Olivers far blev dræbt af hashpåvirket mand - nu har han et budskab til narkobilister
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Natten til lørdag mistede Oliver Wozny sin far, der blev påkørt af en 21-årig narkopåvirket mand. Sidste år sigtede Fyns Politi næsten to narkobilister om dagen.
Natten til lørdag ankom to betjente til Oliver Woznys bedsteforældres hjem i Odense.
- Man ved jo godt, hvad det betyder, når der står to betjente ude foran ens dør, fortæller Oliver Wozny.
På cykelturen hjem fra sit frivillige arbejde på Musikhuset Dexter i Odense døde 57-årige Søren Bo Wozny, da han blev påkørt af en 21-årig bilist i krydset mellem Ejbygade, Kertemindevej og Kochsgade. Bilisten flygtede fra stedet efter påkørslen.
- Det er fuldstændig uvirkeligt. Vi har nok ikke helt forstået det endnu, siger Oliver Wozny, der er søn til den dræbte.
40 minutter efter påkørslen blev bilisten anholdt på en adresse i Odense, og ifølge Fyns Politi blev han efterfølgende testet positiv for cannabis. Den 21-årige blev lørdag varetægtsfængslet, og Fyns Politi venter på endeligt svar på den blodprøve, der skal påvise, om bilisten var påvirket af rusmidler.
- Resultatet af den blodprøve er det, vi anvender i forhold til, om der skal rejses tiltale, siger chefpolitiinspektør ved Fyns Politi, Lars Bræmhøj.
Oliver Wozny håber, at hans fars død kan sætte fokus på risikoen ved at køre i narkopåvirket tilstand, og at det at dele sine oplevelser kan få folk til at holde sig væk fra bilen, når de er påvirkede.
- Jeg håber, at dem, der kunne finde på at sætte sig påvirkede bag rattet på en bil, tænker sig om, så de ikke sætter nogen i den situation, som jeg sidder i nu. Det kan ikke beskrives, hvor ondt det har gjort, siger han.
Flere narkobilister end alkoholbilister
Weekendens sigtelse er langt fra en sjældenhed hos Fyns Politi.
Siden 2018 har man her oplevet en stigning i antallet af sigtelser for narkokørsel med op til 43 procent årligt. I samme periode har antallet af sigtelser for spirituskørsel ligget relativt stabilt.
- I øjeblikket oplever vi, at der er flere narkokørsler, end der er spirituskørsler, siger chefpolitiinspektør Lars Bræmhøj.
I 2022 foretog Fyns Politi 665 sigtelser for narkokørsel, mens der blev foretaget 543 sigtelser for spirituskørsel. Om stigningen i antallet af narkokørsler betyder, at der generelt er flere, der kører narkopåvirkede, eller om den øgede kontrol blot betyder, at flere bliver fanget, kan Fyns Politi ikke svare på.
- Vi har fået bedre udstyr. Vi har nu nogle narkometre til rådighed, som vi kan bruge, og det betyder, at vores samlede kontroltryk på området er blevet større. Derfor tager vi flere, og derfor sigter vi også flere, siger Lars Bræmhøj.
Nyt tiltag skal nedbringe antallet af narkobilister
Stigningen i antallet af sigtelser for narkokørsel får nu Fyns Politi til - i samarbejde med de fynske kommuner - at udvide deres indsatser på området. Siden 2022 har Fyns Politi haft fokus på spritbilister med projektet FIAT, der står for fælles indsats mod alkohol i trafikken, men nu udvides projektet til også at dække over narkokørsler.
Formålet med den nye indsats, som hedder "Kør rent", er at tilbyde både spiritus- og narkopåvirkede bilister rådgivning og hjælp af en rusmiddelkonsulent.
- Resultaterne omkring indsatserne mod alkohol har været så gode, og da der også er en stor mængde, der kører narkopåvirkede, så skal de også have mulighed for at komme til en rusmiddelkonsulent, fortæller Lars Bræmhøj.
For 11 år siden mistede Oliver Wozny sin mor pludseligt, og weekendens uheld betyder derfor, at han som 26-årig står tilbage uden forældre. En situation, som han håber, kan forhindres for andre.
- Der skal så lidt til, før man sidder i en situation, hvor man har gjort noget så forfærdeligt som at slå et andet menneske ihjel. Det skal man selv leve med, og det er der andre, der skal leve med, siger Oliver Wozny.