Da 10.000 publikummer sad klar, gik teknikken ned
kopieret!
Der er ti minutter til showstart.
Rundt om i hele hallen er de sidste af knap 10.000 publikummer ved at finde deres pladser.
Imens vender Mathias Bertelsen sig om mod sin storebror:
- Jeg er meget tæt på ikke at bevare roen lige nu.
For det er nu, alt skal spille. Nu, brødreparrets seneste ti års forberedelser skal stå sin prøve. TV 2 Fyn følger brødreparret i dokumentaren "Spring for millioner", når de forsøger at lave Danmarks største event med ekstrem springgymnastik.
Men teknikken virker ikke. Det værste af alle skrækscenarier er lige sket.
En sej sport?
I starten var projektet mest tænkt som et forsøg.
Som tidligere elitegymnaster havde brødrene nemlig længe lagt mærke til, hvordan andre typisk opfattede gymnastik. En iagttagelse, der gik helt tilbage til barndommen:
- Jeg har jo selv gået til gymnastik, siden jeg var tre år, men når man kom op i skolen, kunne de andre ikke rigtigt forstå, hvorfor man gik til gymnastik, erindrer Jesper Bertelsen, der er partner i gymnastik-konkurencen Faceoff.
Derfor satte brødreparret i 2014 sig for at skabe en helt ny gymnastik-konkurrence, som skulle være et brag af et seværdigt show - ikke bare for gymnaster, men for alle.
Det krævede bare lige, at folk ville købe billet.
Og dét haltede. I hvert fald det første år. Her blev konkurrencen afholdt i SG-huset i Svendborg, og dagen før showstart var der kun solgt omkring 100 billetter.
- Men der var sådan en fælles energi i hallen om, at det her kan virkelig noget, fortæller Jesper Bertelsen.
Så hvad skulle der nu ske?
Alt eller intet
Brødrene og resten af Faceoff-gruppen gik i tænkeboks. Én foreslog Jyske Bank Boxen i Herning.
- Og så sad vi alle sammen og grinte, fortæller Jesper Bertelsen.
Men blot få år efter havde brødrene indtaget Forum Horsens, og ikke længe efter var de også vokset ud af dén hal.
Der var ikke længere nogen tvivl: næste skridt var Jyske Bank Boxen.
Et skelsættende skridt for en virksomhed, der aldrig havde været i banken for at låne penge, men selv måtte finde råd til det hele. For mens Forum Horsens kunne rumme omkring 3.000 publikummer, er tallet i Herning knap 11.000. Og det kan ses på kontoen:
- De økonomiske konsekvenser ved at booke Jyske Bank Boxen er i en helt anden liga, end vi er vant til, siger Mathias Bertelsen, der er partner i Faceoff.
Derfor har billetsalget denne gang været mere afgørende end nogensinde før, lyder det fra Jesper Bertelsen:
- Hvis ikke vi får solgt billetter til vores konkurrence nu her i Boxen, så går vi konkurs.
Men for brødrene er der ingen vej udenom med det mål, de har sat sig:
- Vi vil gerne udfordre hele sporten og skabe det vildeste arrangement overhovedet.