Sankthansbålet på Engen er aflyst - 25 vognlæs træ afbestilt
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Odense Kommune har afbestilt 25 læs træ, som skulle være brændt af sankthansaften på Engen i Fruens Bøde i Odense. Men bålet er aflyst.
Der bliver intet sankthansbål på Engen i Fruens Bøge i Odense i år.
Det skriver Fyens Stiftstidende.
- Festen er ikke aflyst, men det er bålet, fortæller kulturkonsulent i Odense Kommune, Henrik Kragh, til avisen.
Han siger samtidig, at det "kun" er bålet som ikke bliver til noget. Den traditionelle fest fastholdes.
Det er de seneste ugers vejr med masser af varme og nærmest ingen nedbør, der er årsagen. Beredskab Fyn fastholder nemlig det afbrændingsforbud, som blev udsendt i sidste uge.
Stort sankthansbål aflyst på grund af tørke
Et sankthansbål i Åløkkeskoven med op mod 2.000 gæster er aflyst på grund af mangel på regn i det knastørre område.
Et traditionsrigt sankthansbål i Odense er aflyst på grund af sommervejret og manglen på regn.
Det drejer sig om sankthansbålet i Åløkkekvarteret, hvor gæsterne i 33 år har sunget “Midsommervisen” omkring flammerne i Åløkkeskoven. Carsten Myhr, der er formand for Åløkkekvarterets Grundejerforening, uddyber, hvorfor foreningen har aflyst.
- Det har vi på grund af tørken. Det er meget beklageligt, men Beredskabsstyrelsen melder ud, at der ikke må være åben ild sådan nogle steder som her, siger Carsten Myhr.
Hele Fyn og store dele af landet har i maj og juni stort set ikke fået noget regn, og det har resulteret i et afbrændingsforbud.
14 dage til sankthans
Selv om der er 14 dage til sankthans, er der ikke umiddelbart udsigt til regnvejr.
- Der er kun otte dage til, at vi skulle sætte bålet op, og de næste otte dage er der fortsat meldt om tørke, siger Carsten Myhr, der også frygter, at udefrakommende kunne finde på at sætte ild til bålet før sankthans.
- Der kan også komme en person forbi, som ønsker at tænde et bål, der ikke bliver brændt af os, og så står vi med ansvaret, forklarer han.
Op mod 2.000 odenseanere kigger hvert år forbi sankthansbålet i Åløkkeskoven.
Regn på vej
Selv om vejrudsigten siger sol og sommer de næste par dage, er der også mulighed for regnbyer allerede lørdag.
Lørdagen igennem kan der ifølge TV 2 Vejret bevæge sig flere byger op over Jylland og måske den vestlige del af Fyn, men samlet set så ventes der højest at falde et par millimeter nedbør.
Danmarks Meteorologiske Institut forventer regn- og tordenbyger over Fyn i løbet af natten til søndag.
Sankthansbål på Engen
Et endnu større sankthansbål på Engen i Odense markedsføres som Danmarks største, men hvis hedebølgen fortsætter, bliver det også et bål uden brand. Odense Kommune oplyser, at arrangementets forløb afhænger helt af vejret.
- Hvis det varme vejr - og tørken - fortsætter, kan det blive nødvendigt at undvære sankthansbål og snobrødsbål af hensyn til brandfaren, lyder det fra kommunen i en pressemeddelelse.
Beredskab Fyn udstedte onsdag forbud mod åben ild, og hvis ikke det ophæves inden 23. juni, bliver det sankthans uden bål.
Der festes under omstændigheder
I nærheden af 15.000 mennesker plejer at finde vej til Engen. De vil fortsat få festen, som inkluderer båltale af by- og kulturrådmand Jane Jegind (V) og musik med Lasse & Mathilde.
Henrik Kragh fortæller, at der arbejdes med en nødplan, som indeholder dansere og blæsekanoner med strimler, der sendes op i luften som ild:
- Det bliver usædvanligt, men jeg garanterer for, det bliver lige så godt, siger Henrik Kragh.
Odense Kommune havde bestilt 25 vognlæs træ til bålet. De er nu blevet afbestilt.
Åløkkekvarteret opgav i sidste uge
Allerede i sidste uge opgav arrangørerne af det store sankthansbål i Åløkkekvarteret i Odense, at tænde årets bål.
- Der er kun otte dage til, at vi skulle sætte bålet op, og de næste otte dage er der fortsat meldt om tørke, sagde Carsten Myhr.
Op mod 2.000 odenseanere kigger hvert år forbi sankthansbålet i Åløkkeskoven.
Tørke truer sankthans: Der er brug for flere dages regn
Beredskab Fyn indførte onsdag et afbrændingsforbud, der gør det forbudt at tænde bål. Forbuddet gælder også sankthans-bål, hvis ikke regnen kommer og forbuddet bliver ophævet inden.
