Stefan starter dagen ud i parkeringskaos: Folk er jo nogle gange grædefærdige
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Der er hver dag kamp om for få parkeringspladser på OUH, og det ser ikke ud til at blive bedre på Nyt OUH.
Hver morgen starter Stefan Bjerre Callesen bilen og kører mod sin arbejdsplads i god tid.
Vel at mærke i rigtig god tid.
Han er sygeplejerske på intensiv afdeling V på OUH, og han triller hver dag ind på hospitalets område minimum en time før, han begynder sin vagt, og det er ikke for at hyggesnakke og drikke kaffe. Det er for at finde en parkeringsplads.
- Jeg synes faktisk, at det er et fair vilkår, at man har en parkeringsplads på sin arbejdsplads, fortæller Stefan Bjerre Callesen
Når Stefan Bjerre Callesen ankommer klokken 8:00 er personaleparkeringen allerede fyldt op til bristepunktet. Derfor kører han om bag i køen af kollegaer, der holder og venter på, at en lille parkeringsplads med cirka 30 pladser åbner klokken 8:30.
Et måske p-hus
Og han er bange for, at det ikke bliver meget bedre, når det hele skal flytte ud på Nyt OUH.
I følge OUH er der cirka 3500 parkeringspladser i dag, og det er inklusiv dem på Dyrskuepladsen, Falen og villavejene omkring sygehuset. Ifølge parkeringsstrategien for Nyt OUH kommer der til at være 4200 parkeringspladser. Men 600 af dem forudsætter, at der kommer et parkeringshus, som der endnu ikke er søgt penge til.
- Jeg går ud fra, at når vi kommer op på de 4200 pladser, så er der plads til dem, som har behov for det, så det håber jeg, at det ender ud med, siger Karsten Uno Petersen, formand for byggeri, indkøb og grøn omstilling i Region Syddanmark.
Men hvis ikke der oprettes de 600 pladser i parkeringshuset, så er der udsigt til, at der kun kommer 100 flere pladser på Nyt OUH, end der er på det nuværende.
-Det er jo slet ikke nok, og jeg synes helt ærligt, at grænsen er nået, når man skal møde en time før, siger sygeplejerske Stefan Bjerre Callesen.
De største tabere
Han tog gerne kollektiv trafik og købte i sin tid faktisk et hus i Fangel med sin hustru, netop fordi der var gode busforbindelser. Men bussen kører en helt anden rute nu.
Og han synes ikke selv, at han er den, der er hårdest ramt. Han mener, at patienterne er de største tabere.
- Jeg er jo ved godt helbred og kan sagtens holde ved Dyrskuepladsen og gå, men det er altså ikke alle patienter, der kan det, siger Stefan Bjerre Callesen.
Han ser ofte, at folk cirkulerer paniske rundt på parkeringspladserne i håbet om at finde en plads.
- Jeg oplever tit, at folk ruller vinduet ned og siger, at de allerede er ti minutter for sent på den til en undersøgelse, de har en tid til, og spørger, om jeg er på vej hen til min bil for at forlade sygehuset. Folk er jo nogle gange helt grædefærdige, fortæller han.
Han mener, at det kan have flere negative konsekvenser.
Det giver unødigt stress for patienterne, og hvis patienterne kommer for sent, så påvirker det jo også driften af sygehuset, siger sygeplejerske Stefan Bjerre Callesen.
Propfyldt letbane
Ifølge parkeringsstrategien for Nyt OUH forventer Region Syddanmark, der står for byggeriet, at letbanen vil være med til at aflaste biltrafikken. Men det giver Stefan Bjerre Callesen ikke meget for.
- Jeg har snakket med flere fra SDU, som fortæller, at letbanen allerede er propfyldt om morgenen og om eftermiddagen, og det bliver så de samme pladser, som OUH-ansatte skal slås om, siger han.
Og Stefan Bjerre Callesen ser på fremtidens flytning med skeptiske øjne.
- Jeg er da nervøs for, hvor lang tid jeg skal bruge på det her på Nyt OUH, fortæller han.
Derfor har Stefan Bjerre Callesen også kun et klart budskab:
- Kom nu for himlens skyld i gang med at lave parkeringspladser på nyt OUH.