Regeringen sætter 147 millioner af til vestfynsk jernbane
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Regeringen vil over Vestfyn lave en ny jernbane, som dog først vil blive anlagt om flere år.
Regeringen vil i forbindelse med den kommende finanslov afsætte penge til en ny jernbane over Vestfyn.
Udsigterne for den nye bane strækker sig imidlertid nogle år ud i fremtiden, da regeringen først vil bruge de afsatte 147 millioner kroner i 2023.
Samme år venter regeringen at påbegynde anlægget af banen, fremgår det af en pressemeddelelse fra Transport- og Boligministeriet.
Vestfynsk jernbane i fare: Fynske borgmestre raser
Finansloven for 2018 nævner ikke det vestfynske jernbanespor med ét ord. Fynske borgmestre frygter dobbeltarbejde og forsinkelse af projektet.
Egentlig skulle finansloven for 2018 have givet svar på to vigtige fynske emner:
Udvidelsen af E20-motorvejen samt etableringen af det nye jernbanespor.
Men planerne om at styrke jernbanetrafikken på vestfyn glimrer ved sit fravær i den finanslov, der blev vedtaget af regeringen og Dansk Folkeparti i slutningen af sidste uge.
Det får de fynske borgmestre op af stolene. De frygter, at konsekvensen bliver forsinkelser og dobbeltarbejde. Det forklarer Johannes Lundsfryd Jensen (S), borgmester i Middelfart Kommune.
- Jeg mangler et afsnit om jernbanen. Vi har sagt, at det er vigtigt, at man laver planlægningen af motorvejen og jernbanesporet samtidig. Der er masser af jord, der skal køres frem og tilbage. Der er adgangsveje, der skal etableres og meget andet, der bør koordineres, forklarer Johannes Lundsfryd.
Dansk Folkeparti og de øvrige partier bag Togfonden havde ellers pålagt regeringen, at det skulle fremgå af finansloven, at arbejdet med jernbanen skulle begyndes i 2020.
EL: 'Dybt kritisabelt'
Johannes Lundsfryd Jensen frygter, at de to byggerier bliver rodet sammen.
- Vi kan stå i en situation, hvor man får udvidet motorvejen, og så skal have den brudt op igen for at ordne arbejdet med jernbanen senere, uddyber han.
Han får opbakning fra borgmesteren i Assens Kommune, Søren Steen Andersen (V). Han fortæller til TV 2/Fyn, at han også er bekymret over, at udvidelsen af jernbanen ikke er nævnt.
I sidste ende frygter de fynske borgmestre, at begge anlægsprojekter bliver dyrere og vil genere naboerne dobbelt. Det har fået Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, til at angribe Dansk Folkeparti.
- Det er dybt kritisabelt, at DF bryder med vores aftale og lader regeringen slippe afsted med igen at så tvivl om hele Togfonden og den fynske jernbane, som regeringen ikke vil have, siger Henning Hyllested til Fyens Stiftstidende.
Henning Hyllested har nu bedt om et møde med de øvrige partier i Togfonden.
Ifølge beregninger fra Transportministeriet kan der spares over 400 millioner kroner, hvis begge projekter bliver bygget på samme tid.
Se indslag om Skallebølle, hvor beboerne frygtede, at den nye jernbane skulle gå gennem byen og ødelægge lokalsamfundet:
Ifølge Fyens Stiftstidende kommer der formentlig til at gå mellem seks og syv år, inden banen over Vestfyn - fra Odense Vest til Kauslunde øst for Middelfart - kan tages i brug.
På trods af de relativt lange udsigter for banen vil transportminister Benny Engelbrecht (S) stadig have selve anlægsloven gennemført i det kommende folketingsår.
- Jernbanen er meget vigtig for at komme hurtigere mellem landsdelene og undgå de forsinkelser, som ofte opstår på Vestfyn, fordi presset på de nuværende skinner er meget stort, siger han til Fyens Stiftstidende.
Den nye jernbane vil reducere rejsetiden for passagertog. I forhold til den nuværende bane forkortes strækningen fire kilometer, og samtidig bliver der mulighed for at køre med op til 250 kilometer i timen.
Samtidig vil den nye bane frigøre kapacitet på den nuværende jernbane over Vestfyn.
Med forslaget følger regeringen op på aftalen om en moderne jernbane, der er en udmøntning af Togfonden fra januar 2014, som Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslisten står bag.
Forslaget om pengene til den nye jernbane over Vestfyn er en del af regeringens forslag til en ny finanslov, der præsenteres onsdag.
Tidligere har det været beskrevet, at anlægsprojektet kommer til at løbe op i 4,8 milliarder kroner i alt.