Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Er det Delle? Eller har ny delfin indtaget Lillebælt?

Er delfinen Delle langt om længe vendt tilbage til det fynske farvand?

Det spørgsmål er fredag blevet aktuelt, efter sangeren Trine Therkelsen og hendes familie fik sig et utroligt syn i Lillebælt. 

- Jeg var på en hyggelig eftermiddagssejltur med min familie omkring Fredericia i Lillebælt, da en kæmpe stor delfin pludselig kom og legede med os lige omkring vores båd, siger hun til TV 2 Fyn. 

- Den svømmede lige omkring båden i omkring 15 minutter, og vi hvinede af begejstring alle mand ombord. Den var så elegant og legesyg.

Delle eller Skywalker?

Kunne det virkelig være Delle? Den fynske delfin, der ellers sidst blev set i Tyskland?

Det troede Trine Therkelsen først.

- Men da jeg delte videoen med mine følgere på Instagram, fik jeg enstemmigt af vide, at det var “Skywalker” vi havde fået besøg af.

Og hvem er så Skywalker?

Det er intet mindre end Vejles svar på en lokal delfin, som TV Syd tidligere har kunne fortælle om. 

Delle, Skywalker eller bare en helt tilfældig delfin. Trine Therkelsen var i hvert fald begejstret.

- Det var virkelig en fantastisk oplevelse.