Storebæltsbroen venter stor weekendtravlhed i middagstimer
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Går turen over Storebæltsbroen i weekenden, kan det være smart at køre uden for middagstimerne, da der ventes travlhed på broen her. Det skriver Sund og Bælt, der driver Storebæltsbroen, på Twitter.
Uanset om man skal fra Sjælland mod Fyn/Jylland eller fra Fyn/Jylland mod Sjælland, ventes der mange biler på broen både lørdag den 29. juli og søndag den 30. juli omkring middagstid.
- Husk, at presset på de danske veje er særligt øget i skolernes sommerferie, skriver det statsejede selskab blandt andet.
En grafik viser, at hvis man lørdag skal i retning mod Fyn og Jylland, ventes der lav trafik indtil klokken 08 samt efter klokken 17. Lav trafik defineres som op til 1000 køretøjer i timen. Til gengæld forventes der høj trafik med mellem 2000 og 3000 biler i timen, hvis man kører i samme retning i tidsrummet 10-13.
Søndag er billedet nogenlunde det samme, omend perioden med høj trafik i retning mod København er udvidet. Her ventes mange biler at passere i tidsrummet 11-20.
I retning mod Fyn og Jylland ventes der høj trafik mellem klokken 11 og 14 søndag.