Så mange millioner gav salg af beslaglagte biler
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Loven om vanvidskørsel har vist sig at være en indbringende forretning for statskassen.
Siden loven blev vedtaget for tre år siden har Fyns Politi beslaglagt over 300 køretøjer. Salg af de beslaglagte køretøjer på Fyn har indbragt 3.322.356 kroner. Det viser tal fra en aktindsigt, som TV 2 har fået.
På tre år har Fyns Politi beslagslagt flere hundrede biler efter vanvidskørsel
Siden den nye lov trådte i kraft har Fyns Politi beslaglagt over 100 biler om året.
De seneste tre år har Fyns Politi beslaglagt 376 biler på grund af vanvidskørsel.
Det viser tal, TV 2 Fyn har fået aktindsigt i.
- Vi synes, det er et meget højt tal, siger politikommissær Anders Brahe, der er leder af Operativ Færdsel ved Fyns Politi.
- Set med trafiksikkerhedsmæssige briller er vi glade for, at vi har taget dem væk fra vejene. Men vi er kede af, at der er så mange, som udsætter andre folks liv og førlighed for fare.
Den nye lov
Det var 1. marts 2021, at en ny lov om vanvidsbilisme trådte i kraft.
Et bredt flertal i Folketinget havde i december året forinden besluttet, at vanvidskørsel skulle straffes hårdere, og den mest markante stramning blev, at politiet kan beslaglægge køretøjet, uanset hvem der ejer det.
Og den forholdsvis nye lov har ordensmagten i høj grad benyttet sig af.
Tallene, som TV 2 Fyn har fået aktindsigt i, viser, at Fyns Politi har beslaglagt 10 biler i 2024 frem til 23. februar og 119 biler sidste år.
I 2022 var antallet 147, og i 2021 - da den nye lov blev indført 1. marts - blev der beslaglagt 100 biler på grund af vanvidskørsel.
På landsplan oplyste Justitsministeriet i marts 2023, at 1.902 vanvidskørende biler var blevet beslaglagt i de to år, den nye lov på det tidspunkt havde været indført.
Ændret adfærdsmønster
Anders Brahe mener, at antallet af beslaglagte biler på grund af vanvidskørsel er et udtryk for, at loven har ramt nogle af dem, man gerne vil ramme.
- Dem, der er 376 for mange, som han siger.
Politiet har ikke som sådan øget dets fokus på vanvidsbilisme, men loven har blot åbnet for, at man kan straffe dem hårdere end tidligere, forklarer Anders Brahe.
Han oplever, at loven har ændret et adfærdsmønster hos mange, og særligt hastigheden er der sket noget med.
- Nu er der gået nogle år, hvor rygtet er blevet spredt i de forskellige kredse. Laver man de her forseelser, risikerer man rigtig meget, siger Anders Brahe.
Odense Kommunes handlingsplan mod vanvidskørsel
Odense Kommune har også meldt sig ind i kampen mod vanvidskørsel.
I foråret 2021 vedtog By- og Kulturudvalget en handlingsplan, der skulle dæmme op for de alt for høje hastigheder.
På 18 forskellige strækninger skulle der gøres noget ved den høje fart. Et af tiltagene har været vejbump.
Loven om vanvidskørsel gør det muligt for politiet at beslaglægge et køretøj i visse tilfælde. Det gælder blandt andet, hvis føreren kører over 200 km/t eller med en promille på over 2,0. Loven trådte i kraft 31. marts 2021.
På landsplan er der solgt beslaglagte køretøjer for 30.508.277 kr. Flere end 3.200 bilister er blevet sigtet for vanvidskørsel.
Sigurd mistede sin bil efter vanvidskørsel i byzone - nu har han købt den tilbage på auktion
For to år siden ændrede alt sig for Sigurd Hjort Bruun, da han kørte alt for stærkt i Svendborg. Han mistede blandt andet sin dyrebare bil, som han nu to år senere er genforenet med.
