14. jan. 2018 kl. 14:33
Fyn
Masoud Pouia

Kritik af gasledning breder sig

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del
Link
kopieret!

Gasledningen, Baltic Pipe, fra Nordsøen til Polen kommer til at gå gennem fem fynske kommuner, men den møder kritik flere steder undervejs.

Baltic Pipe skal transportere gas fra Norges Nordsø til Polen, som dermed bliver mindre afhængigt af gas fra Rusland, men den er ikke populær på Fyn, hvor den kommer til at gå gennem fem kommuner.

Blandt andet skal den tæt forbi Odense-forstaden Bellinge, hvor Børge Wagner - tidligere byrådsmedlem for de Konservative - er medlem af menighedsrådet.

“Hele området er fredet i klasse 1 A de luxe. Så det er da forbløffende, hvis man kan få lov til at grave en gasledning ned.”

— Børge Wagner, medlem, menighedsrådet, Bellinge Kirke.

Ifølge planerne kommer gasledningen til at gå gennem et område nær Odense Å, og det undrer Børge Wagner:

- Da vi for nogle år siden skulle udvide sognehuset, måtte vi revidere tegningerne, fordi vi overskred fredningslinjen i forhold til Odense Å. Der er kun 300 meter. Så hele området er fredet i klasse 1 A de luxe. Så det er da forbløffende, hvis man kan få lov til at grave en gasledning ned, siger han.

Læs også: Havbiolog advarer: - Grav ikke gasledning ned i Lillebælt
Gå tilbage Del
12. jan. 2018 kl. 15:57

Havbiolog advarer: - Grav ikke gasledning ned i Lillebælt

Statens Energinet vil have gravet en gasledning ned i Lillebælt og videre tværs over Fyn. Havbiolog forudser, at det vil få alvorlige konsekvenser for havmiljøet.

En gasledning, der skal transportere gas fra de store norske gasfelter i Nordsøen og helt ned til Polen, vil ifølge den foreløbige linjeføring gå tværs over Fyn, og den skal gå i land ved Skrillinge Strand syd for Middelfart.

Havbiolog, dykker og repræsentant for Friluftsrådet, Søren Larsen, advarer om, at nedgravningen af gasledningen vil få konsekvenser for dyre- og plantelivet i Lillebælt.

- Det er et område, der er meget karakteristisk med skrænter, og der er et rigt undervandsliv med specielle svampe og søanemoner og en masse småfisk. Det er også her, den vigtigste bestand af marsvin holder til. Det er meget bekymrende, at man graver en rende ned dér, siger Søren Larsen.

Han er særligt bekymret for den kraftige strøm i Lillebælt, der vil sprede ler- og sandpartikler fra gravearbejdet til et langt større område, end selve udgravningen begrænser sig til.

Kritik fra flere

Linjeføringen tværs over Fyn, der har mødt kritik fra flere, er netop nu i høring.

Blandt kritikerne er blandt andre Teknik- og Miljøforvaltningen i Middelfart Kommune. Her skal gasledningen, ifølge de foreløbige planer, gå i land, og forvaltningen er i gang med at udarbejde et kritisk høringssvar til Statens Energinet.

Havbiolog Søren Larsen mener at have et løsningsforslag, der kan tilgodese både undervandslivet og statens ønske om en gasledning.

- Jeg er meget kritisk over for at grave det ned i havbunden. På grund af den kraftige strøm er det et større område, der vil blive påvirket af partikler fra gravearbejdet, og det vil være rigtig svært at styre.

- Hvis man skal have gasledningen i Lillebælt, vil det umiddelbart være en bedre løsning, hvis man lagde den på havbunden og hæftede den med sten, sådan at man rent faktisk fik et stenrev på havbunden som en gevinst for naturen, fortæller han.

Høringsperioden slutter den 22. januar, men først sidst på året vil Klima- og Energiminister Lars Christian Lilleholdt (V) træffe beslutning om, hvor den endelige linjeføring skal gå.

Også borgmester i Assens Kommune Søren Steen Andersen (V) er kritisk overfor Baltic Pipe:

- Jeg forstår ikke, at man ikke placerer den langs det eksisterende gasledningsnet i stedet for at skabe problemer alle mulige andre steder med den, siger han.

