Grunden under og ved Nyborg Lynfrost er massivt forurenet.
Det viser 26 boringer på grunden, som Dansk Miljø Rådgivning har udført for Philipsen Gruppen, der ejer grunden og som har ønsker om butiksbyggeri på grunden.
TV 2/Fyn har fået aktindsigt i boringsresultaterne og risikovurderinger fra fundene, der stammer fra den tid, hvor Tjærekompagniet, der var ejet af de danske kommuner, lå på stedet.
Ud over selve tjærefabrikken, var der placeret en kreosotfabrik og fenolfabrik.
Flere steder er koncentrationerne af forurening svære at fatte. For eksempel at indholdet af oliestoffer i ni boringer overskrider kvalitetskriterierne for grundvand op til 390.000 gange!
Blandt oliestofferne er benzen, toluen, xylener, ethylbenzen og naphtalen, der alene overskrider kvalitetskriterierne for grundvand op til 600.000 gange.
Lige så snart man begynder at grave i jorden vil der være kontaktrisiko for mennesker, og da boringerne blev udført, var medarbejderne da også forsynet med både gasmasker og kemikaliesikre handsker.
Der er konstateret klorerede opløsningsmidler ved og under flere bygninger og de såkaldte poreluftmålinger, der er foretaget under gulv, viser overskridelser af Miljøstyrelsens afdampningskrav fra 6,4 og op til 960 gange.
I dag udgør poreluften dog ingen risiko for den nuværende anvendelse af bygningerne, konkluderer Dansk Miljø Rådgivning. Det skyldes blandt andet, at luften er kapslet inde af bygningernes betongulv.
Cirka halvdelen af den undersøgte forurening på grunden er gemt under eksisterende bygninger. Det vil sige, at Philipsen Gruppen formentlig vil kunne få lov til at bygge her.
Region Syddanmark, der siden 2014 har haft ansvaret for at sikre overfladevand som søer, åer og havet mod forurening, vil under normale omstændigheder ikke kunne komme til at fjertne den allerede eksisterende forurening, der befinder sig her.
Såfremt Philipsen Gruppen vil bygge uden for de bebyggede områder på grunden, kræver regionen, at arealerne undersøges, så der ikke bygges nyt ovenpå forurenede områder med øget risiko for forurening af overfladevand - det vil sige søer, åer og havmiljøet.
Philipsen Gruppen er nu gået i gang med at foretage supplerende målinger for at kunne vise Region Syddanmark, at der ikke er en risiko for overfladevandet eller risiko for at komme i konflikt med overfladevands-udledning fra grunden.
Region Syddanmark har i dag ikke økonomiske midler til at bekæmpe forurening af overfladevand. De midler skal først skaffes ved forhandlinger med staten i år.
Hvor flytter forureningen sig hen?
Boringerne på grunden skal også afdække, hvor forureningen på Lynfrosten-grunden bevæger sig hen.
Der er allerede nedlagt et dræn på den anden side af Storebæltsvej, der transporterer forurenet vand videre til Nyborgs rensningsanlæg.
En løsning for at få styr på forurening, der potentielt kunne true søer og vandløb på Lynfrosten-grunden, kunne være endnu et dræn.
Men nu venter regionen foreløbig på de nye målinger og en risikovurdering fra Dansk Miljø Rådgivning, der sandsynliggør, at der kan bygges de steder, hvor Philipsen Gruppen ønsker.
- Normalt bliver vi præsenteret for et projekt, hvor vi så kan vurdere, om vi har mulighed for at komme til forureningen, hvis den truer overfladevandet - også efter at byggeriet er gennemført. Her har man valgt at foretage målingerne først for at se, om man kan komme helt uden om at skulle lave en indsats mod overfladeforurening, siger diplomingeniør hos Region Syddanmark, Lotte Krog Iversen.
Manglende risikovurdering
Efter de første målinger har regionen indskærpet, at der bør være en risikovurdering i afrapporteringen i forhold til overfladevand.
I den første rapport, der er afleveret til regionen, slår Dansk Miljø Rådgivning blot fast, at der kan være en risiko fra forureningen på grunden til overfladevandet i området.
TV 2/Fyn har flere gange forsøgt at komme i kontakt med Ole Philipsen, der er ejer af og direktør i Philipsen Gruppen, men han har ikke reageret på vores henvendelser.
Når undersøgelserne er endelig afsluttet, kan Philipsen Gruppen søge om en såkaldt paragraf 8 godkendelse hos Nyborg Kommune, der bl.a. skal give byggetilladelsen, men det er som sagt regionen, der er myndigheds-ansvarlig for overfladevand.
Se den første screeningsrapport på Lynfrosten-grunden og oplæg til supplerende undersøgelser i bilagene herunder.