Lørdag købte Sigurd Hjort Bruun en beslaglagt Volkswagen passat fra 2017 for 180.000 kroner på auktion. Men det er ikke første gang, han købte lige præcis dén bil.
For to år siden ændrede alt sig for ham.
- Det var ti sekunder, hvor min hjerne slog klik. Jeg holder stille for rødt i et lyskryds, og da lyset så skifter til grønt, så får jeg trykket lidt hårdere på speederen. Og det ender med at have enorme konsekvenser for resten af mit liv, fortæller Sigurd Hjort Bruun.
Han blev stoppet med 111 kilometer i timen i en zone, hvor han kun måtte køre 50 kilometer i timen. Det resulterede i, at Sigurd fik taget både sin bil og sit kørekort og fik 20 dages ubetinget fængsel med fodlænke.
- Jeg mistede 250.000 kroner og min kæmpe hobby, som er biler. Og fik en følelse af, hvad er meningen med livet egentlig?
Sigurd Hjort Bruun var lige blevet udlært elektriker, og var i gang med at starte sit eget firma. En drøm, der i dét øjeblik gik helt i stå.
Fik sin afslutning
Lørdag fik Sigurd Hjort Bruun så muligheden for at finde en mening med livet igen ved at købe sin beslaglagte bil tilbage ved Tingkærs Auktioner i det sydlige Odense. Her var hundredevis mødt op for at byde på politiets beslaglagte biler med en startpris på kun 25 kroner.
- Det er en bil, jeg har brugt rigtig mange timer i, hygget mig med venner, kørt ture i - så det er meget mere en bare en bil, fastslår han.
En bil, der nu samlet har kostet ham 430.000 kroner.
- For mig handler det ikke så meget om pengene. Det handler om, at jeg nu får en afslutning på de to år, jeg har gået med meget psykisk kamp og halvandet år i uvished, inden jeg var i retten. Så det giver mig en indre ro at have bilen tilbage og få en afslutning.
Sigurd Hjort Bruun skal dog vente et år mere, før han rigtigt kan sætte sig bag rattet igen - men det faktum ændrede ikke på, at det var vigtigt for ham at få bilen tilbage nu.
- Nu er den tilbage hos mig. Jeg synes, det var så underligt, at en bil, jeg havde gået så meget op i og lave så mange ting ved, at jeg skulle se en anden person køre rundt i den, når jeg ikke selv har valgt at skille mig af med den.
Er det ikke fair, den straf du fik?
- Jeg ved godt, jeg har dummet mig. Og det er fair nok at jeg skal have et gok i nødden. Men jeg synes, den er lidt hård. Jeg mister alt, hvad jeg ejer og skal starte fuldstændig fra scratch.
- Jeg kendte godt til loven og jo jo, jeg har dag godt vidst, at jeg kørte for hurtigt, men jeg må også erkende, at da jeg satte i gang, tænker jeg ikke over, hvad der står på speedometeret, fordi jeg fokuserede på vejen.
Men 111 kilometer i timen, hvor du må køre 50. Det er jo motorvejshastighed. Det er vel noget man bemærker?
- Man bemærker, man kører hurtigt, men bilen har akustikruder og en masse anden kørekomfort, så du tænker ikke over, hvor hurtigt du kører.
Selvom processen har været hård, tager Sigurd Hjort Bruun alligevel noget med sig. Man lærer heldigvis af sine fejl. For ham blev det bare på den hårde måde.
- Jeg kommer ikke til at dumme mig på den her måde igen, for det er ikke sjovt at skulle undvære et kørekort i tre år, fastslår han.
Krudtsælgere frygter kunder kvæler nytårsaften: - Synd for de små
kopieret!
I år er nye regler for fyrværkeri trådt i kraft, som betyder, at det nu kun er lovligt at fyre af i to dage - fra den 31. december til 1. januar.
Men den nye lovgivning får flere fynske fyrværkerisælgere til at se på fremtiden med bekymring. To fyrværkeriforhandlere, som TV 2 Fyn har talt med, tvivler nemlig på, at alle kan overholde reglerne.