Baltic Pipe kommer blandt andet til at ligge i området mellem Tommerup og Tommerup Stationsby, hvor Assens Kommune har andre planer:

(Artiklen fortsætter under billedet..)

Energinet.dk
Her kan du se gasledningens vej over Fyn.

- Vi har en større udstykningsplan i området omkring Tommerup, som måske kan blive berørt. Er det tilfældet, vil vi kræve den flyttet, siger Søren Steen Andersen.

Her kan du se hele gasledningens detaljerede placering tværs over Fyn.

I Nyborg Kommune bliver gasledningen placeret langs den eksisterende ledning, men borgmester Kenneth Muhs (V) forstår godt de kritiske røster.

I Middelfart har borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (S) også tænkt sig at gøre indsigelse mod Baltic Pipe, og havbiologer og bundgarnsfiskere i Lillebælt har kritiseret planerne.

Læs også: Protesterer over gasledning: - Vi har en meget værdifuld natur at passe på
Gå tilbage Del
12. jan. 2018 kl. 18:12
Opdateret: 12. jan. 2018 kl. 18:11

Protesterer over gasledning: - Vi har en meget værdifuld natur at passe på

Handout / Scanpix

Statens Energinet vil lave en gasledning, der skal strække sig helt fra Nordsøen til Polen. Den skal blandt andet gå gennem Middelfart Kommune - men det vil borgmesteren ikke være med til.

En stor gasledning, der skal transportere gas fra de store norske gasfelter i Nordsøen og hele vejen ned til Polen, vil ifølge den foreløbige linjeføring komme til at gå tværs over Fyn. Fra jyllandssiden skal den ifølge den nuværende plan gå i land ved Skrillinge Strand syd for Middelfart.

Den plan er byens borgmester, Johannes Lundsfryd Jensen (S) dog ikke meget for. Kommunen har indtil flere forskelige ting, som de ikke er begejstrede for i forbindelse med gasledningen.

- Vi har faktisk flere forskellige bekymringer. For det første er vi bekymrede for naturen. Den skal gå lige igennem Lillebælt, og det er vi lidt usikre på, for at sige det mildt, hvad det vil have af indvirkning på naturen, når man skal grave en rørledning ned i en lerbund. Vi har en meget værdifuld natur at passe på, siger Johannes Lundsfryd Jensen.

- Den anden er, hvad det betyder for vores udviklingsmuligheder som kommune. Vi har et stort bysamfund i Middelfart, hvor gasledningen kommer op lige syd for. Der er nogle restriktioner, når man laver gasledninger i forhold til, hvor tæt man må bygge på de gasledninger. Det kan altså give nogle restriktioner på, hvor vi må lave byudvikling henne.

- Og hvad betyder det for landbruget, der jo også har en drift, de skal have til at køre på fornuftig vis, spørger Johannes Lundsfryd Jensen.

Derfor vil kommunen nu afgive et høringssvar, hvor de giver deres indsigelser og videre beder om at få undersøgt en række ting.

- Og så prøver vi at forme en alliance med andre interessenter. Der er andre kommuner, der har tilsvarende problemer, blandt andet Kolding og Assens. Der er også nogle landbrugsorganisationer, der også kan være involverede. Der er nogle grønne organisationer; Friluftsrådet, Danmarks Naturfredningsforening. Så der er mange interesser i spil, og dem vil vi gerne have gjort tydelige over for dem, der skal træffe beslutningen. At der er altså nogle helt klare ulemper ved at lade gas flyde igennem vores område, siger borgmesteren.

Kort høringsfrist

Han fortæller, at kommunerne har haft en meget kort høringsfrist i sagen, men at det ikke får Middelfart Kommune til at slå op i banen.

- Når vi får et brev om en høringsfrist lige op til en juleferie og har kort høringsfrist på det, så er det måske, fordi de tænker, at det er vi ikke så interesserede i. Men de skal ikke slippe af krogen af den årsag, siger Johannes Lundsfryd Jensen.

Borgmesteren understreger, at kommunen har tænkt sig at give et høringssvar - og det samme har flere øvrige kommuner og organisationer.

- Så må vi se, om vi kan påvirke den beslutning. For det er jo en stor beslutning, og vi er små spillere. Men vi skal gøre vores, siger borgmesteren.

