6. sep. 2024 kl. 11:56
Collage: Sune Jørgensen, Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix og Alexander Aagaard

Papsugerør i plastikkopper - går det i den forkerte retning?

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del
Link
kopieret!

Der er kommet papsugerør i plastikkrus. Det er gjort mere besværligt at køre bil, sortere affald eller drikke af colaflasker.

Spørgsmålet er, om udviklingen går i den forkerte retning.

TV 2 Fyn har samlet ti ting, der er blevet gjort mere besværlige i løbet af de seneste år.

I artiklen fortæller en adfærdsforsker, hvorfor nogle ting bliver gjort mere besværlige - og hvorfor fynboerne finder sig i de nye regler. 

Læs også: Ti ting der er blevet mere besværlige på kort tid
Gå tilbage Del
6. sep. 2024 kl. 11:45
Fyn

Ti ting der er blevet mere besværlige på kort tid

Collage: Sune Jørgensen, Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix og Alexander Aagaard

Driller låget på din colaflaske? Kan du heller ikke længere køre i bil i byen? Forsker forklarer, hvorfor nogle ting lige pludselig er blevet mere bøvlet.

Vi er vant til, at vores liv hele tiden bliver gjort lettere. Det kan være ny teknologi, nye regler eller gode idéer, der gavner menneskeheden.

For 100 år var der nærmest ingen mennesker på Jorden, der kunne tage et langt, varmt bad om morgenen. I dag er det langt fra luksus. Det er hverdag, og det er så nemt, at du formentlig ikke tænker over det om morgenen.

Men der er nogle ting, der i løbet af de seneste år er blevet gjort mere besværlige - helt bevidst af menneskeheden - ofte af hensyn til, at vores luksuslivsstil går ud over klimaet.

TV 2 Fyn har herunder samlet ti ting, der har gjort livet en lille smule mere besværligt

Ti ting der er blevet mere besværlige på kort tid

Åbne skruelåg

Har du kæmpet med de nye fastsiddende skruelåg, er du ikke den eneste. I sommer blev det lovpligtigt, at kapsler og låg af plast kun må sælges, hvis de sidder fast på beholderen eller kartonen.

Det nye EU-direktiv har fået forbrugerne op af stolen i raseri over, hvor bøvlet det er at hælde eller drikke mælk eller cola på grund af de nye regler.  

Mælkeproducenten Arla blev mødt af stor kritik, da den introducerede de nye låg.

- Det er simpelthen det argeste lort. Jeg er tosset over det og irriteret. Har altid købt jeres mælk, fordi det var nemt for mig at skrue låget af. Nu har I gjort det megabesværligt. Nu må jeg ud at finde en anden mælk, skrev Lotte Palmelund på Arlas facebookopslag.

I en afstemning på tv2.dk blandt 144.000 brugere gav 66 procent - altså to ud af tre - udtryk for, at de nye skruelåg var “irriterende”.

Årsagen til de nye skruelåg er, at de er en stor kilde til forurening af naturen.

Køre bil i byerne

Frederik Berga

Det er i løbet af de seneste år blevet gjort mere besværligt at køre bil i byerne, heriblandt Odense, og der er endnu flere begrænsende regler på vej i de kommende år.

Politikerne i Odense lægger da heller ikke skjul på, at det er helt bevidst, at det skal gøres mere besværligt at køre bil i Odense. Det gælder blandt andre SF, og et flertal i byrådet i Odense står bag en ny mobilitetsplan, som også i de kommende år vil gøre livet sværere for de odenseanske bilister i form af lavere fartgrænser og bilfri zoner.

Årsagen er, at bilister skal udlede mindre CO2 og rykkes over i offentlig transport - til glæde for klimaet.

Sortere affald

Arkiv: Sidsel Anna Husted Adamsen

Affald er ikke længere bare affald. Det er slut med at smide det hele i den samme skraldespand. På hele Fyn skal det sorteres i mange forskellige fraktioner, heriblandt pap/papir, madaffald, metal og plast. 

TV 2 Fyn har flere gange sat fokus på problemet, og særligt studerende har været frustrerede over, hvor bøvlet de nye regler var.

