Centrerer sig om vejbod
Mailen var fra ministeren for byer og landdistrikter, Morten Dahlin (V), og handlede om en sag, der tager sit udgangspunkt i en langstrakt politisk føljeton om en vejbod i lokalsamfundet. Skovløkke Frilandsgrønt har i flere år kæmpet for at få lov til at fordoble arealet på deres lille vejbod.
Først fik ægteparret bag Verena og Michael Junge afslag fra Kerteminde Kommune. En afgørelse, som senere blev stadfæstet af Planklagenævnet.
Politikerne ville gerne hjælpe ejerne af vejboden, men kunne ikke på grund af lovgivningen. Derfor havde Kerteminde Kommune skrevet til ministeren. Og tre dage før et byrådsmøde i december kom svaret så: Ministeren ville ikke gå ind i den konkrete sag.
- En meget lille sag
Over for TV 2 Fyn gør John Eriksen det meget klart, hvilken side han står på.
- Det er jo ikke altid, man læser sine mails, når man modtager dem. Borgmesteren har nok mange mails liggende. Det kan da godt være, at han lige havde læst mailen før mødets start, siger John Eriksen og fortsætter sin bandbulle:
- Kristian Hald går efter manden i stedet for bolden. Han skulle se at blive voksen. Havde det været mig, havde jeg stille og roligt taget fat i borgmesteren og spurgt, hvad der er op og ned.
Men når borgmesteren er taget i at lyve, er der så ikke fair nok, at Kristian Hald opfordrer ham til at forlade sin post?
- Man skal da ikke tale uret, men det er en meget lille sag, denne her. Kasper (Ejsing Olesen, red.) har været en forgangsmand. Kristian Hald burde koncentrere sig om at være politiker i stedet for det her, raser byrådsmedlemmet.
Tilliden er væk
Kristian Hald mistænkte Kasper Ejsing Olesens oprigtighed omkring mailen, og derfor søgte han aktindsigt. Og her viste det sig, at borgmesteren ikke talte sandt. Derfor kræver Kristian Hald, at borgmesteren træder af. En opfordring, han første gang kom med torsdag til Kjerteminde Avis, og som han gentog fredag.
- Han skriver i sin mail, at han netop havde modtaget skrivelsen 10 minutter inden byrådsmødet, og det er jo ikke sandt. Det konfronterer jeg ham med i en mail og beder ham om at redegøre for, fortæller Kristian Hald til TV 2 Fyn og opsummerer sin version af borgmesterens ageren i sagen:
- Han har løjet, og han har løjet om sin løgn. Min tillid til borgmesteren er væk.
I et svar til Kristian Hald fra Kasper Ejsing Olesen lyder svaret fra borgmesteren, at det var vigtigt for ham, at han fik fat i parret bag vejboden, inden han videresendte den omtalte mail.
- Ikke sat sig ind i sagen
TV 2 Fyn har været i kontakt med Kristian Hald for at foreholde ham kritikken fra sin partifælle John Eriksen.
- Jeg har jo netop taget fat i borgmesteren. Jeg har ringet, hvor han ikke tog telefonen, hvorefter jeg skrev ham en mail, hvor han i sit svar til mig lyver om sin løgn. Der går vi til pressen, siger Kristian Hald til TV 2 Fyn.
- Jeg koncentrerer mig ene og alene om, hvad Kasper Ejsing Olesen siger og gør, så når John Eriksen siger, at jeg går efter manden, må det være et udtryk for, at han ikke har sat sig ind i sagen. John Eriksens øvrige kommentarer om min person ønsker jeg ikke at kommentere på, lyder det videre.