29. jul. 2024 kl. 6:00
Fyn

Thea blev fortalt, hun ikke havde, hvad der skulle til - nu skal hun til OL

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del
Link
kopieret!

Efter skuffelse og svømmetræthed har 22-årige Thea Blomsterbergs karriere igen fået fart, siden hun flyttede til Odense for tre år siden. Nu skal hun - endelig - til OL.

Thea Blomsterberg kan tydeligt huske den dag, OL-drømmen startede. Hun sad i sofaen hjemme i Hillerød med sin far og så Rikke Møller Pedersen tonse gennem vandet til OL i fjernsynet. Og dér slog det hende. Det ville hun også.

Nu skal den 22-årige svømmer repræsentere Danmark til OL i Paris som en af blot fem danske svømmere på distancerne 200 meter brystsvømning og 4 x 100 m medley holdkap.

Men vejen dertil har langt fra været nem. En stor mavepuster, manglende tiltro og svømmetræthed var lige ved at slukke drømmen. Men også kun lige ved.

Læs også: Maiken og Sara tror på stort OL-resultat: - Vi kan drille alle i verden
Gå tilbage Del
26. jul. 2024 kl. 6:00
Fyn

Maiken og Sara tror på stort OL-resultat: - Vi kan drille alle i verden

De fynske OL-atleter Maiken Fruergaard og Sara Thygesen er Danmarks bedste damedouble i badminton, og nu skal de til OL for anden gang.

Maiken Fruergaard er 29 år gammel og spiller for Odense Badminton Klub sammen med makkeren Sara Thygesen på 33. Sammen skal de repræsentere Danmark i damedouble, og det er anden gang, de to skal deltage ved et OL.

I dag har de deres daglige gang på træningsbanerne i Brøndby, men deres samarbejde begyndte i hallen midt i Odense.

- Jeg var 17 år, så det er 12 år siden, at vi begyndte at spille sammen, og det var egentlig vores træner i Odense, Lennart Engler, der så noget i os. Han tænkte, at det kunne være en god kombination, siger Maiken Fruergaard.

TV 2 Fyn møder dem til en snak om OL. I løbet af de kommende dage sætter TV 2 Fyn fokus på de fynske atleter, der deltager ved OL i Paris. 

- Der var jo lige et par års aldersforskel, men der gik ikke ret lang tid, for så kom Majken hurtigt op på førsteholdet, og så var vi jo en del af klubben og en del af hverdagen og en del af en større vennegruppe fra Odense, siger Sara Thygesen.

Har udviklet deres spil

Sara Thygesen fortæller, at de sammen begyndte at spille en del internationale turneringer på et lidt lavere niveau, hvor de ind imellem vandt nogle af turneringerne. 

Undervejs har de slået nogle af de asiatiske spillere, godt nok ikke de allerbedste, men sejrene har været med til at bygge selvtilliden op og troen på, at de godt kunne opnå noget sammen.

I begyndelsen af deres samarbejde var Sara den, der mest var oppe ved nettet. Men som årene er gået, kan de sagtens spille modsat, så Maiken spiller forrest. 

I Tokyo i 2021 fik den fynske badmintonduo OL-debut og har nu erfaringer at trække på. Både sportsligt og i forhold til at tackle OL som oplevelse.

- Vi havde skyhøjt humør og vildt engagement sidste gang, da vi vandt over koreanerne, der var topseedet i puljen, til vi tabte til dem, der var fjerdeseedet, som vi ikke burde tabe til. Jeg tror, vi har prøvet hele følelsesregistret til et OL sidste gang, siger Maiken Fruergaard.

- Den ånd, der er i den danske lejr, er helt unik, og det synes jeg var en af de største oplevelser, i og med at der ikke var så meget andet, man kunne opleve. Så man lærte nogle andre mennesker at kende og fulgte med i nogle andre sportsgrene, man ellers ikke har tid til at følge med i, siger Sara Thygesen og fortsætter:

- Den der danske følelse er unik og noget, jeg glæder mig til at opleve igen.

