Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
En større mængde fyrværkeri er fundet i et kælderrum i Vollsmose. Kan stamme fra boldklub på Sydfyn.
I et kælderrum i Lærkeparken, som er en del af bydelen Vollsmose, fandt Fyns Politi mandag et større oplag af fyrværkeri.
Ifølge Fyns Politi udgør fyrværkeriet formentligt en større del af det, der natten til lørdag blev stjålet fra Tåsinge Forenede Boldklubber.
Stjålet fyrværkeri: Boldklub håber at formindske tab, men dropper salg
Tåsinge Forenede Boldklubber håber at tjene noget af sit store tab ind, efter de fik stjålet for 125.000 kroner fyrværkeri. Efter to år med fyrværkerityveri dropper man salget fremover, oplyser formand.
Idéen var at tjene lidt ekstra penge til klubkassen i de måneder, hvor der ikke er så mange andre aktiviteter. De seneste fem år har Tåsinge Forenede Boldklubber derfor haft fyrværkeriudsalg mellem jul og nytår.
Men efter man to år i træk har fået stjålet fyrværkeri, dropper klubben salget fra næste år.
Fredag aften var der indbrud i de to containere, hvor klubben opbevarede sit fyrværkeri, og det lykkedes tyvene at slippe afsted med raketter, batterier og andet krudt for 125.000 kroner.
Jesper Piil Thomsen, der er formand i klubben, håber, at man får solgt så meget som muligt af det fyrværkeri, man har tilbage, så man kan formindske tabet. Samtidig har man købt et nyt parti fyrværkeri, som man håber at få solgt.
- Vi håber at gøre underskuddet så lille som muligt, så vi i stedet for de 125.000, som de cirka er løbet med, måske kan reducere det til 50.000 eller 40.000. Og så håber vi at folk er behjælpelige med at indsamle nogle ekstra penge. Enten i form af et forhøjet kontigent eller noget ekstra sponsorindsamling i januar, siger han til TV 2/Fyn.
Klubben har sat vagter op for at undgå at blive bestjålet igen.
Ikke forsikret
Da Tåsinge Forenede Boldklubber ikke havde forsikret fyrværkeriet, risikerer klubben, at man ikke kan betale regningen til Aalborg Fyrværkerifabrik. Det kan true klubben på sin eksistens. Formanden erkender, at man måske burde have fået en forsikring efter erfaringerne sidste år.
- Jo, det kunne man sagtens sige. Men det har ikke været noget problem tidligere, og sidste år var det heller ikke noget problem. Der var det bare en lille container og et lille parti, som blev tømt. Vi har aldrig haft indbrud i den store container før. Det er selvfølgelig selvforskyldt det meste, men vi er trods alt kun mennesker, og vi er frivillige. Det er sådan, det er, siger han.
Sidste år fik klubben stjålet for 26.000 kroner fyrværkeri. Ved den lejlighed blev det dog fundet og leveret tilbage igen, og tre mænd blev anholdt.
De kedelige erfaringer betyder, at man ikke sælger fyrværkeri næste år.
- Vi har måske tjent 100.000 på de fem år, vi har solgt fyrværkeri, og de er væk i år. Det tror jeg simpelthen ikke på, vi gør. Jeg gider i hvert fald ikke arbejde i det mere, siger Jepser Piil Thomsen.
Lokale støtter op
På Facebook har klubben opfordret lokale til at støtte op ved at købe deres fyrværkeri og Tåsinge Forenede Boldklubber efter tyveriet.
Og søndag eftermiddag fulgte flere op på netop den opfordring.
- Vi har læst, at de har haft en uheldig episode med, at de havde fået stjålet deres fyrværkeri herovre. Og så er jeg tidligere fodboldspiller herovre, så selvom vi bor en 7-8 kilometer væk, så har vi valgt at køre herover, selvom vi egentlig havde købt fyrværkeri, så har vi købt lidt ekstra, siger Morten Møller.
Samme melding kommer fra Max Groth Hansen fra Tåsinge, der også er kommet for at købe fyrværkeri.
- Det er for at støtte dem, efter at de har fået stjålet det hele igen, siger han og fortsætter.
