- Odense Zoologiske Have må desværre endnu ikke åbne. Manglende entreindtægter til blandt andet foder betyder, at de måske bliver nødt til at aflive nogle af dyrene. Det er helt forfærdeligt.
Jeg er rørt, det er helt vildt
Sådan lyder det i facebookopslag, der i disse dage spreder sig med lynets hast. I teksten bliver alle opfordret til at donere ti kroner via Mobilepay til Odense Zoo. Og det har de i den grad kunnet mærke i Odense Zoo.
Alene tirsdag har haven indtil nu modtaget 315.600 kroner, og siden fredag er der kommet i alt. De fleste af donationerne er små beløb.
- Jeg er rørt. Det er helt vildt, og jeg opfatter det som et udtryk for, at vi har kæmpe opbakning fra vores publikum, siger Bjarne Klausen, der er direktør for Odense Zoo.
Direktøren afviser dog kategorisk, at dyrene i Odense Zoo er i fare for at blive aflivet, som det ellers står i opslaget.
- Det er vi slet ikke ude i. Det er det sidste, vi vil gøre, da dyrene jo er vores eksistensberettigelse og vores indtægtskilde, siger han.
Direktøren for Københavns Zoologiske Have udtalte fredag, at de kunne komme i en situation, hvor de kunne blive tvunget til at reducere i bestanden, da de ikke som forventet fik lov at åbne nu, men må vente til 8. juni.
Men selvom facebookopslaget fejlagtigt nævner at dyrene i Odense Zoo risikerer aflivning, tror Bjarne Klausen ikke, at det har været afgørende for de mange donationer.
- Jeg tror, at fynboerne ved, at vi har store økonomiske problemer efter en længere nedlukning, og når vi får så mange donationer, så opfatter jeg det som et udtryk for støtte og ikke som en frygt for, at vi skal aflive dyr, siger Bjarne Clausen.
Af opslaget fremgår det, at målet med indsamlingen er halvanden million kroner. Men selv om der stadig er et godt stykke til det beløb, tæller hver en krone i Odense Zoo.
- Vores likviditet er presset, så pengene falder på et meget tørt sted, siger direktøren.
Må gøre noget
Charlotte Hempel Barkholt er en af de mange, der har doneret penge til Odense Zoo.
- Da jeg så opslaget her til morgen, at de eventuelt ville aflive dyrene, så tænkte jeg: Vi må gøre et eller andet, siger Charlotte Hempel Barkholt.
Hun var dog aldrig i tvivl om, at Odense Zoo ikke havde planer om at aflive dyrene i haven, selv om facebookopslaget fejlagtigt nævnte det.
- Jeg er sikker på, at det vil de ikke gøre, men vi kan risikere, at de vil sætte besætningen ned, så vi ikke har lige så mange fantastiske dyr i Odense Zoo, siger Charlotte Hempel Barkholt.
Ville du alligevel have doneret penge, selv om det ikke havde stået i opslaget, at de ville aflive dyrene?
- Helt sikkert. Jeg ved, at forholdene kan blive dårligere. Det kan være, kvaliteten af foder bliver dårligere. Det er katastrofalt, når der ikke er penge til at give mad til dyrene.
Regeringen besluttede torsdag, at kun zoologiske have, hvor man kan køre rundt i egen bil, må åbne nu. Både København, Aalborg og Odense Zoo må vente med at åbne til 8. juni.