- Det er i hvert fald blevet mere besværligt, især på et kollegie, sagde Matias Lund Pedersen, der ellers gerne vil sortere sit affald, men som undrede sig over affaldssystemet.

Han er ikke den eneste. En undersøgelse fra Analyse Danmark viser, at 31 procent af danskere synes, det er for besværligt at sortere affald. 

Affaldssortering er dog godt for miljøet, især når ressourcerne - eksempelvis madaffald og plast - bliver genbrugt.

Parkere i byerne

Alexander Aagaard
Køen er hver dag lang for at finde en parkeringsplads på OUH

Det er ikke kun blevet mere bøvlet at køre i bil. Det er også blevet mere besværligt, når du skal parkere.

I Odense og mange andre steder er antallet af parkeringspladser voldsomt reduceret de senere år. I flere gader er pladserne fjernet og erstattet af planter og træer. Udover det større besvær er det også blevet dyrere. 

Årsagen til, at det gøres mere besværligt at parkere, er at lokke bilister over i den offentlige transport - til glæde for klimaet og for at bruge mindre CO2.

Tjekke mail

Når du tjekker mail, er det ofte ikke længere nok at skrive dit brugernavn og kodeord, især hvis du benytter en ny enhed.

I de seneste år er det blevet udbredt med totrinsbekræftelse, hvor det gøres mere besværligt at logge ind. 

Det samme gælder, når du logger på onlinetjenester som eksempelvis Facebook eller X. 

Årsagen er, at det hjælper dig med at beskytte dig mod ubudne gæster, der ønsker at hacke sig ind på din konto.

Betale online

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

På samme måde er det også blevet mere besværligt at betale for produkter online.

Det er ofte ikke længere nok at indtaste dine kortoplysninger, men det er nødvendigt at godkende dit køb med eksempelvis MitID. Det kan også være, du skal have tilsendt en kode på sms for at godkende købet igen.

Årsagen er, at kriminelle skal have sværere ved at misbruge dit betalingskort på nettet.

Drikke af sugerør

Sune Jørgensen

Det er blevet mere besværligt at drikke af et sugerør. 

I 2021 blev en række engangsprodukter i plastik fra sugerør til bestik forbudt at sælge i hele EU. 

Derfor er sugerør i dag ofte lavet af pap, og forbrugerne har beklaget sig over, at de bliver bløde og smattede hurtigere, end de kan nå at drikke deres sodavand eller milkshake.

Årsagen til EU-forbuddet mod plastiksugerør er, at man ønsker at reducere forureningen i miljøet og havene.

Tage bussen

Det er blevet mere besværligt at tage bussen. Det gælder især, hvis du bor i eller skal til udkanten af Odense, på Thurø eller andre steder, hvor busruterne er blevet nedlagt.

Årsagen er, at kommunerne ikke kan få økonomien til at hænge sammen, og busdriften koncentreres på de ruter, hvor der er flest passagerer.

Købe billet til offentlig transport

Natacha Djervad Danielsen

Der er set flere eksempler på, at det er eller har været besværligt at købe billet til offentlig transport i Odense og andre steder i landet.

Har man et rejsekort, kan det ellers bruge i både tog, bus og letbane, men der har været mange fynboer, som ikke tidligere har haft brug for et rejsekort, og når man så skal købe billet, kan det ikke længere købes i letbanen eller på stationerne.

I Odense er det ad flere omgange gjort nemmere at købe billet - senest tidligere på ugen. Det er nu muligt at købe billet på byens letbanestationer via sin mobiltelefon.

Varer leveres til pakkeboks

Handler du på nettet, har du ofte brug for at få varen leveret.

Det er ikke længere selvskrevet, at varen bliver leveret til din adresse - også selv om der gives fri fragt. Det kan være, du skal forbi dit lokale supermarked eller tankstation for at hente pakken i en pakkeboks eller det lokale pakkehus.  

Konkurrerende virksomheder har i løbet af de seneste år opsat titusindvis af pakkebokse rundt omkring i landet.

