Tropenætter rammer Fyn fra tirsdag
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Det er varmt, og nu bliver det også varmt om natten, forudser TV 2 Vejret. Tropenætter er på vej.
Fra midt i denne uge vil man flere steder på Fyn kunne opleve tropenætter, hvor temperaturen holder sig over 20 grader hele natten.
Med hedebølgen, der fra tirsdag ruller op over landet, følger nemlig også tropenætter på stribe.
Sidste "almindelige" sommerdag inden hedebølgen
Med temperaturer op til 28 grader på landsplan får vi mandag årets sommerdag nummer 51.
Sommeren 2018 er på vej til at skrive sig direkte ind i historiebøgerne.
Da søndagen var omme kunne der registreres et halvt hundrede antal sommerdage, og om ganske kort tid ruller en landsdækkende hedebølge ind over landet.
Mandag tegner således til at blive den sidste dag i denne omgang, hvor temperaturerne holder sig under 30 grader de varmeste steder i landet.
Dagen er især i Jylland kommet noget skyet fra start, men i løbet af formiddagen får solet overtaget i hele landet, og så stiger temperaturerne op til mellem 22 og 28 grader.
Varmest bliver det sandsynligvis i den østlige del af Jylland, mens vestenvinden fortsat vil give det mest svalende ved til jyderne og de ferierende danskere og turister på Vestkysten.
Det ændrer sig dog markant senere på ugen, når vinden drejer om mod sydøst.
Derved vil man i Vestjylland få fralandsvind, og når hedebølgen topper på fredag, som det ser ud lige nu ifølge prognoserne, kan man i Vestjylland nå helt op på 33 grader.
Det usædvanligt varme vejr ventes dog at holde ved hen over weekenden og i begyndelsen af næste uge også.
- Det varme vejr har øget vandtemperaturen. Vand holder nemlig på varme og kulde, som gør at nætterne også bliver varmere. Særligt i det Sydfynske Øhav vil nattetemperaturen ramme de 20 grader eller mere, siger Danny Høgsholt meteorolog fra TV 2 Vejret.
Ifølge TV 2 Vejret rammer tropenætterne omkring kysterne ved Assens, Svendborg og Tåsinge.
- Man vil i de kommende dage særligt mærke varmen, fordi det også bliver fugtigt. Tropenætterne kan sagtens strække sig over den næste uges tid, siger Danny Høgsholt.
Hvis temperaturen i 12 timer fra klokken 20.00 til 8.00 ikke har været under 20 grader, kan natte kategoriseres som tropenat.
Tørke får huse til at revne: Her er risikoen størst
Hvis dit hus slår revner på grund af tørken, skal du ikke forvente hjælp fra forsikringsselskaber. I sidste uge skete det for Niels Jørgensen, der blev vækket af lyden.
Sommeren 2018 har været den tørreste siden 1872, og ifølge DMI rammer endnu en langvarig hedebølge i næste uge. Den vil få temperaturerne til at runde 30 grader allerede ved frokosttid.
En fynsk boligejer fra Asperup mærkede konsekvenserne, da han vågnede til lyden af en væg i sit hus, der revnede. Når skaden først er sket, er der ingen hjælp at hente hos forsikringsselskaber.
- Tørke er ikke noget, der kommer pludseligt, forklarer Ole Vidstrup, der er konsulent hos Forsikring og Pension.
- Det har aldrig været noget, der var dækket af ens forsikring, og det er det heller ikke i dag.
På Fyn er det især området omkring Røjle-øen og strækningen ned langs vestfyn, der er udsat.
Kommer bag på lokale
Line Mai, der er miljøingeniør ved Jens Johan Andersen Geoteknik A/S, fortæller, at problemet skyldes den ler, der ligger under jordens overflade i området.
- Det kaldes plastisk ler, forklarer hun.
- Det har et særligt indhold, der optager meget vand. Når tørken kommer, og træer og buske mangler vand, så trækker de vandet ud af leret. Det får leret til at skrumpe, og det er det, der kan give revner.
Det kommer bag på flere af de lokale borgere i Røjle, at deres huse står på et udsat område.
- Jeg vidste godt, at vi har meget lerjord, men jeg blev først rigtig opmærksom på det, efter jeg så indslaget om huset i Asperup. Det har da fået mig til at kigge huset efter, siger Joakim Veith.
På samme måde blev nytilflytteren Louise Hagelsø overrasket.
- Vi har lige købt huset, så det ville da have været rart at vide, lød reaktionen. Hun og manden tog dog nyheden med et smil.
- Det er heldigvis et nyt hus så mon ikke det går?
Se video: Line Mai forklarer, hvordan tørke kan få huse til at revne
Store træer i haven kan give problemer
Det undrer ikke Line Mai, at flere lokale i Røjle ikke var opmærksomme på deres lerholdige undergrund.
- Det er specialviden, og det er nok ikke noget, man lige går og tænker over, siger hun.
Til gengæld har hun et par gode råd til boligejere, der frygter, at deres huse kan slå revner.
- Hvis du opdager revner i dit hus, har store træer i haven og ligger i det berørte område så tag kontakt til et geotenisk firma, der kan vurdere din situation.
- Selvom det er træer, der trækker vand ud af leret, så er det ikke altid løsningen at fælde træerne i haven. Vandindholdet i leret skal holdes så konstant som muligt, så derfor er det godt med kompetent rådgivning, råder hun.
Hvis huset slår revner, skal fundamentet i værste fald understøttes og mures op.
Se indslaget, der blev sendt på TV 2/Fyn den 21. juli.