15. maj. 2020 kl. 8:01
Fyn

Håb hos Den Fynske Landsby: Kulturen kan vende tilbage før tid

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del
Link
kopieret!

Partilederne skal forhandle om en mulig større genåbning i fase to end først annonceret. Det kan betyde godt nyt for kulturlivet.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har torsdag indkaldt partilederne til en yderligere forhandling om en mulig større genåbning af landet i fase to.

Det har hun gjort, fordi der er kommet et nyt notat fra Statens Serum Institut, hvor der står, at man kan åbne landet mere, end det hidtil er besluttet.

Læs også: Kulturen må vente: Museer føler sig forbigået
Gå tilbage Del
13. maj. 2020 kl. 10:18

Kulturen må vente: Museer føler sig forbigået

Anders Høgh. Redigering: Louise Koustrup.

Flere af de fynske museer ærgrer sig over ikke at måtte genåbne i fase to. Særligt museerne udendørs undrer sig over, at restauranter med buffet kom før dem.

I to måneder har dørene til de fynske museer været lukkede på grund af faren for coronasmitte, og kulturinteresserede fynboer har derfor ikke kunne få stillet deres behov.

“Det er et stort plaster på såret at kunne sige, at det efter alt at dømme bliver den 8. juni, vi får lov til at åbne igen”

— Erland Porsmose, direktør, Østfyns Museer

Og museumsdørene, hvor der bagved gemmer sig et væld af fynsk kultur og historie, skal holdes lukket lidt endnu, for de fynske museer blev i fase to af genåbningen forbigået. Og det undrer direktør for Østfyns Museer Erland Porsmose sig noget over.

- Ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv undrer det ikke alene mig, men også alle andre. Vi fik en liste over hvilke aktiviteter der var grønne, og altså havde ingen risiko for smitte, og hvilke der var gule og røde. Og nu er det hele blevet vendt på hovedet, siger Erland Porsmose til TV 2/Fyn og fortsætter:

- Man har valgt røde aktiviteter til og grønne aktiviteter - som museer og zoologiske haver - fra. Det er tydeligt at se, at politikerne har tænkt mere på økonomi og på, hvordan man etablerer en så normal hverdag som muligt, siger han.

Rart med en klar udmelding

For nogle kan det dog virke underligt, at man i genåbningens anden fase har tilladt buffeter at åbne, men man kan ikke gå en tur i Den Fynske Landsby, som råder over 20 hektar udendørs.

På pressemødet tirsdag sagde statsminister Mette Frederiksen selv, at hun godt forstår, at nogle af valgene virker underlige, men at det alt sammen handler om at holde smittetrykket nede.

De fynske museer har derfor affundet sig med at skulle vente lidt endnu med at kunne åbne igen. Og Erland Porsmose er trods alt glad for den klare udmelding om, hvornår de så kan se frem til at slå dørene op igen.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vores ansatte glæder sig til at komme på arbejde igen, og det blev det ikke til i denne omgang. Derfor er det et stort plaster på såret at kunne sige, at det efter alt at dømme bliver den 8. juni, vi får lov til at åbne igen, siger han.

Lever af at samle mennesker

Spørger man Odenses by- og kulturrådmand Jane Jegind, så er det utroligt vigtigt, at museerne får lov at åbne i tredje fase. Ikke kun for fynboernes skyld, men også fordi kulturlivet er et stort erhverv.

- Kultur- og fritidssektoren er jo faktisk en virkelig stor industri og et stort erhverv i Danmark, som beskæftiger rigtig mange og tilsigter en stor omsætning. Så selvfølgelig er det vigtigt, at det kommer i gang igen, siger Jane Jegind og fortsætter:

- Vi kan ikke gøre andet end at håbe, og tiden tikker jo også, så vi kommer nærmere og nærmere fase tre. Men det ville da ikke gøre noget, hvis noget af kultur- og fritidslivet kunne åbne hurtigere, siger hun.

Østfyns Museers direktør håber også, at løftet om at kunne genåbne i fase tre holder stik. Og så håber han også, at forsamlingsforbuddet vil blive hævet.

