Trods flere dages regn: Fortsat usikkerhed om fynske sankthansbål
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Det seneste døgn er der faldet regn flere steder. Det fortsætter de næste dage, men sankthansbål er fortsat usikre.
Åløkkekvarterets grundejerforening og sankthansbålet på Engen i Odense blev aflyst allerede i tidligere på ugen, og de seneste dages regn ændrer endnu ikke ved aflysningen.
Mange steder rundt om i Danmark er jorden som en knastør svamp, der suger hver en dråbe vand til sig, efter en periode med usædvanligt varmt og tørt vejr.
De kommende dage byder dog på mere regn, og derfor er der fortsat usikkerhed, om hekse over hele landet kan sendes til Bloksbjerg på lørdag.
Sankthansbålet på Engen er aflyst - 25 vognlæs træ afbestilt
Odense Kommune har afbestilt 25 læs træ, som skulle være brændt af sankthansaften på Engen i Fruens Bøde i Odense. Men bålet er aflyst.
Der bliver intet sankthansbål på Engen i Fruens Bøge i Odense i år.
Det skriver Fyens Stiftstidende.
- Festen er ikke aflyst, men det er bålet, fortæller kulturkonsulent i Odense Kommune, Henrik Kragh, til avisen.
Han siger samtidig, at det "kun" er bålet som ikke bliver til noget. Den traditionelle fest fastholdes.
Det er de seneste ugers vejr med masser af varme og nærmest ingen nedbør, der er årsagen. Beredskab Fyn fastholder nemlig det afbrændingsforbud, som blev udsendt i sidste uge.
Der festes under omstændigheder
I nærheden af 15.000 mennesker plejer at finde vej til Engen. De vil fortsat få festen, som inkluderer båltale af by- og kulturrådmand Jane Jegind (V) og musik med Lasse & Mathilde.
Henrik Kragh fortæller, at der arbejdes med en nødplan, som indeholder dansere og blæsekanoner med strimler, der sendes op i luften som ild:
- Det bliver usædvanligt, men jeg garanterer for, det bliver lige så godt, siger Henrik Kragh.
Odense Kommune havde bestilt 25 vognlæs træ til bålet. De er nu blevet afbestilt.
Åløkkekvarteret opgav i sidste uge
Allerede i sidste uge opgav arrangørerne af det store sankthansbål i Åløkkekvarteret i Odense, at tænde årets bål.
- Der er kun otte dage til, at vi skulle sætte bålet op, og de næste otte dage er der fortsat meldt om tørke, sagde Carsten Myhr.
Op mod 2.000 odenseanere kigger hvert år forbi sankthansbålet i Åløkkeskoven.
- Vi er inde i en ustadig periode, hvor vi får regn og byger, men også sol indimellem. Temperaturerne vil ligge sådan omkring de 20 grader. Det er mere normalt dansk sommervejr og vind fra vestlig retning, siger vagtchef fra DMI Steen Rasmussen.
Tørken betyder, at der i 65 ud af 98 kommuner er udstedt såkaldt afbrændingsforbud.
Flere lokale beredskaber meldte fredag ud, at det er højst usikkert, om der kan tillades bål til sankthansaften 23. juni. Det har weekendens regn indtil videre ikke ændret på.
Usædvanlig tørke
Sekretariatschef Bjarne Nigaard fra Danske Beredskaber siger, at der først mandag bliver gjort status på, om der er faldet nok regn til at mindske brandfare i det fri.
- Vi følger situationen meget nøje rundt om i landet. Vi kan i hvert fald konstatere, at der er ingen steder, hvor vi vil opretholde afbrændingsforbud, hvis det overhovedet kan lade sig gøre at hæve det igen, siger Bjarne Nigaard.
Regnen kommer efter en periode med usædvanlig tørke.
Mangler 25 millimeter regn
DMI opgjorde før weekenden, at der mangler mellem 25 og 35 millimeter regn for at drive det såkaldte tørkeindeks ned på det normale for årstiden.
Stort sankthansbål aflyst på grund af tørke
Et sankthansbål i Åløkkeskoven med op mod 2.000 gæster er aflyst på grund af mangel på regn i det knastørre område.
Et traditionsrigt sankthansbål i Odense er aflyst på grund af sommervejret og manglen på regn.
Det drejer sig om sankthansbålet i Åløkkekvarteret, hvor gæsterne i 33 år har sunget “Midsommervisen” omkring flammerne i Åløkkeskoven. Carsten Myhr, der er formand for Åløkkekvarterets Grundejerforening, uddyber, hvorfor foreningen har aflyst.
- Det har vi på grund af tørken. Det er meget beklageligt, men Beredskabsstyrelsen melder ud, at der ikke må være åben ild sådan nogle steder som her, siger Carsten Myhr.
Hele Fyn og store dele af landet har i maj og juni stort set ikke fået noget regn, og det har resulteret i et afbrændingsforbud.
14 dage til sankthans
Selv om der er 14 dage til sankthans, er der ikke umiddelbart udsigt til regnvejr.
- Der er kun otte dage til, at vi skulle sætte bålet op, og de næste otte dage er der fortsat meldt om tørke, siger Carsten Myhr, der også frygter, at udefrakommende kunne finde på at sætte ild til bålet før sankthans.
- Der kan også komme en person forbi, som ønsker at tænde et bål, der ikke bliver brændt af os, og så står vi med ansvaret, forklarer han.
Op mod 2.000 odenseanere kigger hvert år forbi sankthansbålet i Åløkkeskoven.
Regn på vej
Selv om vejrudsigten siger sol og sommer de næste par dage, er der også mulighed for regnbyer allerede lørdag.
Lørdagen igennem kan der ifølge TV 2 Vejret bevæge sig flere byger op over Jylland og måske den vestlige del af Fyn, men samlet set så ventes der højest at falde et par millimeter nedbør.
Danmarks Meteorologiske Institut forventer regn- og tordenbyger over Fyn i løbet af natten til søndag.
Sankthansbål på Engen
Et endnu større sankthansbål på Engen i Odense markedsføres som Danmarks største, men hvis hedebølgen fortsætter, bliver det også et bål uden brand. Odense Kommune oplyser, at arrangementets forløb afhænger helt af vejret.
- Hvis det varme vejr - og tørken - fortsætter, kan det blive nødvendigt at undvære sankthansbål og snobrødsbål af hensyn til brandfaren, lyder det fra kommunen i en pressemeddelelse.
Beredskab Fyn udstedte onsdag forbud mod åben ild, og hvis ikke det ophæves inden 23. juni, bliver det sankthans uden bål.
Ifølge DMIs seneste opgørelse er Østjylland topscorer med 9,4 millimeter regn det seneste døgn. Herefter kommer Fyn og resten af Jylland, hvor der i gennemsnit faldt omkring syv millimeter.
København og resten af Sjælland samt Lolland og Falster fik kun mellem 3,1 og 3,8 millimeter i gennemsnit.
Absolut bundskraber er folkemøde-øen Bornholm, hvor det indtil videre slet ikke har regnet i denne omgang.