fx el, vand og varme. Det er udelukkende markedsmekanismerne, der afgør om selskaberne vil udrulle bredbånd i tyndt befolkede områder, siger Faaborg-Midtfyns borgmester, Christian Thygesen(V).
Kommunerne må ikke selv etablere internetdækning og grave kabler ned, og har kommunerne kun mulighed for at gøre det attraktivt for elselskaber, antenneforeninger og teleselskaber at etablere dækning.
- Vi kan forbedre sagsbehandlingen, reducere masteleje og gøre det nemmere at søge tilladelse til nedgravning. Men hvis selskaberne vurderer, at de ikke kan tjene penge, så sker der ikke noget, siger Christian Thygesen.
Adgang til internet er i dag et næsten lige så vigtigt parameter for bosætning som el, vand og varme, og derfor vil kommunerne nu også forsøge at presse selskaberne til at udrulle fiber og bredbånd i udkantsområderne.
- Vi går nu sammen som kommuner og vil stille krav til selskaberne. Sammen er de 10 fynske kommuner en stor kunde hos teleselskaberne, og derfor vil vi bruge vores muskler til at stille krav om bedre udrulning, siger borgmesteren.
Samtidig opfordrer de fynske borgmestre fynboerne til at brokke sig og klage når internettet halter.
- Det er vigtigt med et pres på teleaktørerne fra forbrugerne, så derfor opfordrer vi fynboerne til at fortælle, når deres internet halter, siger Christian Thygesen.
Borgmesteren tør dog ikke love, at Fyn vil have samme internetdækning som resten af landet foreløbig.
- Målsætningen er at alle i hele landet skal have 100 mb download og 30 mb upload inden 2020. Det når vi næppe, men bare alle har adgang til nettet overalt på Fyn til den tid, lyder det fra Faaborg-Midtfyns borgmester.