- Vi planlægger i høj grad efter, at kunne genåbne den 8. juni, og vi håber også, at det holder stik, at vi kan forsamle mellem 30 og 50 mennesker til den tid, for vi museer lever jo af at samle mennesker, siger Erland Porsmose.

I den forbindelse foreslår statsministeren selv, at kulturinstitutioner bliver inddraget i genåbningsplanerne tidligere end ellers forventet.

- I ser en mere optimistisk statsminister nu end på noget tidspunkt under denne krise. Det går - takke være danskernes fantastiske indsats - så godt, at vi har smitten under kontrol og kan åbne mere op, sagde Mette Frederiksen under torsdagens partilederdebat.

Klar til at åbne igen

Beskeden fra statsministeren vækker håb hos Den Fynske Landsby, der er klar, hvis det besluttes, at museer kan genåbne før tid.

“Bare det, at vi kan få lov til at komme tilbage og få noget kultur ind i sjælen. Det ville være fantastisk”

— Jane Jegind, by- og kulturrådmand, Odense, Venstre

- Vi har været i gang et stykke tid med forberedelser. Vi skal selvfølgelig lige have hjemkaldt nogle kolleger og have de sidste ting på plads. Men vi vil ret hurtigt være klar, når der bliver sagt ”go”, siger Lise Gerda Knudsen, der er overinspektør i Den Fynske Landsby.

Hidtil var det ellers forventet, at museer og andre kulturinstitutioner først var en del af genåbningens 3. fase 8. juni. Og selvom der ikke længere er så lang tid til den 3. fase, så håber Lise Gerda Knudsen stadig, at de kan åbne før.

- Vi vil gerne åbne op og have gæster ind og se den fynske landsby, for der er så smukt lige nu, så jo før at det bliver meldt ud, at det er forsvarligt, så bliver vi bare glade, siger hun.

Læs også: Helt nyt besøgscenter på vej: Øhavsmuseet flytter permanent ind på slagterigrund
Gå tilbage Del
13. maj. 2020 kl. 16:49

Helt nyt besøgscenter på vej: Øhavsmuseet flytter permanent ind på slagterigrund

Ole Holbech. Redigering: Malte Jørstad.

Øhavsmuseet i Faaborg får lov til permanent at blive på den gamle slagterigrund på byens havn. Det vækker stor glæde hos museets direktør.

Den gamle slagterigrund på Havnegade i Faaborg er i øjeblikket under noget af en forvandling.

De røde mursten titter frem bag et stort stillads, og både indvendigt og udvendigt bliver der udført en gennemgribende renovering.

Årsagen til den store renovering er meget positiv, hvis man spørger Øhavsmuseets direktør, Peter Thor Andersen.

Kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyns Kommune har nemlig besluttet, at Øhavsmuseets besøgscenter permanent må flytte ind i det gamle slagteri.

- Det er simplethen så fedt. Jeg bor selv i Faaborg, og hver gang jeg går forbi bygningen og ser stilladset, så bliver jeg mindet om, at vi her er ved at bygge et helt nyt museum, siger Peter Thor Andersen.

Ole Holbech
Slagterigrunden på Havnegade bliver hovedsædet for Øhavsmuseets besøgscenter. Museumsdirektøren kunne ikke være mere tilfreds med placeringen, siger han til TV 2/Fyn.

Nye udstillinger og et mødested

I 2019 besluttede kommunalbestyrelsen i Faaborg, at Øhavsmuseet midlertidigt kunne rykke ind på den alligevel tomme slagterigrund for at etablere et besøgscenter. Det er den beslutning, der nu er gjort permanent.

Det betyder blandt andet helt nye udstillinger og et stort rum, hvor man kan mødes til arrangementer.

- Der er cirka 300 kvadratmeter i det ene rum, som vi vil ombygge til det, vi kalder "mødestedet". Her vil man kunne komme ind og lære området at kende og få inspiration til steder, man kan besøge, siger Peter Thor Andersen og fortsætter:

- Inde ved siden af er der et lige så stort rum. Det vil blive brugt til en ny udstilling, der vil være klar til at åbne i påsken 2021.