- Vi har nok købt lidt ekstra i år. Det har vi helt sikkert. For at støtte dem.
- Vi er ret sikre, men lige at lægge hovedet på blokken kan jeg ikke, siger Kenneth Taanquist, der er vagtchef ved Fyns Politi.
Boldklubben fik stjålet batterier og raketter for en værdi af 125.000 kroner fra to containere ved Tåsingehallen. Fyrværkeriet skulle sælges for at tjene lidt ekstra i de måneder, hvor der ikke er så mange andre aktiviteter i klubben.
Efterforskning i gang
Det var en blanding af gode oplysninger og efterforskning, der ledte politiet til kælderrummet i Lærkeparken, hvor man fandt det stjålne fyrværkeri.
Fyns Politi kan ikke oplyse hvor meget, man har fundet. Hvis det som forventet er det fra Tåsinge, mangler der stadig noget.
- Der pågår stadig en efterforskning, men der er tale om det, der svarer til en pæn del, af det, der er blevet stjålet, siger Kenneth Taanquist.
Han fortæller, at klubben ikke skal sætte næsen op efter at få det nu beslaglagte fyrværkeri igen.
- Det har været ude af sikre hænder i en periode, så vi kan ikke garantere for sikkerheden og sandsynligvis ikke udlevere det, siger vagtchefen.
Alle, der har set noget mistænkeligt i kældrene i Vollsmose, bedes ringe til 114.
Fyns Politi fandt mandag eftermiddag et større oplag af fyrværkeri i kælderrum i Lærkeparken, 5240 Odense NØ. Fyrværkeriet udgør en større del af det der form. er stjålet på Tåsinge for nogle dage siden. Har du set noget mistænkelig i kældrene i Vollsmose, så ring 114. #politidk
— Fyns Politi (@FynsPoliti) December 30, 2019
Stort tyveri af fyrværkeri fra idrætsklub
Der er blevet stjålet fyrværkeri fra aflåste containere for 200.000 kroner fra Tåsingehallen.
Fyns Politi efterlyser vidner i forbindelse med et indbrud i to aflåste containere ved Tåsingehallen, hvor der opbevares fyrværkeri i forbindelse med et fyrværkeriudsalg.
Her er der blevet stjålet fyrværkeri for 200.000 kroner, oplyser vagtchef Kenneth Taanquist hos Fyns Politi.
Der er tale om lovligt fyrværkeri, der er blevet solgt af Tåsinge Forenede Boldklubber.
Tyveri igen i år
Indbruddet er sket ved Tåsingehallen på Eskærvej mellem fredag klokken 23.00 og lørdag klokken 07.30. Har du set noget i den forbindelse, kan du kontakte Fyns Politi på telefonnummer 114.
På sin facebookside opfordrer idrætsforeningen folk til at komme og købe det fyrværkeri, der trods alt er tilbage.
- Vi har et begrænset udvalg og rigtig mange penge ude at svømme. Men det, vi har tilbage, er der rigeligt af, og bliver det solgt, begrænser vi tabet, skriver Tåsinge Forenede Boldklubber.
Foreningens fremtid er på spil
Til TV 2/Fyn fortæller formand Jesper Thomsen, at det kan gå ud over idrætsforeningens fremtid.
- Det betyder, at vi ikke tjener penge på fyrværkerisalg i år. Det kan også ske, at vi ikke har råd til at betale regningen på 110.000 kroner, som vi fik i går (fredag, red.). Det betyder, at vi ikke kan drive foreningen videre, medmindre vi sætter kontigentet op eller får nogle sponsorer til at betale gildet, siger Jesper Thomsen.
Også i 2018 blev der stjålet en større mængde fyrværkeri fra Tåsinge Forenede Boldklubber. Foreningen solgte dengang fyrværkeri fra parkeringspladsen ved Rema 1000. Her blev der stjålet for 26.000 kroner.
Fyrværkeriet blev dog fundet igen og afleveret tilbage til idrætsklubben. Dengang blev tre unge mænd fra Aarhus anholdt i forbindelse med tyveriet.