Børge Wagner i Bellinge fik først nys om planerne, da TV 2/Fyn henvendte sig. Han vil nu se nærmere på sagen og overveje, hvad der skal gøres:

- Et projekt, vi ikke har hørt noget som helst om før, som er så gennemgribende for den natur, vi allesammen er så glade for, må da vække til modstand, siger han.

Fristen for at gøre indsigelse mod Baltic Pipe er den 22. januar.

Indslag om kritik af Baltic Pipe
Læs også: Bundgarnsfisker om planlagt gasledning: - Det splitter hele området
Gå tilbage Del
11. jan. 2018 kl. 22:10

Bundgarnsfisker om planlagt gasledning: - Det splitter hele området

Alex Syrik

En gasledning, der skal transportere gas fra de store norske gasfelter i Nordsøen og helt ned til Polen, vil ifølge den foreløbige linjeføring gå tværs over Fyn, og den skal gå i land ved Skrillinge Strand syd for Middelfart. Linjeføringen er nu i høring og der har de seneste dage været afholdt informationsmøder for de berørte borgere rundt om på Fyn.

Frustrationen over gasledningen er stor. Ikke mindst her på Skrillinge Strand, hvor bundgransfisker Allan Buch frygter for konsekvenserne, når gasledningen skal placeres lige oveni hans virksomhed.

- Det splitter hele området ad. Og bundforholdene i særdeleshed, siger Allan Buch.

Allan Buch lever af at være bundgarnsfisker på Skrillinge Strand.

- Herhenne i baggrunden har vi lige trukket pælene op. Der har vi bundgarn, vi fisker med det meste af året. Det vil vi heller ikke have mulighed for, når man begynder at grave og regere her, siger han.

Han frygter, at den kommende gasledning vil koste ham dyrt.

- Sådan som det umiddelbart ser ud på tegningerne, er det noget med at lave spunsvægge, så det splitter hele området ad, siger Allan Buch.

Frygt i golfklubben

Også naboen, Golfklubben Lillebælt, frygter for de store gravemaskiner.

- Det vi kan konstatere, er, at vi skal have en gasledning igennem vores golfbane, siger klubbens formand Jørgen Jæger Pedersen.

 

Gasledningen skal graves tværs gennem det store golfanlæg.

- Det har nogle konsekvenser for golfklubben som vi har nogle problemer med at overskue lige i øjeblikket, siger Jørgen Jæger Pedersen.

Ifølge formanden kan der gå år, før der igen kan spilles golf.

- Vi vi begynder at grave her, vælger spillerne et andet sted at spille, og det har vi altså ikke brug for, i den konkurrencesituation som vi også er i.

Hvad kan det betyde for klubben?

- Det kan betyde, at vi får problemer med at overleve økonomisk, siger Jørgen Jæger Pedersen.

Og flere tværs over Fyn vil blive ramt af den kommende gasledning og det polske behov for norsk gas.

Garn kan ikke flyttes

For Allan Buch er det ikke en mulighed at være bundganrsfisker et andet sted.

- Vi kan ikke flytte vores garn, fordi de jo er tilpasset de pladser og strømmen i forhold til, hvordan de fisker bedst. Det er jo noget, der er udviklet gennem generationer, hvordan vi finder pladserne.

Den danske stat får penge for at lade gassen flyde gennem landet til Polen, og samtidig vil driften af den nye gasledning kunne lægges sammen med driften af Danmarks eget gasnet, og det kan påvirke gasprisen positivt hos de danske forbrugere.

Det giver penge i statskassen, så må vi vel leve med, at du fanger lidt færre fisk?

- Ja, sådan kan man godt se på det, og jeg er udmærket klar over, at jeg er en lille spiller i det her. I det her spil mener jeg bare godt, man kunne have været mere fornuftig i forhold til naturen, hvor man vil lægge den her gasledning, siger Allan Buch.

I golfklubben håber man på, at der aldrig kommer til at flyde gas under deres greens.

- Jeg håber på, at den sunde fornuft tager over og man finder ud af, at hvis gassen skal igennem Danmark, så finder man sammen bliver lydhør over for de interesser, der er, siger Jørgen Jæger Pedersen.