Klar til aktiviteter allerede til sommer

Som gæst behøver man dog ikke at vente helt til påsken næste år med at besøge det nye besøgscenter på havnen.

Allerede til sommer vil man kunne opleve de første aktiviteter, og så slås dørene også op til mødestedet til efteråret og give anledning til flere events og arrangementer.

- Der kommer til at være en stor brændeovn og en scene, og vi kommer også til at formidle sammen med Geopark Det sydfynske Øhav, som det her også skal være et besøgscenter for, siger Peter Thor Andersen.

Samlet set investerer Øhavsmuseet godt 12 millioner kroner på at renovere den gamle slagterigrund, og midlerne kommer fra Nordea-fonden og finansloven.

Brug for kultur til sjælen

By- og kulturrådmand i Odense Jane Jegind (V) er også glad for statsministerens udmelding om, at kulturlivet muligvis kan få lov at åbne før end ellers planlagt.

- Vi savner at få kulturelle indspark og få fællesskab og nye oplevelser. Så jo før vi kan komme i gang jo bedre, siger hun til TV 2/Fyn.

Hun håber, at Den Fynske Landsby, Odense Zoo, Brandts Klædefabrik, Møntergaarden eller Odense Symfoniorkester snart kan åbne.

- Om der så skal være en stol i mellem os, så går det også. Men bare det, at vi kan få lov til at komme tilbage og få noget kultur ind i sjælen. Det ville være fantastisk, siger Jane Jegind.

Hvis der bliver åbnet før tid for kulturlivet, så ser det umiddelbart ud til, at det første, fynboerne kan vende tilbage til, bliver netop Den Fynske Landsby. Her er man nemlig ifølge Lise Gerda Knudsen længst med planlægningen.

- Odense By og Museer har jo en del attraktioner, så vi skal selvfølgelige have udarbejdet en form for rækkefølge, men Den Fynske Landsby er den, som ville være hurtigst at kunne åbne, siger hun.

23. dec. 2024 kl. 14:26
Tophistorie
Arkivfoto

Millionbøde til Region Syddanmark efter data-sjusk

LYT
Del
Link
kopieret!

Retten i Kolding har 23. december 2024 idømt Region Syddanmark to bøder på hver 500.000 kr. for brud på GDPR-reglerne. Det er ifølge Ritzau den hidtil højeste straf til en offentlig institution for denne type forseelser.

Uvedkommende kunne få adgang til tusindvis af borgeres personfølsomme data. Retssagen drejede sig om to brud, som fandt sted på forskellige tidspunkter mellem 2011 og 2020.

Begge sager kalder regionen selv for menneskelige fejl.

- Jeg ærgrer mig over, at vi taber de to sager. Der eksisterer en lignende sag, hvor 20 gange så meget data har været eksponeret, som blev lukket med en kritik, siger Morten Lundgaard som er IT-direktør i Region Syddanmark.

Han mener der mangler en rød tråd, i forhold til hvordan denne type sager afgøres.

To sager

Den første sag omhandler en database med spørgeskemasvar, der blev brugt af Børne- og Ungdomspsykiatrien Odense. Der indgik ikke CPR-numre i databasen, men blandt andet navn og fødselsdato.

Region Syddanmarks undersøgelser viste efterfølgende, at sårbarheden kun er blevet anvendt af den borger, der anmeldte sårbarheden, skriver regionen i en pressemeddelelse.

Den anden sag omhandler en PowerPoint-præsentation udarbejdet af en af regionens læger til undervisningsformål. Præsentationen, der lå på regionens hjemmeside, indeholdt fortrolige og følsomme personoplysninger.

15 gange er præsentationen blevet åbnet på hjemmesiden. Det krævede angiveligt stor teknisk snilde at komme helt ind til de fleste af personnumrene i præsentationen.

- Vi tager dommen til efterretning, og vi har siden hændelserne iværksat mange initiativer, der skal medvirke til, at lignende datasikkerhedsbrud ikke sker igen, siger IT-direktøren.

