Unge uddannes til arbejdsløshed
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Unge studerende som går på web-integrator uddannelsen på Syddansk Erhvervsskole skal ikke regne med at få job, når de er færdige på skolen.
Robert Steinmess går på web-integrator uddannelsen på Syddansk Erhvervsskole, og han valgte uddannelsen, fordi han troede, at han ville få kompetencer og job-muligheder indenfor it-faget. Men kort efter de var startet på deres uddannelse, fik de en nedslående besked fra deres underviser.
- Vi fik at vide, at hvis vi var heldige, så var der fem procent af os der fik et job, siger Robert Steinmess.
Men det er ikke kun eleverne på skolen, som er utilfredse med uddannelsen. Formanden for Dansk Metal bakker op om kritikken. Han mener, at man stikker de unge blår i øjnene.
- Man giver dem indtryk af, at der er en beskæftigelsesmulighed med den uddannelse i rygsækken, og det er der altså ikke, siger, forbundssekretær på uddannelsesområdet i Dansk Metal, Per Paaskesen.
TV2/FYN har talt med flere arbejdsgivere, som bakker kritikken op.
- Jeg vil hellere have en uuddannet med flair for det, end en fra web-integratoruddannelsen, siger direktør for Marketrix Media, Zeth Odderskov.
Politikere vil se på sagen
Web-integratoruddannelsen udbydes på erhversskoler over hele landet, og adgangskravet er et afgangsbevis fra 9. klasse. Nu vil børne- og uddannelsesudvalget se på uddannelsen, så den kan gøres mere brugbar.
- Når sager som den her kommer op, så må man hilse det velkommen, og så sige: godt der er nogen der tager fat i det. Og så må vi have en dialog med de implicerede uddannelser, arbejdsgivere og erhvervsliv. Og sige, at selvfølgelig er vores interesse, at vi retter uddannelsen mod et erhvervsliv, som er klar til at tage af de her unge, så de ikke oplever, at nu er jeg blevet snydt, siger medlem af børne- og uddannelsesudvalget, Annette Vilhelmsen (SF).