23. dec. 2024 kl. 9:22
Tophistorie
Frederik Kibsgaard

Arbejdsulykke: 20-årig omkom da loft styrtede ned

LYT
Del
Link
kopieret!

Der er tale om en 20-årig mand fra Østfyn, der fredag omkom i en arbejdsulykke på en ejendom nær Svendborg fredag. Det fortæller Fyns Politi til TV 2 Fyn.

-  I forbindelse med et nedrivningsarbejde styrter et loft sammen ned over den 20-årige mand. Det er sket i forbindelse med en indvendig renovering i en bygning, lyder det fra Fyns Politi.

Politiet oplyser samtidig, at det efterforsker sagen fortsat for at klarlægge, hvordan ulykken kunne ske.

Arbejdstilsynet oplyser, at det er på stedet og efterforsker ulykken mandag.

De pårørende er underrettet.

Arbejdsulykken sker knap en måned efter, at tre personer mistede livet i en arbejdsulykke ved Flemløse Biogas, hvor taget på en silo kollapsede.

23. dec. 2024 kl. 11:19
Tophistorie
Fyn

Sammenlignede fostre med kødpålæg: - Nu vil hun i Folketinget

LYT
Del
Link
kopieret!

Når hun åbner munden eller sætter sig til tasterne, kommer der ofte en reaktion. Tit mange.

- Jeg er rimelig svesken på disken.

23-årige Sofie Mosgaard har sammenlignet kødpålæg og fostre som en joke i debatten om abortgrænsen herhjemme.

Kaldt sit eget parti for et ’kujonparti’, når det gjaldt koranloven. Stået på en scene og sagt: "Staten skal ud af min tissekone".

Nu er hun ét af de mulige navne i spil til at tage over, når begge de to fynske Venstre-folketingsmedlemmer snart vinker farvel til Christiansborg.

- Jeg blev opstillet i oktober, og nu ser det realistisk ud, hvilket er fuldstændig vanvittigt.

”Jeg skulle have været SF’er“

Den 23-årige Venstre-kvinde bliver ikke den nye Erling Bonnesen(V), lyder det. Men de ‘står grundlæggende på de samme ting’.

- At gøre Danmark mere liberalt, at livet på landet skal være mindre bureaukratisk, og det skal kunne lade sig gøre at være landmand i Danmark, siger Sofie Mosgaard (V).

Men hun vil også gerne trække partiet i en ny retning.

- Jeg kunne godt tænke mig, at flere som mig kom til at stemme på Venstre.

Bonnesen og Lilleholt på vej ud

I november meddelte det mangeårige medlem Erling Bonnesen, at han ikke genopstiller ved næste valg.

Den 16. december meldte den tidligere fynske minister Lars Chr. Lilleholt så ud, at han går efter borgmesterposten i Odense til kommunalvalget i efteråret - og heller ikke genopstiller til Folketinget.

De to politikere fik ved seneste valg i alt til sammen 11.500 personlige stemmer fra fynboerne.

Med andre ord er der mange stemmer at fiske i for nye og mindre kendte ansigter hos Venstre, som stiller op ved det folketingsvalg, der skal afholdes senest i 2026.

Hun beskriver sig selv som et på mange måder ’statistisk mirakel’.

- For jeg er en ung kvinde, der bor i en storby og har en lang, udadgående uddannelse. Jeg skulle jo have været SF’er i det lys, men det er jeg ikke, siger Sofie Mosgaard.

For woke til at være blå?

Når man spørger Sofie Mosgaard, hvad andre ville sige om hende, hvis de skulle bagtale hende - så lyder første svar, at hun “snakker helt vildt meget”.

Men så fremhæver hun et punkt, hvor hun skiller sig ud politisk. At hun har været “lidt på klingen” med både Venstre og med højrefløjen generelt, når det gælder LGBT-politik og ligestilling.

- Så jeg tror, der ville være noget om “hende der progressive Sofie - woke et eller andet”.

Er du i virkeligheden for woke til at være blå?

- Nej. Hvis du tager et udsnit af danskerne, så tror jeg ikke, jeg har vilde holdninger hverken på ligestillingsfronten eller på LGBT-politik. Så det er et kæmpe selvmål fra højrefløjen, at jeg står og ligner sådan en mærkelig fugl, siger Sofie Mosgaard.