Han understreger, at der i sagen ikke er sket et egentligt data-læk, hvilket vil sige at informationerne ikke er blevet misbrugt.

Regionen har ikke besluttet sig for, om de vil anke sagen til landsretten endnu.

23. dec. 2024 kl. 9:22
Tophistorie
Frederik Kibsgaard

Arbejdsulykke: 20-årig omkom da loft styrtede ned

LYT
Del
Link
kopieret!

Der er tale om en 20-årig mand fra Østfyn, der fredag omkom i en arbejdsulykke på en ejendom nær Svendborg fredag. Det fortæller Fyns Politi til TV 2 Fyn.

-  I forbindelse med et nedrivningsarbejde styrter et loft sammen ned over den 20-årige mand. Det er sket i forbindelse med en indvendig renovering i en bygning, lyder det fra Fyns Politi.

Politiet oplyser samtidig, at det efterforsker sagen fortsat for at klarlægge, hvordan ulykken kunne ske.

Arbejdstilsynet oplyser, at det er på stedet og efterforsker ulykken mandag.

De pårørende er underrettet.

Arbejdsulykken sker knap en måned efter, at tre personer mistede livet i en arbejdsulykke ved Flemløse Biogas, hvor taget på en silo kollapsede.

23. dec. 2024 kl. 6:00
Tophistorie

Julen står for døren - her er den store ønskeseddel i OB

LYT
Del
Link
kopieret!

Et nyt år står for døren, og i OB er der udsigt til et spændende 2025. Klubben har kurs mod Superligaen, men for at blive klar til et liv i landets bedste række igen, er der mange ting, som klubben skal forbedre.

Konkurrenterne i Superligaen løber stærkt, og som Troels Bech tidligere har udtalt til TV 2 Fyn, er det dyrt på mange fronter at være i 1. division.

Derfor er der udsigt til et travlt 2025 for OB's ledelse i form af både bestyrelsesformand Niels Thorborg, sportsdirektør Troels Bech og træner Søren Krogh, der skal arbejde på flere fronter på at gøre klubben stærkere til fremtiden.

TV 2 Fyn bringer her en liste over de fem vigtigste opgaver i OB i 2025, og det handler både om gøremål på og uden for banen.

OB's dosmerseddel

Forstærkning af truppen

Størstedelen af den nuværende OB-trup var med til at rykke ud af Superligaen, og derfor kræver det forstærkninger, hvis klubben skal stå bedre rustet til livet i den bedste række.

Aktuelt har syv spillere kontraktudløb til sommer, og sportsdirektør Troels Bech skal vurdere, hvem af disse man kan og skal forlænge aftalen med. Hertil skal der sandsynligvis nye spillere til klubben udefra, og det er et godt bud, at OB er på udkig efter en central midtbanespillere, en kantspiller, en venstre back og en midtstopper.

En strategi for fremtiden

OB er godt i gang med et stort identitetsprojekt, der skal klarlægge klubbens identitet og kerne. Men sideløbende arbejder sportsdirektør Troels Bech på en strategi for klubbens fremtid.

Hvad skal kendetegne OB i fremtiden? Hvad er klubbens målsætning? Og hvordan vil OB være konkurrencedygtig om tre, fem og 10 år? Det er nogle af de spørgsmål, omverden venter svar på, og som bør blive besvaret i en ny klubstrategi.

Den aktuelle strategi har slutdato i 2026. Det er lige om lidt.

En tydelig spillestil

De sidste mange år har OB's hold været kendetegnet af fraværet af en tydelig spillestil.

Det har været svært for omverden at blive klog på OB's måde at spille på, og i 2025 bør OB bruge tiden i 1. division på at udvikle en mere klar og tydelig spillestil, der samtidig passer til akademiets måde at gøre tingene på. De mest succesfulde fodboldhold er kendetegnet af et tydeligt spilkoncept.

En plan for stadion

OB's hjemmebane er på mange måder forældet og slidt.

Javel, der er blevet gjort noget ved selve græstæppet og omklædningsrummet, men tilskuerfaciliteterne efterlader meget tilbage at ønske.

