Stor stigning i politianmeldelser: Fynboerne spiller for høj musik
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Fyns Politi oplever stor stigning i anmeldelser af generende musik på grund af nattelivets corona-nedlukning.
Sommerweekender byder ofte på flere festlige lejligheder. Men i kraft af corona-nedlukning skal alle værtshuse og barer lukke ned inden midnat.
Det får sandsynligvis flere til at flytte festen hjem. Fyns Politi oplever nemlig en stor stigning af anmeldelser af musik til ulempe.
- Folk ringer ind og føler sig generet af for høj musik, oplyser vagtchefen hos Fyns Politi Peter Vestergaard.
Fredag og lørdag har politiet på Fyn kørt ud til 79 tilfælde af generende musik. Samme weekend sidste år var der 29 anmeldelser.
Peter Vestergaard mener at stigningen skyldes corona-situationen.
- Det har gjort, at folk trækker festen med hjem, og det er til gene for andre beboere. Det hænger nok også sammen med temperaturen, og at vinduer står åbne. Der vil vi naturligvis opfordre til at vise hensyn, siger han til TV 2/Fyn.
Ifølge vagtchefen er der ingen problemer med at få fynboerne til at skrue ned for musikken, når først politiet dukker op.