Hun mener, det er “dybt godnat”, hvis vælgere kan se sig selv i al den blå politik, men bliver skræmt væk, eksempelvis hvis man er ung kvinde eller tilhører en minoritet og “ikke føler sig omfavnet af højrefløjen”.

Står Venstre rigtigt på det her område i dag?

- Det synes jeg grundlæggende, vi gør. Der er klart nogle ting, der skal kigges på, og det er jo, fordi vi skal have flere med. Man kan jo ikke bare komme ind og smide en bombe ind i lokalet og sige: “Så var der bare “free nips” til hele landsorganisationen”. Det kommer jo ikke til at ske. Det skal heller ikke ske. Det er jo en langsom forandring.

Blå bog - Sofie Mosgaard

23 år gammel.

Vandt Danmarksmesterskaberne i debat i 2024.

Kommer fra Fanø. Bor i dag i Odense.

Opstillet som folketingskandidat for Venstre i Odense Syd-kredsen i Fyns Storkreds.

Har været aktiv i Venstres Ungdom siden 2021, blandt andet som ligestillingsordfører.

Uddannet i statskundskab og journalistik.

Ude med riven - og balancegang

Når Sofie Moesgaard skriver opslag på sociale medier, kan det dele vandene. For eksempel da hun flettede en joke om kødpålæg ind i et indlæg i abortdebatten.

- Jeg synes, jeg var morsom. Jeg synes stadig, det er morsomt.

Men hun erkender også, at det kan være en svær balancegang, når man gerne vil gøre politik mere “farverigt”.

- Min intention var at slå lidt på de konservative idealer, men jeg havde jo så gjort en kvinde, som havde mistet et barn, ked af det. Og den skal man jo så sidde med. Var det det værd for hende?

Tror du, du kan kommunikere lige så bramfrit, som du gør i dag, hvis du kommer i Folketinget?

- Jeg tror ikke, jeg kan sige, at: “Staten skal ud af min tissekone”. Det tror jeg ikke, man skal sige fra Folketingets talerstol.

Her finder du hele TV 2 Fyns interview med Sofie Mosgaard. Snup en kop kaffe eller en småkage - og se med:

23. dec. 2024 kl. 6:00
Tophistorie

Julen står for døren - her er den store ønskeseddel i OB

LYT
Del
Link
kopieret!

Et nyt år står for døren, og i OB er der udsigt til et spændende 2025. Klubben har kurs mod Superligaen, men for at blive klar til et liv i landets bedste række igen, er der mange ting, som klubben skal forbedre.

Konkurrenterne i Superligaen løber stærkt, og som Troels Bech tidligere har udtalt til TV 2 Fyn, er det dyrt på mange fronter at være i 1. division.

Derfor er der udsigt til et travlt 2025 for OB's ledelse i form af både bestyrelsesformand Niels Thorborg, sportsdirektør Troels Bech og træner Søren Krogh, der skal arbejde på flere fronter på at gøre klubben stærkere til fremtiden.

TV 2 Fyn bringer her en liste over de fem vigtigste opgaver i OB i 2025, og det handler både om gøremål på og uden for banen.

OB's dosmerseddel

Forstærkning af truppen

Størstedelen af den nuværende OB-trup var med til at rykke ud af Superligaen, og derfor kræver det forstærkninger, hvis klubben skal stå bedre rustet til livet i den bedste række.

Aktuelt har syv spillere kontraktudløb til sommer, og sportsdirektør Troels Bech skal vurdere, hvem af disse man kan og skal forlænge aftalen med. Hertil skal der sandsynligvis nye spillere til klubben udefra, og det er et godt bud, at OB er på udkig efter en central midtbanespillere, en kantspiller, en venstre back og en midtstopper.

En strategi for fremtiden

OB er godt i gang med et stort identitetsprojekt, der skal klarlægge klubbens identitet og kerne. Men sideløbende arbejder sportsdirektør Troels Bech på en strategi for klubbens fremtid.

Hvad skal kendetegne OB i fremtiden? Hvad er klubbens målsætning? Og hvordan vil OB være konkurrencedygtig om tre, fem og 10 år? Det er nogle af de spørgsmål, omverden venter svar på, og som bør blive besvaret i en ny klubstrategi.

