Det er ikke tilladt at fodre dyrene i Odense Zoo, for det kan have fatale konsekvenser for dyrene, og de kan blive voldsomt syge.
Alligevel oplever personalet i den fynske zoologiske have, at nogle af gæsterne smider mad ind over indhegningen eller giver hestene en bid brød i mulen, og derfor advarer Odense Zoo gæsterne om lade være.
- Vi kan se, at den ene hest har det rigtig skidt. Enten står de bare stille og ser ud, som om de har ondt i maven, eller også ligger de simpelthen ned og har ikke lyst til at komme op. Man kan tydeligt se, at de har ondt, siger Bjarne Klausen, der er direktør i Odense Zoo.
Derfor er det farligt
Det har været småt med gæster i landets zoologiske haver på grund af den ene nedlukning efter den anden, men nu er gæsterne igen vendt tilbage til forlystelserne, og nogle få kan ikke lade være med at fodre dyrene.
- Når vi har set det nogle gange, er det klart, at det synes vi er en rigtig træls situation, primært for vores heste, selvfølgelig, siger Bjarne Klausen.
- Det er rigtig mange år siden, at man havde lov til at fodre dyrene i zoologisk have, forklarer zoo-direktøren.
Hvorfor er det så farligt at give en hest noget brød?
- Det er faktisk sådan med de fleste af de dyr, vi har, som er drøvtyggere eller er heste, at de vil hellere have det samme at spise hver eneste dag, end de vil have noget afvekslende, siger Bjarne Klausen.
- Når de får noget, de ikke er vant til, kan det gå helt galt med deres tarm, fortsætter han.
Gæsterne skal dog ikke være urolige for, om dyrene får mad. Det sørger dyrepasserne for.