Det helt store puslespil er i øjeblikket ved at blive lagt i kulissen til den politiske scene.
Senest fredag skal Danmark pege på en ny, dansk EU-kommissær. I halen af dét forventes en regeringsrokade her på Christiansborg.
Særligt ét navn spås til at blive en central brik de kommende dage: Den fynske socialdemokrat og minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen.
Det mest sandsynlige bud
Den fynskvalgte politiker bliver af en række politiske analytikere og kommentatorer vurderet som det mest sandsynlige bud på en kommende dansk EU-kommissær.
Blandt andet politisk kommentator Hans Engell.
- Jeg føler mig meget sikker på, at Dan Jørgensen bliver Danmarks kommende EU-kommissær, siger Hans Engell til TV 2 Fyn.
Præcis hvilken kommissærpost er ifølge Engell svært at sige.
- Mange siger, at han bliver klimakommissær. Men der er både posterne som miljø-, energi- og klimakommissær. Jeg har svært ved at se, at han ikke kan få en post på et område, hvor hans faglighed kan bruges, siger Hans Engell.
Hvad er en EU-kommissær?
Engell: - Får en let gang i EU
Og netop Dan Jørgensens faglighed lægger den politiske kommentator vægt på, når han forklarer, hvorfor fynboen er det oplagte bud fra Danmark.
- Hvis vi kigger på de otte kommissærer, vi har haft, vil Dan Jørgensen være en af de eneste, der nærmest har "uddannet" sig til at blive EU-kommissær, lyder det fra Hans Engell.
Han peger på Dan Jørgensens baggrund som medlem af Europaparlamentet, at han har været minister ad flere omgange - "ikke mindst for klimaområdet", samt fynboens gode europæiske netværk uden for Danmark.
- Mit indtryk er også, at han står stærkt ved Ursula von der Leyen (formand for EU-kommissionen, red.). Og hans faglighed er i orden. Så han vil være en af de kommissærer, der får en let gang i EU, vurderer Hans Engell.
Regeringsrokade på trapperne
Udover valget af den nye dansk EU-kommissær kan vi ifølge den politiske kommentator forvente en regeringsrokade lige rundt om hjørnet.
- Mit bud er, at vi onsdag får at vide, både hvem der bliver EU-kommissær og ministre, siger Hans Engell.
Og rokaden kan føre til en del ændringer på Slotsholmen, lyder det.
- Det, som jeg har hørt på rørene, er, at det bliver en pænt stor rokade. Det bliver ikke bare to eller tre skift (af ministerposter, red.). Men hvor mange flere, det tør jeg ikke sige, lyder det fra Hans Engell.
Ny fynbo på ministerholdet?
Træder Dan Jørgensen(S) ud af regeringen for at blive EU-kommissær, vil ministerholdet umiddelbart ikke længere tælle en folketingspolitiker, som er valgt ind af fynboerne.
Selvom der er fynske rødder at spore hos klimaminister Lars Aagaard(M), er han dog ikke valgt af fynboerne til Folketinget, men hentet ind udefra til regeringen.
Kun én regering gennem de seneste 20 år har ikke haft en fynskvalgt politiker på ministerholdet. Så sker det, vil det være en uvant situation.
Til trods skal man som fynbo ikke sætte næsen op efter, at en EU-exit fra Dan Jørgensen(S) vil betyde, at en anden folketingspolitiker med fynske stemmer i ryggen er selvskrevet på ministerholdet.
- Danmark er simpelthen ikke et land, hvor man tænker i geografi. De(regeringstoppen, red.) kigger på, om det er nogen, der sælger billetter. Ikke hvor de er fra i landet, siger Hans Engell.