Senest i 2028 skal OB have et moderniseret stadion med overdækkede tribuner og lukkede hjørner, men selvom det har været et tema i mange år, har OB endnu ikke meldt en plan for fremtiden ud til offentligheden. Det bør komme i 2025.

Stærkere akademi og kvindeafdeling

Der er nok at gøre med at gøre klubbens førstehold i herreafdelingen stærkt nok, men der er også mange spørgsmålstegn, når det gælder akademi og kvindeafdeling.

OB's akademi har i årevis overpræsteret resultatmæssigt i forhold til budgetter, men skal man følge med tiden, kræver det et forbedret akademi og endnu flere dygtige unge spillere fra egen ungdomsafdeling.

Hertil er der også mange spørgsmålstegn ved OB's kvindehold, der går under navnet OBQ. Fremtiden er lige så usikker som økonomien, og lige nu ved ingen, hvad ambitionerne for fremtidens OBQ er.

I begyndelsen af december mødte TV 2 Fyn OB’s sportsdirektør Troels Bech til en snak om blandt andet sin turbulente første tid i OB. Se hele interviewet herunder.

23. dec. 2024 kl. 15:58
Fyn

Krige, kriser og klassikere - hvad fylder i årets juleprædikener?

Flere af landets præster lægger lige nu sidste hånd på deres prædikener til, hvad der på mange måder kan beskrives som den største dag for folkekirken. Spørgsmålet er dog, hvad der bliver årets store temaer. TV 2 Fyn har fået en gruppe fynboer til at gætte på dette, og for dem var den helt store fællesnævner krige og kriser. Enkelte andre pegede på, at prædikerne ville holde sig til klassikere.

Flere af landets præster lægger lige nu sidste hånd på deres prædikener til, hvad der på mange måder kan beskrives som den største dag for folkekirken. Spørgsmålet er dog, hvad der bliver årets store temaer. TV 2 Fyn har fået en gruppe fynboer til at gætte på dette, og for dem var den helt store fællesnævner krige og kriser. Enkelte andre pegede på, at prædikerne ville holde sig til klassikere.

23. dec. 2024 kl. 15:15
Daniel Glad

Flere julegaver købes i genbrugsbutikker

LYT
Del
Link
kopieret!

Hos Røde Kors Odense oplever man, at flere fynboer køber deres julegaver i genbrugsbutikker.

Det glæder formand for Røde Kors Odense, Lone Hedemand.

- Vi kan tydeligt mærke, at der er en øget omsætning i november og december, så det er vi glade for, fortæller hun til TV 2 Fyn.

Og selvom det kan være alt muligt forskelligt, der sælges i juletiden, så fremhæver hun, at det især er julepakkekalendergaver, der købes hos dem.

Røde Kors omsatte i 2023 for omkring 300 millioner kroner. Omsætningen går blandt andet til katastrofehjælp og lokale aktiviteter.

23. dec. 2024 kl. 13:26

Novo-aktien gør comeback efter nedtur

LYT
Del
Link
kopieret!

Der er godt nyt til de Novo Nordisk-investorer, der holdt fast i aktien under fredagens voldsomme kursfald på 20,7 procent.

Aktien handles mandag morgen omkring kurs 648, hvilket er ti procent højere end fredag.

Dermed har Novo Nordisks børsværdi allerede indhentet omkring 200 af de 688 milliarder kroner, som forsvandt.

Fredagens kursfald blev udløst af forskningsresultater for Novos næste store håb inden for fedmebehandling, Cagrisema.

Et forsøg, hvor en række testpersoner modtog behandling med Cagrisema i 68 uger, viste et gennemsnit på 22,7 procents vægttab.

Markedet og Novo Nordisk selv havde håbet på mindst 25 procent, og investorerne reagerede på skuffelsen ved at sende kursen nedad.

23. dec. 2024 kl. 12:00
Fyn

Sammenlignede fostre med kødpålæg: - Nu vil hun i Folketinget

LYT
Del
Link
kopieret!

