Tandlæger og fysioterapeuter skal spørge til coronasymptomer
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Få fremmøder og visitering af borgere er nogle af de nye retningslinjer hos tandlæger og fysioterapeuter.
Danskerne har måttet undvære rodbehandlinger hos tandlægen og massage hos fysioterapeuten under coronakrisen, men snart bliver det igen muligt.
Derfor har Sundhedsstyrelsen netop udsendt en række retningslinjer for tandlæger, fysioterapeuter og privathospitaler.
God afstand mellem personale og borgere, luft mellem hver klient og ansatte, der spørger ind til eventuelle coronasymptomer hos de fremmødte anbefales.
Lavpraktiske foranstaltninger
Derudover skal der være en visitering af hver borger før fremmøde.
Også mere lavpraktiske foranstaltninger bør tages i brug.
Eksempelvis skal læsestof fjernes fra venteværelset i landets tandlægeklinikker, og der skal være afstand mellem hver klient i lokalet.
Og så må man for eksempel ikke hente vand fra den samme kande på en klinik.
- Dybest set giver vi jo mulighed for, at den aktivitet, man havde før, også kan foregå nu.
- Det vil sige, at man også kan behandle knap så alvorlige tilstande, men det skal foregå under ekstra sikre rammer, siger Camilla Rathcke, centerchef hos Sundhedsstyrelsen.
Særligt for tandlægeklinikkerne er det vigtigt at overholde retningslinjerne.
Coronasmitten breder sig igennem dråber, som eksempelvis kan komme fra spyt, og det udsætter tandlæger for større smitterisiko.
Langsom åbning
Retningslinjerne gælder for de dele af sundhedsvæsenet, der endnu ikke har fået at vide, hvordan de skal forholde sig til borgerne under den gradvise genåbning af samfundet.
Dermed håber myndighederne på langsomt at kunne få aktivitet i samtlige dele af sundhedsvæsenet inden længe.
- Jeg har en forventning om, at rigtig mange af aktørerne i forvejen har implementeret de her tiltag og fundet en vej til, hvordan de kan planlægge og tilgå patienter, siger Camilla Rathcke.