Billedkreditering:  Sune Jørgensen, Natacha Djervad, Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix, Simon Læssøe/Ritzau Scanpix, Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix, Signe Goldmann/Ritzau Scanpix, Ole Holbech

Derfor reagerer forbrugerne så voldsomt

Der er en række forskellige forklaringer på, hvorfor de enkelte ting i løbet af de senere år er blevet mere besværlige, fortæller adfærdsforsker Pelle Guldborg Hansen, der er lektor på Roskilde Universitet.

I første omgang kræver flere af tingene på listen en adfærdsholdning blandt forbrugerne, der også bliver frustrerede over at skulle ting på en ny måde.

- Nogle forbrugerne reagerer, fordi det er en forandring i deres hverdagshandlinger. De bliver mindet om det mange gange i løbet af en dag. Det kan et eller andet sted virke meningsløst, og det får folk til at tænke: Jesus Christ!

- Andre tænker, det er fint nok med skruelåg, og de synes, det er smart nok og synes ikke, det er det store problem, men nogle gange opleves det åndssvagt, siger Pelle Guldborg Hansen.

Symbolpolitik

Selv om politikerne i Danmark og EU laver love og regler om af hensyn til klimaet, kan det være svært at gennemskue, hvad der reelt giver mening.

De fastgjorte låg kan frigøres, men du risikerer at spilde over det hele.

- Plastiklåg og sugerør er ikke designet til at gøre det mere besværligt, men det er lavet som symbolpolitik. Der er for eksempel nogen, der har besluttet, at vi skal putte et paprør ned i en plastikkop. Politikerne gør nogle gange tingene mere besværlige, fordi de gerne vil ses, forklarer Pelle Guldborg Hansen.

Når det gælder affaldssortering, bestemmer politikerne, hvordan danskerne skal opføre sig i eget hjem, og det er et eksempel på mikroregulering. Ifølge Pelle Guldborg Hansen er det en form for pædagogisk læring af danskerne.

Hvorfor finder danskerne sig i mikroregulering?

- Vi sætter ikke spørgsmålstegn i Danmark. Hvis staten siger hop, hopper alle danskerne. Der er en kulturel tendens til, at man accepterer, hvad staten siger, siger Pelle Guldborg Hansen.

Vil man se mere af det i fremtiden?

- Som tingene kører nu, så ja. Der er ikke noget tyder på, at det ikke bare vil fortsætte. Det kan være en nødvendig ting, men ikke en god ting, fastslår han.

Kamp mellem livsformer

Han nævner især, at det kan være et problem, når en bestemt samfundsgruppe kommer til at bestemme over, hvordan andre skal opføre sig - og det kan gælde alt lige fra vejlukninger, bilfri zoner og et forbud mod plastikposer.

- Det er en kamp mellem livsformer. Det er en gruppe, der laver regler for en gruppe, de ikke kender. De laver reglerne uden at tænke over, at andre har en anden livsform. De tror, alle har fri i weekenden og klokken 16 på hverdage, og der kommer en masse bøvl for alle, der ikke lige passer ind i den model, forklarer han.

Har du flere eksempler på, hvordan nogle ting i løbet af de senere år er blevet mere besværlige, så skriv til journalist Sune Jørgensen på sujo@tv2fyn.dk. 

3. jan. 2025 kl. 22:20

Lægekoncern ramt af cyberangreb

LYT
Del
Link
kopieret!

Lægekoncernen Alles Lægehus vil fredag give besked til patienter, der er blevet ofre for det cyberangreb, som ramte lægekoncernen 9. december.

Det oplyser Alles Lægehus til DR Nyheder.

Lægekoncernen oplyste i en pressemeddelelse 30. december, at det kriminelle angreb har omfattet persondata fra patienter og medarbejdere, og at man fortsat undersøger omfanget.

Alles Lægehus har 130.000 patienter landet over, men det er endnu ukendt, hvor mange af disse der er ramt.

På Fyn har Alles Lægehus afdelinger i Faaborg og Gelsted.

Vinterberedskabet kører på højtryk

LYT
Del
Link
kopieret!

Fredagen blev starten på en række af dage med temperaturer under frysepunktet og sne.

I Faaborg-Midtfyn Kommune gør de deres for at holde vejene sikre og farbare, men Carsten Nøhr, som er leder af Park, Vej og Natur i Kommunen, opfordrer alligevel til at køre forsigtigt og i god tid.

