To af Danmarks bedste badmintonspillere brager sammen i løbet af denne uge, og begge skal også op mod den stærke japaner Kento Momota.
Viktor Axelsen og Rasmus Gemke er således havnet i indledende gruppe med hinanden, Momota og den 20-årige inder Lakshya Sen i sæsonfinalen, BWF World Tour Finals.
Turneringen afvikles på Bali i Indonesien i denne uge.
I første omgang spilles to indledende grupper med hver fire spillere, og herfra går de to bedste i hver videre til semifinalerne.
Kento Momota var nummer et på verdensranglisten indtil forleden, hvor han blev overhalet af Axelsen efter danskerens triumf ved Indonesia Open-finalen søndag.
Axelsen har haft et forrygende 2021 med hele seks individuelle sejre. Den 27-årige dansker strøg blandt andet til tops ved OL i Tokyo i august.
I oktober vandt han for første gang i karrieren Denmark Open ved at besejre netop Momota i finalen.
Axelsen og Gemke er Danmarks repræsentanter i herresingle, og Line Christophersen er med i damesingle.
I double stiller Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen op i herredouble, mens Mathias Christiansen og Alexandra Bøje er med i mixeddouble.
BWF World Tour Finals starter onsdag og bliver afviklet frem til og med søndag.
Turneringen har en samlet præmiepulje på knap ti millioner kroner.
Der er godt 785.000 kroner til vinderne af singlerækkerne og lidt mere til de par, der vinder en doubletitel.