Og hvis ikke folk kan holde i raketterne i ro, så frygter forhandlerne, at det kan føre til yderligere stramninger, som i sidste ende vil betyde, at man ikke må sælge eller købe nytårsfyrværkeri.
- Så siger politikerne, at nu er der ikke noget, der hedder nytårskrudt, og det vil være synd for de små, siger Claus Oldenbjerg, der driver Krudttossen.
Støjbergs Syrien-forslag frister ikke - Jafar vil hellere være fattig i Danmark end rig i Syrien
kopieret!
31.000 syriske flygtninge skal vende tilbage til hjemlandet.
Det fortæller partiformand for Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg, i Jyllands-Posten torsdag. Og hun har sågar en klar plan for, hvordan hun skal få hovedparten af de 45.000 syrere i Danmark til at rejse tilbage.
Jafar Hassan, der kom til Danmark i 2015, har dog ingen planer om at takke ja til dette tilbud.
Tak for tilbuddet, men nej tak
Som det ser ud nu, giver den danske stat en repatrieringsydelse på lidt over 150.000 kroner til syrere, der vender hjem.
Dette beløb vil Inger Støjberg fordoble, så ydelsen kommer til at hedde 310.834 kroner per voksen syrer.
Hun forklarer til Jyllands-Posten, at man for de penge vil have mulighed for at skabe sig en indtægt og et hjem dernede.
Men hvis Inger Støjberg bankede på Jafar Hassans dør med en check på 300.000 kroner, så ville svaret være kort og klart.
- Jeg ville sige tak for tilbuddet, men pænt nej tak, fortæller han til TV 2 Fyn.
Han forklarer dog videre, at han tror, mange vil takke ja til tilbuddet.
- Du kommer langt i Syrien for 300.000 kroner, men jeg vil hellere være fattig i Danmark end rig i Syrien, siger Jafar Hassan.
Han uddyber, at mange syrere blot har ventet på, at Bashar al-Assad blev væltet, og at flygtninge nu vil vende tilbage i større grad.
Jeg rejser tilbage, hvis …
Jafar Hassan har siden 2015 bygget et liv op i Danmark, og bor i Ullerslev. Han ser det ikke som en mulighed at rejse permanent tilbage til Syrien.
- Jeg har afsluttet 9. klasse, 10. klasse og er i gang med en pædagoguddannelse, så jeg har næsten alt her, fortæller han.
Dog findes der også noget, der trækker ham tilbage til hjemlandet.
- Min mor, far og tre søskende bor stadig i Syrien, og dem vil jeg meget gerne se noget mere, siger han.
Derfor ser han, at der kun findes ét tilbud, der kunne få ham til at rejse tilbage til Syrien.
- Jeg skulle have mulighed for at bo begge steder og kunne rejse frit mellem landende, forklarer han afrundende.
Jafar Hassan er bevidst om, at han kan bidrage i Syrien, men står det til ham, kan han også bidrage i Danmark med sin uddannelse.
Et land han hellere vil være i.
Kan du forudse, hvad der sker i 2025? Tip en 13'er og vind kæmpe gavekurv
kopieret!
Vinder Viktor Axelsen Denmark Open, bliver det nye supersygehus udskudt endnu en gang, og vender forsiden tilbage på tv2fyn.dk?
Hvis du kan spå om året 2025, kan du vinde en gavekurv til en værdi af 500 kroner.
Du skal have kigget i spåkuglen og indtastet dine svar, inden kongens første nytårstale begynder den 31. december.
Vinderen findes, når året 2025 går på hæld.
Regler og betingelser:
Husk at udfyld både mail og telefonnummer, så vi kan komme i kontakt med vinderen. Ved deltagelse accepterer du samtidig, at vi må kontakte dig. Vinderen vil blive kontaktet direkte og skal være indstillet på, at præmieoverrækkelsen filmes til web og tv. Flest korrekte svar vinder. Er der lige mange korrekte svar, findes vinderen ved lodtrækning. Seneste besvarelse gælder.