- Der er jo mange kilometer veje vi skal holde, så tag dig god tid når du skal ud og køre. Hellere komme ti minutter for sent, siger han.

3. jan. 2025 kl. 20:56
Morten Albek

Så meget dyrere bliver det at eje en diesel- eller benzinbil

LYT
Del
Link
kopieret!

Da vi hoppede ind i 2025, tog udgifterne til benzin- og dieselbiler ligeså et hop op.

Det er med andre ord blevet markant dyrere at tanke sin bil, især hvis du til daglig pendler i en dieselbil.

På grund af nye afgifter tager prisen på en liter diesel et ordentligt ryk op med 65 øre per liter. Den årlige såkaldte udligningsafgift på dieselbiler er dog samtidig sat ned.

Derfor rammer de nye højere afgifter på diesel især dem, der kører langt og tanker meget.

Værst for pendlere

Ifølge FDM vil man faktisk spare lidt penge i det samlede regnskab som dieselbilist, hvis man kun kører 10.000 kilometer om året.

Men kører man mindst 15.000 kilometer om året, hvilket de fleste dieselbilister gør, så bliver det dyrere.

Og kører man 20.000 kilometer om året i en dieselbil, vil det betyde en stigning i udgifter på 975 kroner.

Når man op på 30.000 kilometer, så fordobles beløbet til en ekstra udgift på næsten 2.000 kroner.

For benzinbiler ser regnestykket lidt anderledes ud. Der er ikke modregning i en fast afgift, så der rammer stigningen rent med 23 øre ekstra per liter.

Det vil sige, at hvis du kører 20.000 kilometer i en benzinbil, giver det en ekstraregning på 293 kroner.

Det frustrerer Kennet Herskind, der kører i en benzinbil.

- Det er vanvittigt, som benzinpriserne allerede er steget, fortæller han frustreret til TV 2 Fyn.

Mulig marginal gevinst til elbilister

Kører du i elbil, skal du ikke frygte stigende afgifter. Tværtimod.

I Danmark vil man nemlig opleve et marginalt fald i afgiften på elektricitet.

Dog er det kun elbilister, der lader op uden abonnement, som kan se frem til en besparelse.

Men selv for disse elbilister er besparelsen minimal.

For kører man 10.000 kilometer, lyder besparelsen på 79 kroner. Det skriver FDM.

3. jan. 2025 kl. 20:11

Danskerne får billigere boliglån

LYT
Del
Link
kopieret!

Renterne på bankernes boliglån er faldet støt i løbet af 2024. Det viser Mybankers rentestatistik, som opgør de renter, som bankkunder får tilbudt gennem Mybankers platform.

Den gennemsnitlige tilbudte rente på et boliglån i banken var på lige under 4,5 procent i december 2024. Det var 2,1 procentpoint lavere end et år tidligere.

Også den gennemsnitlige tilbudte rente på et andelsboliglån var lavere ved udgangen af 2024 end et år tidligere.

Ifølge Mybanker faldt gennemsnittet af de tilbudte renter på et andelsboliglån hver eneste måned i løbet af 2024. I december lå gennemsnittet på 4,3 procent, hvilket var ét procentpoint lavere end et år tidligere.

3. jan. 2025 kl. 19:09
Sophie Gommesen

Hav af blomster lagt foran ulykkessted

LYT
Del
Link
kopieret!

Et par dage efter ulykken, der kostede 24-årige Tobias Lund fra Odense livet, vælter kondolencerne ind i form af blomster og lys lagt ved ulykkesstedet.

Blandt andet kan man tyde, at familiemedlemmer og venner har været forbi. Der står blandt andet skrevet.

Passer på dig og vores familie.

Vent på mig!

Din kone vil jeg altid være.

Du vil altid have den største plads i mit hjerte.

Vi deler jeres sorg.

Og det er ikke kun på Nyborgvej, at man finder kondolencer. Tobias Lunds fodboldklub mindes også den unge odenseaner i et opslag på Facebook.