Når hun åbner munden eller sætter sig til tasterne, kommer der ofte en reaktion. Tit mange.

- Jeg er rimelig svesken på disken.

23-årige Sofie Mosgaard har sammenlignet kødpålæg og fostre som en joke i debatten om abortgrænsen herhjemme.

Kaldt sit eget parti for et ’kujonparti’, når det gjaldt koranloven. Stået på en scene og sagt: "Staten skal ud af min tissekone".

Nu er hun ét af de mulige navne i spil til at tage over, når begge de to fynske Venstre-folketingsmedlemmer snart vinker farvel til Christiansborg.

- Jeg blev opstillet i oktober, og nu ser det realistisk ud, hvilket er fuldstændig vanvittigt.

”Jeg skulle have været SF’er“

Den 23-årige Venstre-kvinde bliver ikke den nye Erling Bonnesen(V), lyder det. Men de ‘står grundlæggende på de samme ting’.

- At gøre Danmark mere liberalt, at livet på landet skal være mindre bureaukratisk, og det skal kunne lade sig gøre at være landmand i Danmark, siger Sofie Mosgaard (V).

Men hun vil også gerne trække partiet i en ny retning.

- Jeg kunne godt tænke mig, at flere som mig kom til at stemme på Venstre.

Bonnesen og Lilleholt på vej ud

I november meddelte det mangeårige medlem Erling Bonnesen, at han ikke genopstiller ved næste valg.

Den 16. december meldte den tidligere fynske minister Lars Chr. Lilleholt så ud, at han går efter borgmesterposten i Odense til kommunalvalget i efteråret - og heller ikke genopstiller til Folketinget.

De to politikere fik ved seneste valg i alt til sammen 11.500 personlige stemmer fra fynboerne.

Med andre ord er der mange stemmer at fiske i for nye og mindre kendte ansigter hos Venstre, som stiller op ved det folketingsvalg, der skal afholdes senest i 2026.

Hun beskriver sig selv som et på mange måder ’statistisk mirakel’.

- For jeg er en ung kvinde, der bor i en storby og har en lang, udadgående uddannelse. Jeg skulle jo have været SF’er i det lys, men det er jeg ikke, siger Sofie Mosgaard.

For woke til at være blå?

Når man spørger Sofie Mosgaard, hvad andre ville sige om hende, hvis de skulle bagtale hende - så lyder første svar, at hun “snakker helt vildt meget”.

Men så fremhæver hun et punkt, hvor hun skiller sig ud politisk. At hun har været “lidt på klingen” med både Venstre og med højrefløjen generelt, når det gælder LGBT-politik og ligestilling.

- Så jeg tror, der ville være noget om “hende der progressive Sofie - woke et eller andet”.

Er du i virkeligheden for woke til at være blå?

- Nej. Hvis du tager et udsnit af danskerne, så tror jeg ikke, jeg har vilde holdninger hverken på ligestillingsfronten eller på LGBT-politik. Så det er et kæmpe selvmål fra højrefløjen, at jeg står og ligner sådan en mærkelig fugl, siger Sofie Mosgaard.

Hun mener, det er “dybt godnat”, hvis vælgere kan se sig selv i al den blå politik, men bliver skræmt væk, eksempelvis hvis man er ung kvinde eller tilhører en minoritet og “ikke føler sig omfavnet af højrefløjen”.

Står Venstre rigtigt på det her område i dag?

- Det synes jeg grundlæggende, vi gør. Der er klart nogle ting, der skal kigges på, og det er jo, fordi vi skal have flere med. Man kan jo ikke bare komme ind og smide en bombe ind i lokalet og sige: “Så var der bare “free nips” til hele landsorganisationen”. Det kommer jo ikke til at ske. Det skal heller ikke ske. Det er jo en langsom forandring.

Blå bog - Sofie Mosgaard

23 år gammel.

Vandt Danmarksmesterskaberne i debat i 2024.

Kommer fra Fanø. Bor i dag i Odense.

Opstillet som folketingskandidat for Venstre i Odense Syd-kredsen i Fyns Storkreds.

