Trine Bramsen: Lars Findsen har ikke været udsat for forfølgelse
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Den tidligere forsvarsminister Trine Bramsen (S) afviser, at FE-chef har været udsat for politisk forfølgelse.
Tidligere forsvarsminister Trine Bramsen (S) afviser mandag eftermiddag, at den hjemsendte FE-chef, Lars Findsen, på nogen måde har været udsat for politisk forfølgelse.
Det skriver hun en mail til Ritzau.
Udtalelsen kommer, efter at den hjemsendte spionchef i sidste uge udgav sin bog "Spionchefen - Erindringer fra Celle 18". I bogen lyder det blandt andet, at han og den resterende ledelse blev hjemsendt, selv om den ikke gjorde noget galt.
Trine Bramsen skulle ifølge Findsen have sagt, at hun var "med på, at der ikke er noget at bebrejde hverken FE, din indhentningschef eller dig. Men du har været med så mange år, at du godt ved, at jeg skal kunne tælle til 90".
Men det går Trine Bramsen i rette med. Hun skriver, at det var på baggrund af kritik fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET), at hjemsendelsen fandt sted.
Blandt andet fandt tilsynet, at ledelsen i FE havde tilbageholdt “centrale og afgørende oplysninger” for tilsynet, skriver Bramsen og fortsætter:
- Det var denne alvorlige kritik fra et uafhængigt tilsyn, der førte til hjemsendelsen af blandt andet Lars Findsen.
- Jeg kan derfor fuldstændigt afvise, at Lars Findsen på nogen måde har været udsat for politisk forfølgelse.
- Tværtimod tog regeringen selv initiativ til at nedsætte en uafhængig kommission bestående af tre landsdommere, der gennemgik sagen.
- De endte med at konkludere, at der ikke var grundlag for at rejse kritik af FE eller nogen medarbejdere, skriver hun.
Søndag afvise statsminister Mette Frederiksen (S) med samme ordlyd som Trine Bramsen, at Lars Findsen skulle være politisk forfulgt.
Forleden kunne TV 2 Fyn fortælle, at folk på Thurø mener, at der er vigtigere ting i verden end en kritisk bog, der angriber en minister, som bor på Thurø.