Skylder Danmark Karoline en undskylding?

- De har taget den vigtigste del af min krop.

Ordene kommer fra Karoline Olsen, mens hun kæmper for at navigere sin rollator gennem gruset foran pigehjemmet på Sprogø.

Her blev hun anbragt i 1951, da en læge vurderede, at hun var "let åndssvag". Før da blev hun tvangssteriliseret af det danske sundhedsvæsen.

- Nu har jeg ingen børn at komme hjem til, siger hun.

TV 2/Fyn har inviteret Karoline Olsen tilbage til Sprogø og det Danmark, hun vendte ryggen for 62 år siden, da hun flygtede til Sverige.

Hun er en af de sidste nulevende kvinder, der kan fortælle om det eksperiment, der foregik på Sprogø. Et eksperiment, der gjorde Danmark til et foregangsland, når det kom til behandling af såkaldte åndssvage. En behandling, der blandt andet bestod i tvangssterilisation og isolation på øen midt i Storebælt fra 1923 til 1961.

Statens ansvar

- Staten ved, at de har gjort noget forkert. Man ødelægger ikke et menneske, der kan klare sig selv, siger Karoline Olsen.

Ifølge Karoline Olsen var hun ikke syg, da hun blev anbragt på Sprogø. Hun vidste ikke hvorfor, hun skulle fratages muligheden for at få børn.

Lige nu er Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg i gang med at undersøge, om staten har svigtet sit ansvar overfor anbragte som Karoline Olsen. 

Sarah Smed, der er leder af Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg, skal stå i spidsen for udredningen af forholdene for anbragte under sær- og åndssvageforsorgen. Også Syddansk Universitet er med i arbejdet.

- Vi kigger på alt det arkiv-materiale, der er blevet samlet ind gennem årene og de yderligere henvendelser, vi får, siger Sarah Smed.

De seneste ti år har Forsorgsmuseet i Svendborg stået for lignende undersøgelser. Derfor har de fået tildelt opgaven af social- og indenrigsministeriet. Udredningen skal ligge klar senest 1. august 2021.

Siden 2009 har Karoline Olsen forsøgt at få en undskyldning fra den danske stat, men det er endnu ikke lykkedes.

Hun har blandt andet skrevet til tidligere ministre. 

Formålet med den nye undersøgelse er at få indsamlet ny viden og indsnævret eksisterende empiri, der skal kortlægge om Danmark har svigtet sit ansvar over for anbragte som Karoline Olsen i perioden 1933 til1980. Det sker eksempelvis gennem nye interviews med tidligere anbragte og personale.

Tilbage til fængslet

Karoline Olsen griber fat i det magre sorte metalgelænder, der fører op ad trappen til den gule anstalt, hun omtaler som fængslet.

- Hvis jeg kunne, så var jeg stukket af, siger hun.

Men det kunne hun ikke. Sprogø var dengang isoleret fra resten af samfundet, så man skulle med båd, for at komme til og fra øen.

En jordslået lugt rammer næseborene, da vi med Karoline Olsen træder ind i det tidligere tøjdepot. Her har Karoline Olsen og de andre anbragte brugt mange timer på at rengøre og stryge tøj.

Karoline Olsen går forsigtigt, men målrettet hen til enden af rummet.

- Det var her. Det var cellen, siger hun, idet hun åbner døren til et lille rum på omkring syv kvadratmeter. 

Dørens inderside er fyldt med kradsmærker, som forgæves er forsøgt skjult med et overtræk af grå maling.

I cellen lå Karoline Olsen fastspændt til sengen i en uge, fordi hun havde lavet "dumheder", som hun kalder det.

- Jeg ved faktisk slet ikke, om jeg kom på toilet på noget tidspunkt, siger hun.

Karoline Olsen fortæller, at hun endte i cellen, fordi hun havde gået frit på øen med sin veninde Nancy.

I hendes journal fra den 5. november 1951 fremgår det:

"Gik på øen i formiddag med N. Kom hjem klokken 19.30. Blev isoleret på isolationsstue med bælte og remme, da hun var skrigende og urolig. Hun trænger sikkert til isolation."

Tvangssterilisation

Pigehjemmet på Sprogø fungerede som anstalt for "seksuelt løsagtige og moralsk defekte" kvinder.

Kvinderne blev isoleret fra det omgivende samfund. Det var helt i tråd med samtidens socialhygiejniske forestillinger om at forhindre udbredelse af dårligt arvemateriale.

Karoline Olsen var som ung en af de omkring 11.000 danskere, der blev udsat for tvangssterilisation.

Dengang ville man udrydde proletariatet, som ikke opfyldte de gængse normer for kvinder i samfundet, forklarer Birgit Kirkebæk, der er professor emeritus, og har skrevet en bog om Sprogø-pigerne baseret på 18 journaler.

- Det var dem, der fik børn uden for ægteskabet, havde flere kærester eller på andre måder var letfærdige og løsagtige, siger hun.

På øen var der anbragt 40 til 50 kvinder ad gangen. I alt har 500 kvinder været på øen i perioden 1923 til 1961.

Hvis man blev udskrevet fra anstalten på Sprogø, skulle man i kontrolleret familiepleje. Det førte ofte til genanbringelse på Sprogø, hvis de unge kvinder ikke opførte sig ordentligt, forklarer Birgit Kirkebæk.

- Selvom kvinderne kom væk fra øen mod tvangssterilisation, betød det ikke frihed. Kvinderne endte typisk i familiepleje eller på en anden anstalt, hvor forsorgen altid havde kontrol over dem, siger hun. 

Danmark indførte som det første land i Europa en sterilisationslov i 1929, en lov, som blev udbygget i en lov særlig rettet mod åndssvage i 1934.

Tiden efter Sprogø

I 1958 møder Karoline Olsen sin kommende mand i Danmark. På det tidspunkt er hun stadig under åndssvageforsorgen og har ikke tilladelse til at forlade den plads i familiepleje, hun er blevet tildelt.

De beslutter sig for at flygte fra Danmark.

- Jeg var bange for, at politiet ville nå at pågribe mig, før vi kunne slippe væk, husker Karoline Olsen.

Hun og hendes nye kærlighed ankommer til Sverige i ly af natten samme år. De var glade for hinanden, men børnene manglede.

- Selvom jeg ikke kunne få børn giftede vi os, og Sven var en god støtte, forklarer hun.

Karoline Olsen og hendes mand Sven lever sammen i Skåne, hvor han arbejder som lastbilchauffør, og hun er ansat som fabriksarbejder. 

I 2006 dør Sven og siden er savnet til de børn, Karoline aldrig fik kun blevet større.

Social- og Indenrigsministeriet oplyser, at når udredningen ligger klar, vil regeringen vurdere, om nogle grupper af mennesker – og i så fald hvilke – skal have en undskyldning fra staten.