Det knaser, hver gang Tyge Mortensen samler en kvist eller gren op for at kaste den på det flere meter høje sankthans-bål. I landsbyen Rudme syd for Ringe er byens sankhans-bål mere end klar til 23. juni.
- Her kører alle haveaffald til hele året, og så futter vi det af til sankthans, og det plejer at være en kæmpe fest, der samler landsbyen, så det er noget, vi egentlig går og glæder os til, siger Tyge Mortensen.
Men onsdag morgen har Beredskab Fyn indført et afbrændingsforbud, der i yderste konsekvens kan sætte en stopper for sankthans-bålene.
- Nu er der selvfølgelig lidt tid til sankthans endnu. Vi kan nå at få noget vand inden, men ellers så er det faktisk også bandlyst, hvis man ikke har en godkendt bålplads til det, fortæller Mikael Enevold Pedersen, der er myndighedschef i Beredskab Fyn.
Vigtig tradition
I Rudme er de kede af udsigten til ikke at kunne tænde deres bål til sankthansaften.
- Vi kommer til at mangle det der samlingssted og det fællesskab det giver. Det er jo ikke bare for at få vores haveaffald brændt af. Det er jo for at mødes og synge sammen og drikke kaffe sammen og få en bajer sammen. Og så tjekke hinanden ud i nogle timer. Det er en tradition, vi har haft i mange år. Altid faktisk, fortæller Tyge Mortensen.
Afbrændingsforbuddet er blevet indført, fordi der efter flere ugers høj sol og mangel på regn er blevet meget tørt på hele Fyn. Derfor forstår Tyge Mortensen også godt, at forbuddet er blevet indført.
- Ja for pokker, det er så tørt som bare pokker, siger han og betragter de gule og afsvedne omgivelser rundt om det høje bål.
Sjælden tør forsommer
Søren Strandgaard er seniorkonsulent hos Naturstyrelsen på Fyn. Han understreger, at Fyn er særlig tør i år.
- I de mange år, jeg har arbejdet med fynsk natur, kan jeg ikke huske en forsommer, der er lige så tør som den, vi har lige nu. Det betyder, at der er risiko for skovbrande og naturbrande i stor stil, forklarer han.
Han fortæller, at det på Fyn især er områder som Flyvesandet, Svanninge bakker og naturområder på Sydlangeland, der er ekstra brandfarlige. Og så er skovene også udsatte.
Regn kan redde Sankt Hans
Hvis fynboerne alligevel skal have mulighed for at sende heksene til Bloksbjerg til sankthans, kræver det, at der falder en del regn over de fynske haver og landskaber.
- Som det er lige nu, så er det simpelthen så tørt, at hvis det kun regner lidt, så er det hurtigt væk igen. Så det skal regne over flere dage, før vi kommer til at ophæve forbudet, siger Mikael Enevold Pedersen fra Beredskabsstyrelsen.
Hans kollega Kenny Christensen, der er myndighedsleder ved Beredskabs Fyn, understreger, at sankthans ikke er aflyst endnu.
- Vi holder os skarpe i forhold til, hvor meget vand der kommer. Men vi har ikke aflyst noget. Vi forholder os til dags dato, og har ikke nogen vurdering af, hvor lang tid afbrændingsforbuddet kommer til at vare. Det afhænger af vejrsituationen, siger han.
Odense klar med plan B, hvis Danmarks største bål ender som fuser
Odense Kommune har udsendt forvarsel om, at det kan blive en sankthans uden hverken snobrød eller bål på Engen.
Det store sankthansbål på Engen i Odense markedsføres som Danmarks største, men hvis hedebølgen fortsætter, bliver det et bål uden brand. Odense Kommune oplyser, at arrangementets forløb afhænger helt af vejret.
- Hvis det varme vejr - og tørken - fortsætter, kan det blive nødvendigt at undvære sankthansbål og snobrødsbål af hensyn til brandfaren, lyder det fra kommunen i en pressemeddelelse.
Ingen regn, ingen bål
Arrangementet med børneunderholdning, madboder og musik bliver gennemført uanset vejret, og kommunen undersøger nu alternativer til bålet, hvis der ikke kommer regn nok inden.
Traditionen med bål og midsommervise på Engen går årtier tilbage, og der deltager normalt omkring 15.000 fynboer i sankthansfesten i Fruens Bøge.
Der er aktiviteter for børnene fra klokken 16.00, og to timer senere optræder blandt andet den fynske duo Lasse & Mathilde.
Bål eller bunke
Båltalen holdes af by- og kulturrådmand Jane Jegind (V), men om den bliver holdt til et blussende bål eller til en stor bunke kvas, vil tiden vise.
Der er i øjenblikket afbrændingsforbud på hele Fyn, så det er ikke kun bålet i Odense, der er truet.
Beredskab Fyn udstedte onsdag forbud mod åben ild, og hvis ikke de ophæver det inden 23. juni, bliver det sankthans uden bål.