Selv Christian Eriksen har deltaget - Traditionsrigt fodboldstævne sparket i gang
kopieret!
2. juledag blev et af Danmarks største indefodboldstævner sparket i gang i Odense idrætshal.
Stævnet, Fyens Stiftstidendes indefodboldstævne, er en tilbagevendende tradition og har været afholdt næsten hvert år siden 1961.
Over fem dage spilles mere end 1.000 kampe.
Gennem årene har fodboldtalenter som Christian Eriksen og Rasmus Falk slået deres folder til stævnet.
Og hos både stævneleder og forældre glæder man sig til at bruge de kommende dage rundt om det brune trægulv.
Vejret skifter frem mod nytårsaften
kopieret!
Vejret over Danmark styres i øjeblikket af et højtryk over Centraleuropa, der giver os det milde og grå vintervejr. Til gengæld sørger det også for mest tørt vejr.
Det bliver der dog lavet om på i den kommende weekend, hvor et vejrskifte ventes at finde sted.
Året ser således ud til at slutte af med markant mere ustadigt vejr, når der bliver åbnet for, at lavtrykkene kan sende regnvejr ind over landet.
I starten af det nye år viser prognoserne så lidt køligere, som måske kan være med til at give sne til Danmark.
Rekordmange dage med strømpris under nul kroner i 2024
kopieret!
Danske elkunder har kunnet glæde sig over et rekordhøjt antal dage, hvor strømprisen har været under nul kroner.
Det viser en opgørelse lavet af energiselskabet NRGi og forsikringsselskabet Gjensidige. I Østdanmark har der været 275 timer, hvilket er 19 procent flere end de 231 timer i 2023.
- Der har været et stort fokus på de tidligere års meget svingende elpriser, særligt når prisen er høj. Men vi ser nu også flere perioder med lave eller negative elpriser, siger Bo Halm Andersen, der er byggesagkyndig og energikonsulent hos NRGi, i en pressemeddelelse.
Det er særligt kunder med en variabel elaftale, der har fordel af de negative elpriser.
Flere er blevet julemillionærer - her er den fynske vinderkupon købt
kopieret!
1. juledag blev 29 danskere en million kroner rigere, da Danske Spils nye “juletradition” Det Store Jule Lotto løb af stablen.
Vinderne kommer fra alle egne af det ganske land, og på Fyn udløste en enkelt kupon en milliongevinst. Danske Spil oplyser, at kuponen er købt i Føtex på Møntergade i Svendborg, og at gevinsten var på en million kroner.
Det Store Jule Lotto fungerer præcis som alle andre trækninger i Lotto, men trækkes ekstraordinært den 25. december. Den helt store forskel er, at der trækkes 25 ekstra julemillionærer – og at trækningen ikke finder sted på en lørdag.
Her er forældrene mest tilfredse med folkeskolen
kopieret!
Umiddelbart kan det være svært at forestille sig, hvad Langeland-, Lemvig- og Thisted Kommune har til fælles. Men det er de tre kommuner i Danmark, hvor forældrene er mest tilfredse med folkeskolen.
Ifølge CEPOS, som står bag analysen, er der dog sket en ændring i den måde, hvorpå forældre vurderer folkeskolen. For i år lægger forældrene i højere grad vægt på børnenes trivsel og ikke længere kun på faglige resultater.
- Forældrenes øgede fokus på trivsel i forhold til for få år siden viser, at vi som samfund har taget en kraftig og hurtig drejning mod en mere helhedsorienteret tilgang til uddannelse, siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.
Negativt pres på folkeskolen
Ifølge Andreas Rasch-Christensen, forskningschef ved VIA UC, er det øgede fokus på trivsel ikke kun en positiv ting for folkeskolen. Det kan nemlig være med til at skabe et uretfærdigt pres, som folkeskolen ikke kan løse alene.