Den aktuelle strategi har slutdato i 2026. Det er lige om lidt.

En tydelig spillestil

De sidste mange år har OB's hold været kendetegnet af fraværet af en tydelig spillestil.

Det har været svært for omverden at blive klog på OB's måde at spille på, og i 2025 bør OB bruge tiden i 1. division på at udvikle en mere klar og tydelig spillestil, der samtidig passer til akademiets måde at gøre tingene på. De mest succesfulde fodboldhold er kendetegnet af et tydeligt spilkoncept.

En plan for stadion

OB's hjemmebane er på mange måder forældet og slidt.

Javel, der er blevet gjort noget ved selve græstæppet og omklædningsrummet, men tilskuerfaciliteterne efterlader meget tilbage at ønske.

Senest i 2028 skal OB have et moderniseret stadion med overdækkede tribuner og lukkede hjørner, men selvom det har været et tema i mange år, har OB endnu ikke meldt en plan for fremtiden ud til offentligheden. Det bør komme i 2025.

Stærkere akademi og kvindeafdeling

Der er nok at gøre med at gøre klubbens førstehold i herreafdelingen stærkt nok, men der er også mange spørgsmålstegn, når det gælder akademi og kvindeafdeling.

OB's akademi har i årevis overpræsteret resultatmæssigt i forhold til budgetter, men skal man følge med tiden, kræver det et forbedret akademi og endnu flere dygtige unge spillere fra egen ungdomsafdeling.

Hertil er der også mange spørgsmålstegn ved OB's kvindehold, der går under navnet OBQ. Fremtiden er lige så usikker som økonomien, og lige nu ved ingen, hvad ambitionerne for fremtidens OBQ er.

I begyndelsen af december mødte TV 2 Fyn OB’s sportsdirektør Troels Bech til en snak om blandt andet sin turbulente første tid i OB. Se hele interviewet herunder.

23. dec. 2024 kl. 10:47
Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix

Rekordfå juleindbrud de sidste 10 år - kun stigning ét sted

LYT
Del
Link
kopieret!

Det bliver tryggere at forlade sit hjem i juledagene år efter år.

Med andre ord blev der i 2023 begået 362 indbrud mellem den 23.-31. december.

Men sammenligner man med 2013, altså ti år tidligere, var antallet oppe på 1.776. Det svarer til et fald på 80 procent fra 2013-2023. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Zoomer man ind og udelukkende kigger på udviklingen fra 2022-2023, var Region Syddanmark dog den eneste region, der oplevede en stigning i antallet af indbrud. Her oplevede man 95 indbrud i 2023.

Historisk set er den 24. december dagen med flest indbrud, når man kigger på tværs af juledagene. Og sidste år var ingen undtagelse.

På landsplan anmeldte 107 hjem et indbrud denne dag.

23. dec. 2024 kl. 9:09
Henning Bagger / Ritzau Scanpix

DSB forventer 40.000 rejsende mandag

LYT
Del
Link
kopieret!

Hos DSB forventer man, at mandag bliver julens travleste rejsedag med omkring 40.000 rejser.

Den travleste strækning op til juleaften er mellem København og Aarhus efterfulgt af strækningen København–Odense og København–Fredericia.

Sidste år var fredag 22. december ifølge DSB den travleste rejsedag mellem landsdelene med mere end 35.000 rejsende. Juleaften lå i 2023 om søndagen.

Hvis man i år rejser med tog 23. december, vil man opleve, at DSB sammen med Banedanmark har sendt særlige juleguider til udvalgte stationer. De skal sørge for, at passagerne kommer godt frem og tilbage.

23. dec. 2024 kl. 9:00
Fyn

47-årig Nicki P skal igen køre på højeste niveau

LYT
Del
Link
kopieret!

Der er ikke mange sportsudøvere på højeste niveau, der kan prale af at kunne følge med i en alder af 47 år gammel.

Men det kan speedwaykøreren Nicki Pedersen.

Fynboen, som har udlevet sin drengedrøm i 36 år, hvoraf 25 som professionel, fortsætter på højeste niveau i 2025 efter at have sagt ja til et tilbud i den bedste række i Polen.

