Seks klassiske fejl fra cyklister: Så stor er bøden, hvis du bliver fanget
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Fynboerne klager til politiet over cyklister, der ikke overholder færdselsloven. Se, hvilke regler du skal huske, når du hopper op på den tohjulede.
Påskesolen skinner, og det er tid til at finde cyklen frem fra skuret, få den gjort forårsklar og komme af sted.
Hvis du ikke har cyklet hele vinteren eller din viden om færdselsloven er lidt rusten, giver TV 2 Fyn dig seks gode råd, så du ikke laver de klassiske fejl på de fynske cykelstier
Ud over at genere dine medtrafikanter risikerer du også en bøde, hvis du bryder færdselsloven.
Bøderne ligger på mellem 700 og 1.500 kroner, og det værste, du kan gøre på cykel, er at køre fuld. Her ligger bøden på 1.500 kroner.
Rådet for Sikker Trafik står bag en kampagne, der advarer især unge mod at cykle med høje promiller.
- Vi er godt klar over, at vi ikke får alle unge til at stille cyklen, når de har drukket alkohol. Men vi vil gerne stoppe dem, som er mest fulde. For det går desværre alt for ofte galt med alvorlige skader til følge, når unge cykler påvirkede og vælter, siger Morten Wehner, der er seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Seks klassiske fejl, cyklister laver i trafikken
Kører fuld på cykel
Du kan ikke miste dit bilkørekort, hvis du cykler fuld på cykel, men hvis du er så fuld, at du ikke kan køre sikkert på den tohjulede, får du en bøde på 1.500 kroner.
En undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Wilke viser, at 30 procent af de 16-19-årige mindst én gang inden for det seneste år har kørt på cykel, hvor de havde svært ved at styre den på grund af alkohol.
Holder ikke tilbage for buspassagerer
Skal cyklisten holde tilbage for buspassagerer? Ja og nej.
Det hele afhænger af, om der er et helle eller ej, altså et lille stykke fortov ud til vejen, hvor buspassagerer kan stille sig, når de er stået af bussen.
Er der det, er det buspassagererne, der skal holde tilbage for dig som cyklist, men hvis de stiger direkte ud på cykelstien eller kørebanen, er det cyklisten, som skal holde tilbage.
Taler i mobiltelefon eller sender beskeder
Ringer telefonen, mens du cykler, må du ikke tage telefonen i farten og cykle videre. Du må heller ikke sende beskeder med den ene hånd, mens du holder den anden hånd på styret og slingrer derudaf.
Bliver du opdaget af politiet, risikerer du en bøde på 1.000 kroner. Samme bødestraf kan du få, hvis du kører over for rødt lys eller kører mod færdselsretningen.
Cykler på fortovet
Du må ikke cykle på fortovet. Det står i færdselsloven. Det resulterer i en bøde på 700 kroner, hvis du bliver fanget af politiet.
Samme bøde risikerer du at få, hvis du cykler i fodgængerfeltet.
Kører uden lys
Selv om det er blevet lysere om morgenen og aftenen, skal du stadig huske lyset, hvis du ender med at skulle cykle hjem efter mørkets frembrud.
En klassisk fejl er at glemme lygterne, fordi det var lyst, da du tog af sted. 700 kroner koster det, hvis du bliver fanget uden lys på.
Du skal have lys på, fra solen går ned, til den står op, men også når sigtbarheden er nedsat på grund af eksempelvis tåge eller kraftig regn.
Cykler to på én cykel
Der må kun sidde én på cyklen, og det giver en bøde på 700 kroner, hvis I cykler to af sted på den samme tohjulede. Der er en bøde på 700 kroner til jer begge.
Du må heller ikke holde fast i et andet køretøj, mens du cykler. Til gengæld skal du holde fast i styret. Du må ikke køre uden hænder på styret, og begge fødder skal være placeret på pedalerne.
Begge dele koster ligeledes 700 kroner.
Kilde: Rådet for Sikker Trafik, Cyklistforbundet, færdselsloven, Gallup
Billeder: TV 2 Fyn, Emil Hougaard/Ritzau Scanpix, Henning Bagger/Ritzau Scanpix, Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix, Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Må man cykle i gågaden?
Næsten syv ud af ti danskere erkender, at de bryder loven, når de cykler.
Herunder kan du se, hvordan danskerne svarer på spørgsmålet: Har du som cyklist gjort en eller flere af følgende ting inden for de seneste tre år?
I en undersøgelse, som Kantar Gallup har foretaget for forsikringsselskabet Gjensidige, erkender godt hver tredje af de adspurgte, at de har kørt på fortovet og drejet til højre for rødt lys, mens hver fjerde har cyklet i fodgængerfeltet ved lyskryds.
- I alle tre tilfælde er der tale om, at man bevæger sig ind i områder, som fodgængere har ret til at føle sig sikre og trygge i. Og selv hvis det ikke fører til påkørsel af fodgængere, er det alligevel med til at skabe usikkerhed, og man bør som cyklist holde sig fra fortovet og vejbanen, selvom det kan virke fristende at tage en smutvej, siger Henrik Sagild, der er direktør for Skade i Gjensidige.
Med på ovenstående liste er ikke, når cyklister kører i gågaden. Ifølge Fyns Politi er det også noget, som folk klager over, og derfor var politiet i gågaden for at dele bøder ud. 140 gange skete det på få timer.