Sammen på og uden for banen

Nu står den på OL igen for Maiken Fruergaard og Sara Thygesen. Et makkerskab, der skal fungere både på og uden for banen.

- Dengang vi boede i Odense, var der meget socialt. Vi lavede tit mad sammen og var sammen med de andre efter træning. Der var rigtig meget socialt, hvilket jeg tænker, vi har gavn af i dag, siger Sara Thygesen.

- Det kræver rigtig mange rejsedage. Vi har haft i hvert fald haft over 120 rejsedage i vores kvalifikationsperiode for 2023 og begyndelsen af 2024, siger Maiken Fruergaard.

- Så det er måske ikke lige så meget, man har brug for at se hinanden tre gange om ugen til aftensmad, men det sker en gang imellem, at vi ses, og det er jo kun dejligt, griner Sara Thygesen.

De er blevet bedre til at dosere samværet under turneringerne, så de ikke er sammen hele tiden, forklarer Maiken Fruergaard.

- Førhen boede vi også sammen, hver gang vi var ude at rejse. Nu er vi blevet bedre til at blande os med nogle af de andre eller have vores bedre halvdel med på tur også, siger hun.

Skælder for lidt ud

Hvis den ene af jer har en fremragende kamp, og den anden har en mindre god kamp, bander man ad hinanden, eller hvordan reagerer man?

- Ha ha, nej det er vi ikke så gode til, vi er rigtig pæne. Og det er faktisk noget, vi skal være bedre til nogle gange, at give hinanden en lille sviner, for det er også okay at gøre det, men det er vi rigtig dårlige til, siger Sara Thygesen.

Ved OL i Tokyo blev det til en sejr og to nederlag. I Paris går den fynske double efter at ramme dagen flere dage.

- Jeg tror, det handler rigtig meget om nerver til et OL, og hvordan man er i stand til at håndtere det. Men hvis kan håndtere os selv rigtig godt, er vi et af de par, der kan drille alle i hele verden. Så vi skal selvfølgelig være den bedste udgave af os selv i alle kampe. Også i de kampe, vi eventuelt skulle være favoritter i, siger Sara Thygesen.

- Vi havde en forhåbning om at komme videre fra puljen sidste gang, måske til en kvartfinale. Det tror jeg stadig er det, vi har som mål. Så må vi se, hvilken lodtrækning, vi får. Det kan man aldrig være herre over, men jeg tror vi fra sidste gang har taget med, at vi har stået med alle følelser inde på banen. Så der er ikke en følelse, vi ikke har prøvet at stå med sidste gang, siger Maiken Fruergaard.

Og følelser er der også forbundet med at skulle opleve OL for anden gang.

- Der bliver en helt anden stemning i forhold til, at der ikke er alle de restriktioner (corona, red.), som der var sidst. Så jeg tror, at det bliver vildt fedt, siger Maiken Fruergaard.

Fra drøm til dobbelt skuffelse

Tanken om OL i sofaen foran fjernsynet voksede sig hurtigt ud i virkeligheden for Thea Blomsterberg. Da hun var 16, slog hun en stor personlig rekord til sit første internationale seniormesterskab. Til EM i 2018 var hun kun 0,5 sekunder fra OL-kravtiden til Tokyo. Og så begyndte hun rigtig at tro på det.

Men i stedet for en OL-billet fik hun en stor skuffelse. Hendes tider var ikke hurtige nok til at komme med.

- Selvfølgelig har jeg også talt med psykologer, fordi det var en en kæmpe mavepuster og hårdt at rejse fra igen, fortæller hun.

Det hjalp heller ikke, at den dengang 19-årige svømmer efterfølgende mødte skepsis fra en fra svømmemiljøet.

- Jeg fik at vide, at vedkommende ikke kunne se, hvordan jeg nogensinde skulle kunne komme  tilbage igen på det niveau, jeg har været på, siger hun.

