Minister svarer på borgmestres kritik af nye ejendomsvurderinger
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
31 borgmestre og Landdistrikternes Fællesråd retter i et åbent brev kritik af de nye ejendomsvurderinger. Skatteminister Jeppe Bruus (S) svarer på kritikken.
Syv fynske borgmestre er med i fælles opråb til Christiansborg.
Borgmestrene retter sammen med 24 andre kommuner og Landdistrikternes Fællesråd skarp kritik af de nye ejendomsvurderinger af landejendomme.
Det sker i et åbent brev til blandt andre skatteminister Jeppe Bruus (S), der nu svarer på kritikken fra borgmestrene:
- Vi tager det meget seriøst, og vi lytter til kritikken, der er kommet og kigger på det, udtaler skatteminister Jeppe Bruus (S).
De fynske borgmestre i det åbne brev er fra henholdsvis Svendborg, Nyborg, Faaborg-Midtfyn, Ærø, Nordfyns, Assens og Langeland Kommune.
Det fælles opråb fra borgmestrene kommer, efter omkring 15.000 ejendomme har fået besked på, at de skal skifte kategori fra skov- og landbrug til almindelig ejerbolig.
Hvilket kan give voldsomme stigninger i grundskylden. For nogle husejere vil det betyde helt op mod 60.000 kroner ekstra om året per husejer.
Fornyligt sendte også samtlige af de ti fynske borgmestre et bekymringsbrev afsted til regeringen omkring samme problematik.
- Vi er bekymret for det her. Særligt på vegne af vores borgere, som vi heldigvis har mange af, der bor i de her ejendomme, sagde Assens' borgmester Søren Steen Andersen (V) dengang til TV 2 Fyn.
Hiv i den politiske nødbremse
Borgmestrene og Landdistrikternes Fællesråd beder i en fælles appel til skatteministeren og landdistriktsminister Louise Schack Elholm (V) om "at hive i den politiske nødbremse" for at finde en løsning på disse skattestigninger.
For det er en ekstra udgift som skaber stor usikkerhed blandt borgerne, lyder det i brevet.
Borgmestrene kræver i brevet, at der bliver trukket i nødbremsen. Er der blevet trukket i den?
- Nej, ejendomsvurderingssystemet er ved at blive rullet ud. Det er en meget, meget stor øvelse, hvor alle boliger skal have nye ejendomsvurderinger i år. De vil så træde i kraft i det nye boligskattesystem i 2024, og den proces kører nu, siger skatteministeren.
- Det vil blive billigere med at tiden at bo på landet, og det er hele meningen med det nye boligskattesystem.
Billigere at bo på landet
Skatteministeren anerkender også, at hvis man skifter kategori fra landejendom til ejerbolig i dag, så kan det godt have en betydning for prisen.
Han mener dog, at disse nye ejendomsvurderinger vil være en gevinst, fordi det reelt vil blive billigere at bo på landet på sigt.
- Fremadrettet vil grundværdierne jo reelt blive skattet efter, hvor meget ejendommene er værd, og samtidig vil vi gøre det billigere at bo i landdistrikterne, og det vil tage noget af presset.
- Grundlæggende kommer det til at billigere at bo på landet på sigt. Det er hele øvelsen med det nye ejendomsvurderingssystem, siger han.