Har været aktiv i Venstres Ungdom siden 2021, blandt andet som ligestillingsordfører.

Uddannet i statskundskab og journalistik.

Ude med riven - og balancegang

Når Sofie Moesgaard skriver opslag på sociale medier, kan det dele vandene. For eksempel da hun flettede en joke om kødpålæg ind i et indlæg i abortdebatten.

- Jeg synes, jeg var morsom. Jeg synes stadig, det er morsomt.

Men hun erkender også, at det kan være en svær balancegang, når man gerne vil gøre politik mere “farverigt”.

- Min intention var at slå lidt på de konservative idealer, men jeg havde jo så gjort en kvinde, som havde mistet et barn, ked af det. Og den skal man jo så sidde med. Var det det værd for hende?

Tror du, du kan kommunikere lige så bramfrit, som du gør i dag, hvis du kommer i Folketinget?

- Jeg tror ikke, jeg kan sige, at: “Staten skal ud af min tissekone”. Det tror jeg ikke, man skal sige fra Folketingets talerstol.

Her finder du hele TV 2 Fyns interview med Sofie Mosgaard. Snup en kop kaffe eller en småkage - og se med:

23. dec. 2024 kl. 10:47
Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix

Rekordfå juleindbrud de sidste 10 år - kun stigning ét sted

LYT
Del
Link
kopieret!

Det bliver tryggere at forlade sit hjem i juledagene år efter år.

Med andre ord blev der i 2023 begået 362 indbrud mellem den 23.-31. december.

Men sammenligner man med 2013, altså ti år tidligere, var antallet oppe på 1.776. Det svarer til et fald på 80 procent fra 2013-2023. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Zoomer man ind og udelukkende kigger på udviklingen fra 2022-2023, var Region Syddanmark dog den eneste region, der oplevede en stigning i antallet af indbrud. Her oplevede man 95 indbrud i 2023.

Historisk set er den 24. december dagen med flest indbrud, når man kigger på tværs af juledagene. Og sidste år var ingen undtagelse.

På landsplan anmeldte 107 hjem et indbrud denne dag.

23. dec. 2024 kl. 9:09
Henning Bagger / Ritzau Scanpix

DSB forventer 40.000 rejsende mandag

LYT
Del
Link
kopieret!

Hos DSB forventer man, at mandag bliver julens travleste rejsedag med omkring 40.000 rejser.

Den travleste strækning op til juleaften er mellem København og Aarhus efterfulgt af strækningen København–Odense og København–Fredericia.

Sidste år var fredag 22. december ifølge DSB den travleste rejsedag mellem landsdelene med mere end 35.000 rejsende. Juleaften lå i 2023 om søndagen.

Hvis man i år rejser med tog 23. december, vil man opleve, at DSB sammen med Banedanmark har sendt særlige juleguider til udvalgte stationer. De skal sørge for, at passagerne kommer godt frem og tilbage.

23. dec. 2024 kl. 9:00
Fyn

47-årig Nicki P skal igen køre på højeste niveau

LYT
Del
Link
kopieret!

Der er ikke mange sportsudøvere på højeste niveau, der kan prale af at kunne følge med i en alder af 47 år gammel.

Men det kan speedwaykøreren Nicki Pedersen.

Fynboen, som har udlevet sin drengedrøm i 36 år, hvoraf 25 som professionel, fortsætter på højeste niveau i 2025 efter at have sagt ja til et tilbud i den bedste række i Polen.

- Nu er der kommet en kontrakt i den store liga igen, og det er der ingen tvivl om, at det er det fedeste.

- Det er den største liga i hele verden, vi kører i, så jeg skal tilbage og levere på et dejligt, fornuftigt niveau, og jeg glæder mig helt vildt til at få succes med min nye klub, siger han til TV 2 Sport, der besøger ham værkstedet på Fyn.

Nicki Pedersen rykkede ellers ned i den forgangne sæson fra den bedste række i Polen.

Voldsomt styrt fik ham til at tænke

Hvis vi skuer tilbage til sommeren 2022, var Nicki Pedersen ude for en situation, hvor de fleste ville tænkte: ”Nok er nok”. Her var han involveret i et voldsomt styrt.