Thea Blomsterberg ramte muren. Hun havde brug for en pause, så hun bare kunne være en normal ung.

Fyn og fællesskab hjalp

Men måske var det netop den pause og den modstand, der gjorde, at hun nu kan kalde sig OL-svømmer. For pludselig kunne hun mærke, at ilden den ikke var helt slukket.

Hun fandt en måde at svømme på, på egne præmisser, hvilket blandt andet indebar at flytte til Odense. 

- Jeg er megastolt. Det er jo en megafed følelse at have. Jeg tror det med at flytte fokus, holde en pause og genfinde glæden stille og roligt, det er det, der har gjort, at jeg er nået så langt i dag. Og så en portion hårdt arbejde.

Og det lønner sig, fortæller cheftræner ved H2Odense/Swim Team Odense.

- Det gør virkelig noget at være så dygtig som Thea, og så er hun i den rene svømmefart absolut verdensklasse, altså en af de klart bedste, understreger han.

Den skepsis, hun har mødt, tynger hende heller ikke længere. Hun fik vendt det til en motivation.

- At andre sætter begrænsninger for mig, det synes jeg er noget vrøvl. Der er jo ikke nogen, der kender andres begrænsninger, så det er med at sige hertil og ikke længere. At det vil jeg ikke finde mig i, fortæller Thea Blomsterberg.

Så nu skal drømmen, der startede i sofaen i Hillerød opfyldes. Thea Blomsterberg skal - endelig - til OL.

- Jeg glæder mig bare til det hele. Jeg glæder mig til at skulle svømme. Det bliver kæmpe stort.

26. dec. 2024 kl. 13:01
Tophistorie
Fyn
Ida Alstrup

Støjbergs Syrien-forslag frister ikke - Jafar vil hellere være fattig i Danmark end rig i Syrien

LYT
Del
Link
kopieret!

31.000 syriske flygtninge skal vende tilbage til hjemlandet.

Det fortæller partiformand for Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg, i Jyllands-Posten torsdag. Og hun har sågar en klar plan for, hvordan hun skal få hovedparten af de 45.000 syrere i Danmark til at rejse tilbage.

Jafar Hassan, der kom til Danmark i 2015, har dog ingen planer om at takke ja til dette tilbud.

Tak for tilbuddet, men nej tak

Som det ser ud nu, giver den danske stat en repatrieringsydelse på lidt over 150.000 kroner til syrere, der vender hjem.

Dette beløb vil Inger Støjberg fordoble, så ydelsen kommer til at hedde 310.834 kroner per voksen syrer.

Hun forklarer til Jyllands-Posten, at man for de penge vil have mulighed for at skabe sig en indtægt og et hjem dernede.

Men hvis Inger Støjberg bankede på Jafar Hassans dør med en check på 300.000 kroner, så ville svaret være kort og klart.

- Jeg ville sige tak for tilbuddet, men pænt nej tak, fortæller han til TV 2 Fyn.

Han forklarer dog videre, at han tror, mange vil takke ja til tilbuddet.

- Du kommer langt i Syrien for 300.000 kroner, men jeg vil hellere være fattig i Danmark end rig i Syrien, siger Jafar Hassan.

Han uddyber, at mange syrere blot har ventet på, at Bashar al-Assad blev væltet, og at flygtninge nu vil vende tilbage i større grad.

Jeg rejser tilbage, hvis …

Jafar Hassan har siden 2015 bygget et liv op i Danmark, og bor i Ullerslev. Han ser det ikke som en mulighed at rejse permanent tilbage til Syrien.

- Jeg har afsluttet 9. klasse, 10. klasse og er i gang med en pædagoguddannelse, så jeg har næsten alt her, fortæller han.

Dog findes der også noget, der trækker ham tilbage til hjemlandet.

- Min mor, far og tre søskende bor stadig i Syrien, og dem vil jeg meget gerne se noget mere, siger han.