3. jan. 2025 kl. 18:03
Sophie Frederikke Gommesen

Lastbil skal tømmes på motorvejen efter brand

LYT
Del
Link
kopieret!

En lastbiltrailer brød tidligere fredag i brand på Fynske Motorvej, hvilket fik beredskabet til at spærre motorvejen helt ved Motorvejskryds Odense.

Branden er slukket og motorvejen er genåbnet, men et stort arbejde udestår endnu med den brandskadede lastbilstrailer, oplyser politiets vagtchef.

- Vi afventer en lastbil med en grab og nogle tomme lastbiltrailere, så vi kan få flyttet godset væk fra motorvejen i nye trailere. Derefter skal den brandskadede trailer løftes op på en blokvogn, for bremserne er blokeret helt, siger Steen Nyland.

Vagtchefen oplyser at godset i traileren er tungt men ufarligt. I forbindelse med bjærgningen skal dele af motorvejen spærres igen.

3. jan. 2025 kl. 17:06
Fyn
Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Unge sniffede lightergasubemandet bibliotek - nu har borger fået nok

LYT
Del
Link
kopieret!

Han kunne lugte det, med det samme han satte sig på biblioteket i Otterup.

Stanken sivede rundt i lokalet, og Per Hermansen var ikke i tvivl om, hvad det var, og hvor det kom fra.

Han kiggede over på fire unge mænd, der her mellem bøger og blade sad og sniffede lightergas tidligt torsdag aften.

Biblioteket i Otterup var som sædvanlig åben og ubemandet i tidsrummet. Så der var intet personale til at bevidne, hvad de unge fordrev tiden med.

Derfor skrev Per Hermansen et opslag i Facebookgruppen ’Det sker i Otterup’.

- Ved du, hvad dine børn laver, skrev han, mens han kunne høre den ene lightergas-dåse efter den anden blive åbnet.

Han skrev og forklarede videre, hvad han så på biblioteket. Her opholdt han sig i en times tid, inden han tog hjem med en tung hovedpine efter at have lugtet lightergas.

Men billedligt talt kom hovedpinen også af tanken om den situation, Otterup efterhånden er i, fortæller Per Hermansen.

- Der er et generelt problem med stoffer i byen, siger han.

- Det er noget, der skal gøres noget ved nu. Det er en samlet opgave, som både forældre og SSP skal løfte.

Lightergas er grænsen

SSP i Nordfyns Kommune er blevet gjort opmærksom på lightergas-episoden på biblioteket i Otterup torsdag aften. Det oplyser SSP-konsulent Per Jensen i en besked til TV 2 Fyn.

- Vi er bekendt med hændelsen og er i gang med forebyggende indsatser, skriver han.

Også på biblioteket i Otterup er man på sagen. Hans Trygve Birkeland er bibliotekar og driftskoordinator, og han har set overvågningsbillederne fra torsdag aften igennem. Her kan han ikke se, at de unge sniffer lightergas, men han fortæller, at man har fundet de tomme dåser i en skraldespand uden for biblioteket.

Tidligere har de unge af og til opholdt sig på biblioteket, men hen over julen har de været der nærmest dagligt, fortæller Hans Trygve Birkeland.

- En del borgere har henvendt sig om unge, der hænger ud på biblioteket om aftenen. Det har vi været klar over. De har dog aldrig opført sig uordentligt. Men lightergas er vores grænse, og derfor har vi taget fat i SSP, siger Hans Trygve Birkeland.

- Hvis vi smider dem ud af biblioteket, går de bare et andet sted hen og sniffer lightergas. Så det er vigtigt, at nogle voksne tager hånd om dem.

Flere problemer

At der endelig er et fokus på de unge, og hvad de laver om aftenen i Otterup, var, hvad Per Hermansen ville med sit opslag på Facebook. Alt for længe har ingen gjort noget ved et åbenlyst problem, mener han.

- Skal en af de unge dø, før der bliver gjort noget, spørger han.

I Facebookgruppen ’Det sker i Otterup’ er det ikke første gang, der bliver gjort opmærksom på problemet.

I december beskrev en ekspedient, hvordan teenagere er begyndt at købe to-tre dåser lightergas ad gangen, og i november lagde en kvinde billeder op af en tom dåse lightergas kastet ved skolens legeplads.

