Udskudte konfirmationer tvinger virksomheder i knæ
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Fynske konfirmander omsætter for 180 millioner kroner. Derfor betyder udskydelsen af årets konfirmationer store tab for fynske hoteller, forsamlingshuse og blå mandag-arrangører. Tøjbutikkerne har deres indtægter i hus.
Coronakrisen kom næsten på det værst tænkelige tidspunkt for Bente Sørensen - netop som hun skulle til at hente en god del af årets indtjening på forårets konfirmationer.
- Ordrerne er bare forsvundet. Alle fester. Lige fra konfirmationer til guldbryllupper. Det hele er bare væk, siger Bente Sørensen.
Hun arbejder som kogekone i Verninge Forsamlingshus. Især de udskudte konfirmationer har ramt hende hårdt. Det er dem, der for alvor skyder sæsonen i gang.
I et forsøg på at få bare lidt gang i omsætningen, sælger hun nu mad ud af huset tre gange om ugen. Både for at hjælpe pressede børnefamilier og for at hjælpe ældre, som ikke kan handle selv på grund af risikoen for smitte.
- Jeg blev jo nødt til at prøve at få hjulene til at køre bare en lille smule i stedet for, at alt gik helt i stå. For det bliver man sådan lidt ked af, siger Bente Sørensen.
Hendes idé har fået stor opbakning i lokalsamfundet.
- Det er helt vildt. I dag havde jeg over 100 kuverter ud af huset. Folk har virkelig bakket op. De ved godt, jeg har brug for det, hvis jeg skal klare den, siger Bente Sørensen.
Men de tabte konfirmationer er altså stadig et problem. For når de flyttes om på den anden side af sommerferien, så er det ikke sikkert, at Bente Sørensen har mulighed for at holde festen.
Risikoen er, at indtægten ikke bare bliver udskudt til senere på året, men helt går tabt.
- Vi prøver jo så vidt muligt at få det passet ind, men det er jo ikke nemt, for der er allerede alle mulige andre, som har booket sig ind i august og september, siger Bente Sørensen.
Kan betyde konkurser
Ifølge en ny undersøgelse fra Nordea omsætter en konfirmand i gennemsnit for 44.000 kroner i år. Fyns cirka 4.300 konfirmander omsætter altså tilsammen for over 180 millioner kroner.
Og cirka halvdelen af beløbet går til selve festen.
- Hvis dem, der laver mad ud af huset, restaurationer, forsamlingshuse og lignende, må vente på, at omsætningen fra konfirmationerne først kommer i juni eller senere, så er der et hul i kassen, og for nogle betyder det måske, at de simpelthen ikke kan klare skærene, siger Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Nordea.
Hotel og konferencecenteret Gl. Avernæs ved Helnæs er også ramt.
- Jeg står på en klippetop og kigger ned i afgrunden. Og jeg aner ikke, hvor dyb den er, siger direktør Morten Grimsgaard.
Selvom konfirmationerne kun er en mindre del af den samlede forretning hos Gl. Avernæs, regner direktøren stadig med et betydeligt tab.
- Ja, det er cirka 200.000 kroner, som vi forventer at miste af den samlede omsætning, når det gælder konfirmationerne, siger Morten Grimsgaard.
Konfirmationstøjet er købt
Ifølge flere handelsstandsforeninger, nåede mange at handle både tøj og gaver til konfirmationen, inden coronavirus lukkede landet. Så her giver udskydelsen ikke de store tab.
Men for dem, der lever af dagen derpå, altså blå mandag, er der lige nu et kæmpe hul i kassen.
Det oplever de blandt andet hos Odense Paintball, som er meget populært blandt konfirmanderne.
- Vi plejer at tjene mellem 80.000 og 100.000 kroner på de blå mandage. Måske endda en anelse mere. Så det er en stor post, vi ikke får ind nu, siger Janne Fonnes, der ejer Odense Paintball.
26 medarbejdere fyret: Coronakrisen rammer Odense Sport & Event hårdt
Som konsekvens af corona-krisen har Odense Sport & Event nu fyret 26 medarbejdere.
Ledighedstallene stiger kraftigt over det meste af Fyn på grund af den coronavirus, der lige nu tvinger danskerne til at blive hjemme.
Nu må 26 medarbejdere fra Odense Sport & Event også melde sig i køen af ledige.
- Det er det værste, jeg nogensinde har prøvet. Det påvirker os alle, at vi i dag har måttet tage afsked med en række kolleger, siger administrerende direktør Enrico Augustinus til TV 2/Fyn.
Udviklingen har ramt især oplevelsesindustrien hårdt, og derfor er det gået ud over Odense Sport & Event, der udover fodboldklubben OB også driver Hotel Odeon, Hotel Odense, koncertbureauet Live Culture, cateringfirmaet Kai Thor, Odense Eventyr Golf og Odense Congress Center.
- Vi har en forretning, som bygger på fem ben. Fire af dem er fuldstændig lukket ned, og vi ved lige nu ikke, hvornår vi kan udstede den næste faktura. Vi har kun vores catering, hvor vi kører på 20 procent af normalblus.
- Vores forretningsben har stor indflydelse på hinanden – både positivt og negativt. Når det går godt, og vi lander aftaler om eksempelvis store koncerter eller konferencer, så afspejler det sig positivt i antallet af eksempelvis hotelbookinger. Men når alt så bliver lukket ned, har det desværre også en tilsvarende negativ effekt på de andre dele af vores forretning. Det er dét, vi ser lige nu, siger Enrico Augustinus.
De fire ben, som står helt stille, er OB, hvor Superligaen indtil videre er suspenderet, Live Culture der arrangerer koncerter, der alle er aflyst. Det samme gælder for event og konferencedelen og de to hoteller, hvor alt også er lukket ned.
Det sidste ben er Kai Thor catering, hvor alle deres leverancer til events er annulleret, imens deres mad til frokostordninger lige nu kører på 20 procent af normal drift og indtjening.
Afventer
Hvad de mange aflysninger kommer til at betyde for Odense Sport & Event på længere sigt, kan direktøren endnu ikke svare på.
Men fra Christiansborg er der igangsat en række hjælpepakker, og hvor meget de kan hjælpe Odense Sport & Event, har han ikke overblik over endnu.
- Igennem de kompensationsordninger, der er, skal vi prøve at kigge på markedet og se, hvad det er for nogle ting, der ændrer sig. Skulle der på et tidspunkt igen blive mulighed for, at vi må spille fodbold eller lave koncerter, så skal vi reagere på det. Men mange medarbejdere er hjemsendt, og vi er nødt til at afvente, hvad der sker, siger direktøren.
Sammen med øvrige aflysninger fra blandt andet polterabender og andre selskaber er udeblivelsen af konfirmationerne katastrofal. Om stedet klarer den alligevel er endnu usikkert.
- Jeg har faktisk ikke overblik over det endnu. Måske må vi ud og tage et lån. Der er også lidt snak om, at vi måske kan få lidt kompensation, men ellers ved vi det ikke. Vi kan ikke overskue det lige nu, siger Janne Fonnes.