- Nu er der kommet en kontrakt i den store liga igen, og det er der ingen tvivl om, at det er det fedeste.

- Det er den største liga i hele verden, vi kører i, så jeg skal tilbage og levere på et dejligt, fornuftigt niveau, og jeg glæder mig helt vildt til at få succes med min nye klub, siger han til TV 2 Sport, der besøger ham værkstedet på Fyn.

Nicki Pedersen rykkede ellers ned i den forgangne sæson fra den bedste række i Polen.

Voldsomt styrt fik ham til at tænke

Hvis vi skuer tilbage til sommeren 2022, var Nicki Pedersen ude for en situation, hvor de fleste ville tænkte: ”Nok er nok”. Her var han involveret i et voldsomt styrt.

- Jeg lå på maven og havde brækket mit bækken, hvor min lårbensknogle sad inde i bækkenet. Det gjorde så ondt. Jeg har aldrig prøvet noget lignende, forklarer speedwaykøreren og smiler.

Altså Nicki Pedersen tænkte sig da også om, da han lå på det polske hospital. Dog en lidt anden form for tanker.

- Dér lå jeg allerede og tænkte, hvor længe der var fra juni til marts måned. Der kunne jeg godt nå at blive klar igen. Så man er lidt en tosset motorsportsmand en gang imellem, siger han.

Hvorfor ikke stoppe?

Man kan nok godt skrive under på, at Nicki Pedersen går ind under kategorien ’en tosset motorsportsmand’, men alligevel. 47 år gammel og ingen tanker om pension? Det virker ja, tosset.

- Jeg stopper den dag, kroppen ikke kan mere, og når jeg ikke brænder for det eller vil løbe de ture, der skal til. Jeg tror, at den kommer lige pludselig. Nu er den ikke kommet endnu, så jeg er allerede begyndt at komme i form igen til den nye sæson.

- En drengedrøm er gået i opfyldelse for mig, og man skal huske at nyde det så længe, at man kan, konstaterer han.

Nicki Pedersen forklarer videre, at han allerede nu er begyndt at komme i form, da det ikke skal være kiloene, der skal gøre, at han ikke kan følge med i 2025-sæsonen.

23. dec. 2024 kl. 8:30

DMI afliver den hvide jul - er 100 procent umuligt

LYT
Del
Link
kopieret!

Man skal ikke længere gøre sig forhåbninger om hvid jul, for det er "100 procent umuligt" i år, lyder det fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Vagthavende meteorolog Jesper Eriksen forklarer, at kriteriet for hvid jul er, at mindst 90 procent af landet har mindst én centimeter sne.

- Det kommer absolut ikke til at ske. Det er 100 procent umuligt denne her jul, siger Jesper Eriksen.

Desuden er der kun udsigt til, at vejret bliver varmere.

- Der er varmere luft på vej. I løbet af juleaftensdag kommer der en varmefront ind. Så det bliver lidt varmere end i dag, og i dag er der jo heller ikke sne på vinduet, siger Jesper Eriksen.

23. dec. 2024 kl. 7:30
"Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix"

Minister vil have hygge og pølsevogne optaget på kulturarvsliste

LYT
Del
Link
kopieret!

Hvad er det danske bidrag til verdensarven udover Jelling-stenene, Roskilde Domkirke og Kronborg Slot?

Ifølge kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) er det også højskoler, cykelkultur, pølsevogne og hygge.

Derfor opfordrer nu danskerne til at indstille deres bedste bud på særlige danske traditioner, skikke eller håndværk.

Buddene vil Jakob Engel-Schmidt tage med til Unesco for at få de bedste optaget på listen over kulturarv.

- Italienerne har operaen, argentinerne har tangoen, og finnerne har fået saunakulturen på Unescos liste, siger han.

Rigsfællesskabet mellem Danmark, Færøerne og Grønland er i forvejen repræsenteret med 11 steder på listen over den materielle verdensarv.

23. dec. 2024 kl. 6:28
Local Eyes

Beboere måtte evakueres under brand i butik - årsag efterforskes

LYT
Del
Link
kopieret!

Natten til mandag har politi og brandvæsen været til stede ved en brand på Skibhusvej i Odense. Der er tale om en brand i en butik i en etageejendom. Røgudviklingen betød at beboerne i opgangen måtte evakueres, mens slukningen stod på.