Derfor ser han, at der kun findes ét tilbud, der kunne få ham til at rejse tilbage til Syrien.

- Jeg skulle have mulighed for at bo begge steder og kunne rejse frit mellem landende, forklarer han afrundende.

Jafar Hassan er bevidst om, at han kan bidrage i Syrien, men står det til ham, kan han også bidrage i Danmark med sin uddannelse.

Et land han hellere vil være i.

26. dec. 2024 kl. 17:01
Tophistorie

Krudtsælgere frygter kunder kvæler nytårsaften: - Synd for de små

LYT
Del
Link
kopieret!

I år er nye regler for fyrværkeri trådt i kraft, som betyder, at det nu kun er lovligt at fyre af i to dage - fra den 31. december til 1. januar.

Men den nye lovgivning får flere fynske fyrværkerisælgere til at se på fremtiden med bekymring. To fyrværkeriforhandlere, som TV 2 Fyn har talt med, tvivler nemlig på, at alle kan overholde reglerne.

Og hvis ikke folk kan holde i raketterne i ro, så frygter forhandlerne, at det kan føre til yderligere stramninger, som i sidste ende vil betyde, at man ikke må sælge eller købe nytårsfyrværkeri.

- Så siger politikerne, at nu er der ikke noget, der hedder nytårskrudt, og det vil være synd for de små, siger Claus Oldenbjerg, der driver Krudttossen.

25. dec. 2024 kl. 12:00
Tophistorie
Fyn
TV 2, Robert Wengler/Ritzau Scanpix, Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kan du forudse, hvad der sker i 2025? Tip en 13'er og vind kæmpe gavekurv

LYT
Del
Link
kopieret!

Vinder Viktor Axelsen Denmark Open, bliver det nye supersygehus udskudt endnu en gang, og vender forsiden tilbage på tv2fyn.dk?

Hvis du kan spå om året 2025, kan du vinde en gavekurv til en værdi af 500 kroner.

Du skal have kigget i spåkuglen og indtastet dine svar, inden kongens første nytårstale begynder den 31. december.

Vinderen findes, når året 2025 går på hæld.

Regler og betingelser:

Husk at udfyld både mail og telefonnummer, så vi kan komme i kontakt med vinderen. Ved deltagelse accepterer du samtidig, at vi må kontakte dig. Vinderen vil blive kontaktet direkte og skal være indstillet på, at præmieoverrækkelsen filmes til web og tv. Flest korrekte svar vinder. Er der lige mange korrekte svar, findes vinderen ved lodtrækning. Seneste besvarelse gælder.

Din besked er sendt 👍
Beklager! Noget gik galt 😞
26. dec. 2024 kl. 19:43
Dansk Kennel Klub

Er din hund klar til nytår? Få tjeklisten her

LYT
Del
Link
kopieret!

Er man en af de hundeejere, hvis firbenede ven reagerer kraftigt på fyrværkeri, så er Dansk Kennel Klub klar med en tjekliste, der kan hjælpe ens hund gennem nytårsdagene.

I et opslag på Facebook opfordrer de til, at man har planlagt, hvor ens hund er nytårsaften, hvis man ikke er hjemme. Kan man ikke tage den med sig, skal man overveje, om den skal passes.

Derudover skal man skynde sig, hvis hunden skal have angstdæmpende medicin, og i tilfælde af at ens hund kan finde på at løbe væk, er det en god idé at sikre sig, at der er et lovpligtigt hundetegn i hundens halsbånd.

Sidst men ikke mindst kan man venligt huske folk på den nye lovgivning, hvis de affyrer fyrværkeri før 31. december.

26. dec. 2024 kl. 19:02
TV 2

Ventetiden i Familieretshuset stiger - fynsk politiker vil undgå "tåbeligt dobbeltarbejde"

LYT
Del
Link
kopieret!

Foreningen af Faste Værger i Danmark foreslår, at det fremover skal være kommunerne, som skal oprette værgemål for demente og senhjerneskadede borgere.

