Richard Ragnvald giver koncerter på isolerede plejehjem
Artiklen er mere end 30 dage gammel
I en tid hvor koncerter bliver aflyst på stribe, rejser Richard Ragnvald Fyn og Jylland tyndt for at give koncerter på plejehjem.
Richard Ragnvald er ligesom mange andre musikere ramt af, at koncerter og jobs bliver aflyst på grund af det forsamlingsforbud, der er indført for hindre smittespredning med coronavirus.
Derfor blev han glad, da han blev kontaktet af et eventbureau, der havde en idé om en plejehjemsturné.
18. marts indførte regeringen besøgsforbud på de danske plejehjem i forbindelse med coronakrisen. Turnéen er derfor et forsøg på at skabe lidt glæde i en hård tid, fortæller Richard Ragnvald.
- Alle de ældre sad rundt omkring, og der skete ingenting. Alle solister i Danmark har jo fået annulleret deres jobs, så jeg sad også derhjemme. Jeg blev ringet op og spurgt, om jeg ville med på den her tur, så sagde jeg, det kunne være rigtig hyggeligt, siger han.
Gør en forskel
Turnéen varer fra 6. april til 16. april, og mens Richard Ragnvald besøger plejehjem på Fyn og i Jylland, tager hans dansk top-kollegaer fra Fede Finn & Funny Boyz fra plejehjem til plejehjem på Sjælland.
- Det gør en forskel at komme rundt til alle de her dejlige mennesker på plejehjemmene. Vi har lige været et sted, hvor folk sad ude på altanerne og i vinduerne, og de hyggede sig. Der var rigtig mange, og man kunne virkelig se, at de nød det, siger Richard Ragnvald.
Egentlig skulle de scenebiler, som dansktopmusikerne rejser rundt i, have været brugt til en række arragementer, der skulle handle om FN's 17 verdensmål. Den kampagne er dog blevet flyttet fra april til august.
Derfor mente Koncept Aarhus, der står bag kampagnen, at scenebilerne istedet skulle bruges til en plejehjemsturné.
Afveksling i en ensom tid
Normalt er Richard Ragnvald vant til at være tæt på sit publikum, men for at mindske smitterisikoen bliver der holdt behørig afstand til tilhørerne på plejehjemsturnéen.
- Det er lidt anderledes, men alligevel føler jeg, at jeg har en kontakt med dem. De kan høre, hvad jeg synger, og de klapper og synger med. Jeg kan virkelig se, hvordan de nyder det, siger han.
Ældre- og Handicaprådmand i Odense, Søren Windell (K), er glad for tiltaget, og håber, det kan være et lyspunkt i en svær tid på plejehjemmene.
- Det skaber noget afveksling. Vi har også set en pige, der tog ud og spillede trompet på plejehjemmene for at gøre noget. Vi ser rigtig mange, der gerne vil bidrage med noget, på trods af vi har de besøgsrestriktioner, siger han.
Ragnvald besøger i alt 50 plejehjem på Fyn og i Jylland.