Til TV 2 siger Fyns Politi, at branden efterforskes som mistænkelig og at man ikke ved, hvordan den startede. lyder det.

Fyns Politi siger til TV 2 Fyn, at beboerne allerede over midnat kunne vende tilbage til deres bolig og at branden nu er sendt videre til efterforskning. Her skal der foretages undersøgelser for at fastslå brandårsagen.

23. dec. 2024 kl. 5:00

Sådan bliver vejret lillejuleaftensdag

LYT
Del
Link
kopieret!

Lillejuleaftensdag byder mest på skyet himmel med regn eller byger til følge.

Temperaturen vil befinde sig omkring de fem grader med en jævn til hård vind fra nord og nordvest, der ved kysterne kan blæse op til stedvis kuling.

Solen kan finde på at kigge frem, men det er ikke et syn, man skal forvente holder ved.

I løbet af aftenen forventes det, at det igen klarer op, og at temperaturerne når ned mellem to og tre grader.

22. dec. 2024 kl. 19:36

GOG sejrer i de døende minutter

LYT
Del
Link
kopieret!

Det holdt hårdt for Herreligaens tophold GOG, der dog til sidst trak det længste strå og vandt 36-35 på udebane over TTH Holstebro søndag aften.

Værterne leverede ellers en god figur og spillede kampen igennem op med fynboerne.

Ved 35-35 var det TTH, der i det sidste halve minut havde bolden, men Thomas Damgaard brændte på et gennembrud, og i stedet gik det galt i den anden ende.

En velspillende Frederik Tilsted, der scorede ti mål i kampen, trak et straffekast til GOG, som holdkammerat Tobias Grøndahl efter tid scorede på og sikrede de to point.

Fulgtes ad hele kampen

Sejren betyder, at GOG med 29 point holder jul på duksepladsen i Herreligaen. Aalborg Håndbold har samme pointantal, men tabte det indbyrdes møde til fynboerne tidligere i efteråret.

TTH ligger på niendepladsen et enkelt point fra top-8, der giver adgang til slutspillet.

Kampen igennem havde de to hold søndag aften fulgtes ad, og afstanden var aldrig på mere end et par scoringer.

Dermed var der lagt op til en dramatisk afgørelse, og her skiftede momentum flere gange hænder.

Små fem minutter før tid gjorde værternes venstre fløj Magnus Bramming det til 34-32 med sin tiende scoring på ti forsøg i opgøret, men GOG fightede sig tilbage.

Fynboernes venstre back Frederik Tilsted var kampen igennem et vigtigt våben offensivt, og med under to minutter tilbage gjorde han det til 34-34.

Med 30 sekunder tilbage havde TTH bolden, men værterne kiksede, og i stedet viste topholdet kynisme i den anden ende.

Ida Klausen

Christina gør en stor forskel for udsatte familier i julen: - Det giver et kick

LYT
Del
Link
kopieret!

I Faaborg hjælper foreningen Faaborg Restvarer de mennesker, der har brug for en hjælpende hånd.

Søndag stod de klar med 60 julekurve, hvor der er alt til et godt julemåltid.

Faaborg Restvarer er en forening, stiftet med dét formål at hjælpe socialt udsatte og økonomisk dårligt stillede personer via donationer af madvarer, tøj med mere.

Stifteren af foreningen hedder Christina Kjølby, og i videoen ovenover fortæller hun, hvorfor det giver hende et “kick” at uddele julekurve.

22. dec. 2024 kl. 17:49
Sine-Maria Holt Fabricius

Venstre vil gennemgå sikkerheden i Odenses gågader

LYT
Del
Link
kopieret!

Lørdag lød det fra konservatives rådmand Søren Windell, at han gerne ser, at man får lukket gågaden i Odense endnu mere af. Blandt andet på grund af tragedien i Tyskland, hvor flere blev dræbt på et julemarked.

Men faktisk besluttede byrådet i Odense allerede tilbage i 2018 at sikre bymidten bedre for eksempel ved store events, hvor mange mennesker er samlet.

Det fortæller Mark Grossmann (V), der dengang stillede forslaget, og han er klar på at vurdere sikkerheden igen.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her