Blandt andet for at mindske ventetiden og undgå dobbeltadministration ved, at der ikke er to myndigheder, som skal sagsbehandle de samme sager, lyder argumentet. Det skriver DR.

KL er ikke videre begejstret for forslaget, men flere ordførere på Christiansborg synes, at forslaget er spændende, og de er parate til at kigge på, om kommunerne skal overtage opgaver fra Familieretshuset. Blandt andet fynskvalgte Katrine Daugaard, der er socialordfører for Liberal Alliance.

- Hvis der er dobbeltarbejde, er det jo tåbeligt, siger hun.

26. dec. 2024 kl. 17:45

Vej kortvarigt spærret på grund af politiarbejde

LYT
Del
Link
kopieret!

Torsdag eftermiddag var det ikke muligt at passere Lillebæltsbroen.

Af Vejdirektoratets trafikinfo fremgik det, at broen var spærret i begge retninger på grund af politiarbejde.

TV 2 Fyn har været i kontakt med Fyns Politi, der oplyser, at Sydøstjyllands Politi kortvarigt var til stede på broen, men derudover ikke har yderligere at tilføje.

26. dec. 2024 kl. 16:21

Selv Christian Eriksen har deltaget - Traditionsrigt fodboldstævne sparket i gang

LYT
Del
Link
kopieret!

2. juledag blev et af Danmarks største indefodboldstævner sparket i gang i Odense idrætshal.

Stævnet, Fyens Stiftstidendes indefodboldstævne, er en tilbagevendende tradition og har været afholdt næsten hvert år siden 1961.

Over fem dage spilles mere end 1.000 kampe.

Gennem årene har fodboldtalenter som Christian Eriksen og Rasmus Falk slået deres folder til stævnet.

Og hos både stævneleder og forældre glæder man sig til at bruge de kommende dage rundt om det brune trægulv.

26. dec. 2024 kl. 15:02
GRAFIK / TV 2 Vejret

Vejret skifter frem mod nytårsaften

LYT
Del
Link
kopieret!

Vejret over Danmark styres i øjeblikket af et højtryk over Centraleuropa, der giver os det milde og grå vintervejr. Til gengæld sørger det også for mest tørt vejr.

Det bliver der dog lavet om på i den kommende weekend, hvor et vejrskifte ventes at finde sted.

Året ser således ud til at slutte af med markant mere ustadigt vejr, når der bliver åbnet for, at lavtrykkene kan sende regnvejr ind over landet.

I starten af det nye år viser prognoserne så lidt køligere, som måske kan være med til at give sne til Danmark.

26. dec. 2024 kl. 13:57

Rekordmange dage med strømpris under nul kroner i 2024

LYT
Del
Link
kopieret!

Danske elkunder har kunnet glæde sig over et rekordhøjt antal dage, hvor strømprisen har været under nul kroner.

Det viser en opgørelse lavet af energiselskabet NRGi og forsikringsselskabet Gjensidige. I Østdanmark har der været 275 timer, hvilket er 19 procent flere end de 231 timer i 2023.

- Der har været et stort fokus på de tidligere års meget svingende elpriser, særligt når prisen er høj. Men vi ser nu også flere perioder med lave eller negative elpriser, siger Bo Halm Andersen, der er byggesagkyndig og energikonsulent hos NRGi, i en pressemeddelelse.

Det er særligt kunder med en variabel elaftale, der har fordel af de negative elpriser.

26. dec. 2024 kl. 11:58
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Flere er blevet julemillionærer - her er den fynske vinderkupon købt

LYT
Del
Link
kopieret!

1. juledag blev 29 danskere en million kroner rigere, da Danske Spils nye “juletradition” Det Store Jule Lotto løb af stablen.

Vinderne kommer fra alle egne af det ganske land, og på Fyn udløste en enkelt kupon en milliongevinst. Danske Spil oplyser, at kuponen er købt i Føtex på Møntergade i Svendborg, og at gevinsten var på en million kroner.