- Trivsel er ikke stationær, og det påvirkes af mange andre forhold end skolen. Som barn indgår man i mange typer fællesskaber, så det er ikke en opgave, skolen kan løse alene.
Trivselsmålinger blandt elever viser ifølge Andreas Rasch-Christensen, at over 86 procent af alle elever i folkeskolen er glade for at gå i skole. Det er positivt, men der er en skæv tendens, hvor det primært er børn fra socialt velfungerende familier, som scorer højt.
Tilbage til Langeland, Lemvig og Thisted – for her er forældrene, målt på en skala fra et til fem, i gennemsnit 4,1 tilfredse med folkeskolen. Otte kommuner ligger med en tilfredshed over 4,0, mens tre kommuner ligger under 3,5.
Antallet af juleindbrud er næsten fordoblet
kopieret!
Indbrudstyvene har haft travl på Fyn, der er hårdere ramt af juleindbrud end i andre regioner.
Juleaften noterede Fyns Politi 24 anmeldelser om indbrud, og bare et døgn senere er det tal oppe på 40. Det fortæller vagtchef hos Fyns Politi, Bjarne Tykgaard, til TV 2 Fyn.
2. juledag forventes at være dagen med mest juletrafik, og derfor er der også mange, som vender snuden hjemad. Det kan få antallet af anmeldelser til at stige yderligere, fortæller vagtchefen:
- Det er desværre nok realistisk, at der er folk, som vender hjem til et hus, der har været indbrud i, fortæller han.
Onsdag lød det fra vicepolitiinspektør ved Fyns Politi Anders Therkelsen, at intet er for småt til, at man ringer 114.
Politiet giver opdatering efter bil kørte i havnen
kopieret!
Tidlig torsdag morgen endte en bil i vandet i Svendborg Havn. Politiet blev tilkaldt og fik sendt dykkere ned til bilen for at undersøge sagen nærmere.
- Der var ikke nogen i bilen, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Bjarne Tykgaard til TV 2 Fyn.
Vagtchefen kan ikke fortælle, hvordan bilen er havnet i havnen, og at man stadig efterforsker sagen.
Politiet har været i kontakt med bilens ejermand, men vagtchefen ønsker ikke at fortælle, hvorvidt bilejeren selv har været involveret i episoden.
Bilens ejer har dog fået til opgave at få bilen hevet op af havnen, fortæller Bjarne Tykgaard.
Læs eller genlæs liveblog - sådan forløb julens travleste trafikdag
kopieret!
Mange rejser torsdag hjem fra julebesøg og -frokoster, og derfor ventes der tæt trafik og kødannelser flere steder.
Særligt fra Kolding mod København ventes der 2. juledag mange trafikanter på vejene. Det siger Lasse Andersen, der er vagthavende i Vejdirektoratet.
- Vi forventer at se et juletrafikpres ude på vejene, og det er mellem klokken 11 og 15, at der vil være det største pres.
- Det er hovedsageligt på den fynske motorvej E20 og så hen over Vestmotorvejen, altså fra Koldingområdet mod København, at vi forventer flest trafikanter, siger han.
Du kan følge den trafikale situation direkte herunder.
Juletrafikken topper 2. juledag
Følg opdateringerne herunder
Liveblog starter om:
Livebloggen er slut. Tak, fordi du fulgte med.
Spørg til selve livebloggen:
Bil er kørt i havnen - dykkere på vej til stedet
kopieret!
Dykkere skal torsdag på arbejde i Svendborg Havn, hvor en bil endte i vandet torsdag morgen.
Det oplyser Henrik Strauss, som er vagtchef ved Fyns Politi til Ritzau.
- Vi er lige ved at undersøge sagen, siger Strauss.
Han fortæller, at anmeldelsen indløb hos politiet klokken 05.07 torsdag morgen.
- En bil er kørt i havnen. Det ligger fast. Da den første patrulje lander, kan de se, at lyset på bilen slukker, mens de står der.
- Lige nu er vi ved at undersøge, hvad forholdet indebærer - herunder at få nogle dykkere til at undersøge, om der er nogen i bilen.