- Jeg lå på maven og havde brækket mit bækken, hvor min lårbensknogle sad inde i bækkenet. Det gjorde så ondt. Jeg har aldrig prøvet noget lignende, forklarer speedwaykøreren og smiler.

Altså Nicki Pedersen tænkte sig da også om, da han lå på det polske hospital. Dog en lidt anden form for tanker.

- Dér lå jeg allerede og tænkte, hvor længe der var fra juni til marts måned. Der kunne jeg godt nå at blive klar igen. Så man er lidt en tosset motorsportsmand en gang imellem, siger han.

Hvorfor ikke stoppe?

Man kan nok godt skrive under på, at Nicki Pedersen går ind under kategorien ’en tosset motorsportsmand’, men alligevel. 47 år gammel og ingen tanker om pension? Det virker ja, tosset.

- Jeg stopper den dag, kroppen ikke kan mere, og når jeg ikke brænder for det eller vil løbe de ture, der skal til. Jeg tror, at den kommer lige pludselig. Nu er den ikke kommet endnu, så jeg er allerede begyndt at komme i form igen til den nye sæson.

- En drengedrøm er gået i opfyldelse for mig, og man skal huske at nyde det så længe, at man kan, konstaterer han.

Nicki Pedersen forklarer videre, at han allerede nu er begyndt at komme i form, da det ikke skal være kiloene, der skal gøre, at han ikke kan følge med i 2025-sæsonen.

23. dec. 2024 kl. 8:30

DMI afliver den hvide jul - er 100 procent umuligt

LYT
Del
Link
kopieret!

Man skal ikke længere gøre sig forhåbninger om hvid jul, for det er "100 procent umuligt" i år, lyder det fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Vagthavende meteorolog Jesper Eriksen forklarer, at kriteriet for hvid jul er, at mindst 90 procent af landet har mindst én centimeter sne.

- Det kommer absolut ikke til at ske. Det er 100 procent umuligt denne her jul, siger Jesper Eriksen.

Desuden er der kun udsigt til, at vejret bliver varmere.

- Der er varmere luft på vej. I løbet af juleaftensdag kommer der en varmefront ind. Så det bliver lidt varmere end i dag, og i dag er der jo heller ikke sne på vinduet, siger Jesper Eriksen.

23. dec. 2024 kl. 7:30
"Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix"

Minister vil have hygge og pølsevogne optaget på kulturarvsliste

LYT
Del
Link
kopieret!

Hvad er det danske bidrag til verdensarven udover Jelling-stenene, Roskilde Domkirke og Kronborg Slot?

Ifølge kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) er det også højskoler, cykelkultur, pølsevogne og hygge.

Derfor opfordrer nu danskerne til at indstille deres bedste bud på særlige danske traditioner, skikke eller håndværk.

Buddene vil Jakob Engel-Schmidt tage med til Unesco for at få de bedste optaget på listen over kulturarv.

- Italienerne har operaen, argentinerne har tangoen, og finnerne har fået saunakulturen på Unescos liste, siger han.

Rigsfællesskabet mellem Danmark, Færøerne og Grønland er i forvejen repræsenteret med 11 steder på listen over den materielle verdensarv.

23. dec. 2024 kl. 6:28
Local Eyes

Beboere måtte evakueres under brand i butik - årsag efterforskes

LYT
Del
Link
kopieret!

Natten til mandag har politi og brandvæsen været til stede ved en brand på Skibhusvej i Odense. Der er tale om en brand i en butik i en etageejendom. Røgudviklingen betød at beboerne i opgangen måtte evakueres, mens slukningen stod på.

Til TV 2 siger Fyns Politi, at branden efterforskes som mistænkelig og at man ikke ved, hvordan den startede. lyder det.

Fyns Politi siger til TV 2 Fyn, at beboerne allerede over midnat kunne vende tilbage til deres bolig og at branden nu er sendt videre til efterforskning. Her skal der foretages undersøgelser for at fastslå brandårsagen.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her