Selv har Per Hermansen også set, hvordan handel med stoffer foregår på åben gade i Otterup.

Han mener, at en af årsagerne til problemet er, at de unge ikke længere har nogen steder at tage hen i Otterup. Så ender de steder som biblioteket, når personalet er taget hjem, og hvor selvbetjeningsåbningstiderne gør, at man stadig kan komme ind. Derfor er han glad for, at kommunens SSP-arbejde nu går ind i sagen.

- Det var også på tide, siger han.

3. jan. 2025 kl. 16:10
Allan Lundgren/Ritzau Scanpix

Medisterpølse tilbagekaldt efter salmonella-fund

LYT
Del
Link
kopieret!

Coops luksusmedister tilbagekaldes efter fund af salmonella, skriver fødevarevirksomheden Hilton Foods Danmark i en pressemeddelelse.

Produktet er solgt i Kvickly, Brugsen, SuperBrugsen, Fakta Tyskland og FK Tvøroyi (Færøerne).

- Symptomerne på infektion med salmonella er diarre, mavesmerter, feber, hovedpine og eventuelt kvalme og opkast. Sygdommen kan vare fra få dage til flere uger, lyder det i pressemeddelelsen.

Hilton Foods Danmark oplyser, at produktet bør kasseres eller leveres tilbage til butikken, hvor det er købt.

Helt præcist er der tale om produktet "luksusmedister, 600 gram" med pakkedatoen: 26.12.2024 og sidste anvendelsesdato: 02.01.2025.

3. jan. 2025 kl. 15:21
Sophie Frederikke Gommesen

Motorvej spærret - brændende lastbil blokerer

LYT
Del
Link
kopieret!

Beredskabet har valgt at spærre Fynske Motorvej i vestgående retning ved motorvejskryds Odense, da en brændende lastbil holder i nødsporet. Det oplyser Vejdirektoratets trafikinfo.

Motorvejen vil formentlig være spærret til branden er slukket.

Biler som skal mod Odense og Middelfart kan køre via rampen til Svendborgmotorvejen og flette ind på Fynske Motorvej igen.

Opdatering 16.05: Motorvejen er igen åben for trafik.

3. jan. 2025 kl. 14:48
Sophie Frederikke Gommesen

Politi advarer: Makaber video af tragisk dødsulykke delt på nettet

LYT
Del
Link
kopieret!

Nytårsnat mistede den 24-årige Tobias Lund livet i en tragisk ulykke med fyrværkeri, der indtraf kort efter midnat på Nyborgvej 67 i Odense.

Siden er mennesker strømmet til med blomster, lys og beskeder til den afdøde. Men midt i sorgen over tabet kommer familien med et opråb efter en makaber video af ulykken er blevet delt på internettet. Et familiemedlem til den afdøde beder på Facebook om, at videoen ikke bliver delt.

TV 2 Fyn har set en video, der er optaget i sekunderne efter ulykken, på det sociale medie Reddit. Den er siden blevet fjernet igen.

På videoen, som er rystet, kan man høre skrig og se den 24-årige på få meters afstand af kameraet. På videoen kan man ikke se hvor voldsomme skaderne er, men det er tydeligt at han havde blod og sod i ansigtet.

Ulovligt at dele

At dele videoen er ikke blot makabert, men også strafbart, advarer Mads Boel fra Fyns Politi.

- Det er strafbart at dele den slags. Det er et brud på straffelovens paragraf 264d. Og udover at være ulovligt er det også etisk forkasteligt. Så det vil vi opfordre til at stoppe med øjeblikkeligt, siger han til TV 2 Fyn.

Lovparagraffen lyder, at man kan straffes med op til seks måneders fængsel, hvis man deler billeder eller videoer vedrørende en andens private forhold som kan forlanges unddraget en bredere offentlighed. Blandt andet når materialet vedrører en afdød person.

Fyns Politi har ikke selv set videoen endnu, men vil reagere, hvis det lykkes at finde frem til personer, som deler den.

Politiet er i gang med at efterforske sagen og undersøger blandt andet, om der var tale om ulovligt fyrværkeri.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her