- Og så er der en del vidner, som vi lige skal have talt med, siger Henrik Strauss.
Dan Jørgensen vil stramme regler for AirBnB efter turistpres på populære rejsemål
kopieret!
Det er nemt og bekvemt, og mange bruger muligheden for at leje ferieboliger via AirBnB og andre tjenester, når de skal på ferie i europæiske storbyer.
Men nu kan der komme opstramning på området for korttidsleje af boliger, det varsler den nyslåede fynske energi- og boligkommissær, Dan Jørgensen.
- Jeg tror det kommer til at betyde mindre, ikke markant mindre, men mindre, specielt i nogle af de byer, hvor det nok er gået lidt amok, siger Dan Jørgensen.
I flere sydeuropæiske byer som Barcelona, Rome og Athen har indbyggerne protesteret over det store antal turister, som de mener belaster byen og øger presset på boligmarkedet.
I starten af december satte fynboen sig i stolen i Bruxelles som ny fynsk EU-kommissær for energi- og boligområdet, hvor energi er langt den største del af hans portefølje.
Det er første gang, at en EU-kommissær har fået ansvar for boligområdet. En af de opgaver, som Dan Jørgensen vil kaste sig over, er kortidsudlejning af boliger. I flere europæiske turistbyer betyder udlejningstrykket, at lokale borgere protesterer, fordi det presser boligpriserne.
Beskatning kan regulere tjenester
I et stort interview med TV 2 Fyn, fortæller Dan Jørgensen, at han vil sikre sig, at udlejningstjenesterne bliver reguleret, så de blandt andet får pligt til at indberette, hvor meget de omsætter og udlejer for, så firmaerne bag kan beskattes.
- Det er store multinationale firmaer, og der har vi altså nogle redskaber vi kan bruge. Det er at sige, at det skal være lovpligtigt at indlevere data, så man ved hvor mange penge de tjener. Hvis ikke ved det, så kan man heller ikke beskatte, og lige nøjagtig beskatning er en af de måder, man kan regulere det på.
Den nye EU-kommissær erkender dog også, at en regulering af området er en balancegang, da nogle boligejere også bruger udlejning som en måde at få råd til at bo i deres bolig.
- Vi skal have tungen lige i munden, for det er på den ene godt at flere har mulighed for at komme ud og opleve andre lande, og så er det også godt for dem, der faktisk kan udbyde deres hjem, som kan være det, der gør, at de overhovedet har råd til at bo, hvor de bor. Men vi bliver også nødt til at have for øje, at det nogle steder er blevet til spekulation, hvor store virksomheder og firmaer, går ind og opkøber boliger til at leje ud via AirBnB eller en anden platform, så almindelige mennesker ikke længere har råd til at bo i byer, hvor de måske har boet i generationer, siger Dan Jørgensen.
Ambitionen for Dan Jørgensen er at sikre, at hvis nogle lande eller regioner ikke vil have korttidsudlejning, så skal EU-reglerne ikke stå i vejen for, at landene kan bruge skrappere midler til at regulere området.
Vil bruge EU-midler til socialt boligbyggeri
Selvom boligpolitik bliver reguleret medlemslandene, så har Dan Jørgensen også andre planer på boligområdet. Den fynske kommissær vil også åbne døren for, at EU kan hjælpe med boligmangel, som er et stort problem i flere EU-lande.
- Vi er i gang med at grave ud, hvad vi kan gøre i EU. Og der er allerede nogle gode muligheder. For eksempel har vi nogle EU-midler, som vi nogle gange har givet til infrastrukturprojekter, men vi kan også vurdere, at det i nogle lande måske var bedre at hjælpe med at bygge socialt boligbyggeri med de penge, siger Dan Jørgensen.
Udover boliger er Dan Jørgensen også kommissær for energi. Her er den helt store opgave at sikre, at Europa bliver uafhængig af russisk gas og sikre klimavenlig og billig energi til EUs knap 500 millioner indbyggere.