Lørdag eftermiddag vil flere tusinde motionister løbe over Storebæltsbroen. Det sker i forbindelse med, at foreningen Broløbet Storebælt arrangerer løb for både voksne og børn.
For voksne er det muligt at løbe distancerne halv- og kvartmaraton. Det svarer til enten cirka 21,1 kilometer eller cirka 10,6 kilometer. For børn er det muligt at løbe en distance på 2,5 kilometer.
Op mod 15.000 løbere kan deltage i lørdagens løb, oplyser Broløbet Storebælt på sin hjemmeside. Alle løbene starter klokken 15.30.
To af fire spor åbne
I og med at løbene finder sted hen over Storebæltsbroen, så kommer det til at få betydning for biltrafikken.
Under løbene vil det kun være to af broens normale fire spor, der vil blive brugt til biltrafik. Samtidig ændres vejens status fra motorvej til almindelig landevej med hastighed på 80 km/t.
Trafikomlægningen sker fra klokken 14.45, og det forventes, at trafikken er normalt klokken 19.30.
Arrangøren gør opmærksom på, at der kan opstå ventetid under omlægning til dobbeltrettet trafik - altså hvor kun to spor anvendes af bilerne - da broen lukkedes helt ned for biltrafik i cirka 20 minutter, mens trafikken omlægges.
Lørdag er det ottende gang, at Broløbet Storebælt afvikler løb hen over broen.
I 2018 og 2019 blev løbet ikke afholdt, da daværende transportminister Ole Birk Olesen (LA) lukkede for løbet. Det gjorde han, efter at der havde været et stort trafikkaos i forbindelse med et halvmaraton over Den Ny Lillebæltsbro.
Også i 2020 blev løbet ikke til noget. Denne gang var det på grund af corona, som også endte med at udskyde en masse andre arrangementer.
Den oprindelige plan var, at dette års løb skulle have fundet sted i maj. Men grundet de daværende coronaretningslinjer måtte det skubbes til september.