Det Store Jule Lotto fungerer præcis som alle andre trækninger i Lotto, men trækkes ekstraordinært den 25. december. Den helt store forskel er, at der trækkes 25 ekstra julemillionærer – og at trækningen ikke finder sted på en lørdag.

26. dec. 2024 kl. 10:40
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Her er forældrene mest tilfredse med folkeskolen

LYT
Del
Link
kopieret!

Umiddelbart kan det være svært at forestille sig, hvad Langeland-, Lemvig- og Thisted Kommune har til fælles. Men det er de tre kommuner i Danmark, hvor forældrene er mest tilfredse med folkeskolen.

Ifølge CEPOS, som står bag analysen, er der dog sket en ændring i den måde, hvorpå forældre vurderer folkeskolen. For i år lægger forældrene i højere grad vægt på børnenes trivsel og ikke længere kun på faglige resultater.

- Forældrenes øgede fokus på trivsel i forhold til for få år siden viser, at vi som samfund har taget en kraftig og hurtig drejning mod en mere helhedsorienteret tilgang til uddannelse, siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.

Negativt pres på folkeskolen

Ifølge Andreas Rasch-Christensen, forskningschef ved VIA UC, er det øgede fokus på trivsel ikke kun en positiv ting for folkeskolen. Det kan nemlig være med til at skabe et uretfærdigt pres, som folkeskolen ikke kan løse alene.

- Trivsel er ikke stationær, og det påvirkes af mange andre forhold end skolen. Som barn indgår man i mange typer fællesskaber, så det er ikke en opgave, skolen kan løse alene.

Trivselsmålinger blandt elever viser ifølge Andreas Rasch-Christensen, at over 86 procent af alle elever i folkeskolen er glade for at gå i skole. Det er positivt, men der er en skæv tendens, hvor det primært er børn fra socialt velfungerende familier, som scorer højt.

Tilbage til Langeland, Lemvig og Thisted – for her er forældrene, målt på en skala fra et til fem, i gennemsnit 4,1 tilfredse med folkeskolen. Otte kommuner ligger med en tilfredshed over 4,0, mens tre kommuner ligger under 3,5.

26. dec. 2024 kl. 9:47

Antallet af juleindbrud er næsten fordoblet

LYT
Del
Link
kopieret!

Indbrudstyvene har haft travl på Fyn, der er hårdere ramt af juleindbrud end i andre regioner.

Juleaften noterede Fyns Politi 24 anmeldelser om indbrud, og bare et døgn senere er det tal oppe på 40. Det fortæller vagtchef hos Fyns Politi, Bjarne Tykgaard, til TV 2 Fyn.

2. juledag forventes at være dagen med mest juletrafik, og derfor er der også mange, som vender snuden hjemad. Det kan få antallet af anmeldelser til at stige yderligere, fortæller vagtchefen:

- Det er desværre nok realistisk, at der er folk, som vender hjem til et hus, der har været indbrud i, fortæller han.

Onsdag lød det fra vicepolitiinspektør ved Fyns Politi Anders Therkelsen, at intet er for småt til, at man ringer 114.

26. dec. 2024 kl. 9:07
Presse-fotos.dk

Politiet giver opdatering efter bil kørte i havnen

LYT
Del
Link
kopieret!

Tidlig torsdag morgen endte en bil i vandet i Svendborg Havn. Politiet blev tilkaldt og fik sendt dykkere ned til bilen for at undersøge sagen nærmere.

- Der var ikke nogen i bilen, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Bjarne Tykgaard til TV 2 Fyn.

Vagtchefen kan ikke fortælle, hvordan bilen er havnet i havnen, og at man stadig efterforsker sagen.

Politiet har været i kontakt med bilens ejermand, men vagtchefen ønsker ikke at fortælle, hvorvidt bilejeren selv har været involveret i episoden.

Bilens ejer har dog fået til opgave at få bilen hevet op af havnen, fortæller Bjarne Tykgaard.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her