Der er kommet en ny beboer i Odense Zoo. I januar blev en lille, ny dovendyrunge født.
På videooptagelserne øverst i artiklen er ungen en uge gammel. Den er unge af den zoologiske haves alvshan og hun, som også ses på billederne.
Parret er produktive og har fået otte unge sammen, oplyser Odense Zoo.
Troede moren var en han
Hunnens gener er sjældne, da hun oprindeligt stammer fra naturen. Hunnen kom til Odense Zoo fra Guyana i Sydamerika.
Dovendyr ligner til forveksling hinanden, så personalet i Odense Zoo troede i starten, at hunnen var en han - lige indtil hun fødte sin første unge i 2012.
Dovendyr har fået sit navn på grund af deres beskedne tempo i livet.
Lever i regnskoven
De er kun vågne seks timer i døgnet og bevæger sig meget langsomt med en fart på omkring 0,14 kilometer i timen.
Til gengæld er de gode til at gemme sig for andre dyr, og på den måde har de overlevet i regnskoven i millioner af år.
Et dovendyr bliver omkring 20-30 år og vejer mellem fire og otte kilo. Dyret er ikke truet og lever normalt i Sydamerika.