Løkke: Udlændinge må bo i almene boliger uden for ghettoer
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Der er i alt 600.000 almene boliger i Danmark. Kun 20-30.000 ligger i belastede boligområder, siger Løkke.
Personer med ikkevestlig baggrund skal finde andre almene boliger, end dem der ligger i de udsatte boligområder i store byer som København, Aarhus og Odense.
Det er meldingen fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ved fremlæggelsen af regeringens ghettoplan: "Ét Danmark uden parallelsamfund - ingen ghettoer i 2030".
- Der er omkring 600.000 almene boliger i Danmark. Det er kun 20-30.000, der ligger i de udsatte boligområder, som er præget af en skæv sammensætning.
- Den udfordring løser vi ikke ved at lade folk på kontanthjælp og integrationsydelse flytte ind, siger Lars Løkke Rasmussen.
Om 12 år findes Vollsmose ikke: 22 punkter i regeringens udspil om ghettoer
Punkterne er netop blevet offentliggjort. Hele otte ministre er i dag med til præsentationen i Mjølnerparken på Nørrebro i København.
- Vi sætter et markant mål: Ingen ghettoer i 2030.
Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da regeringen fremlægger sit udspil mod parallelsamfund i ghettoen Mjølnerparken på Nørrebro i København.
- På bare en generation, er der nogle ting, der har ændret sig. der var omkring 50.000 mennesker med ikke-vestlig baggrund. På bare ti år er det ændret, så der er en halv million, siger statsministeren.
- Jeg vil godt understrege, at de flere med ikke-vestlig baggrund klare sig godt.
22 punkter
Der er 22 punkter i regeringens ghettoudspil, som netop er offentliggjort her.
1. Fysisk forandrede boligområder
2. Nye muligheder for fuld afvikling af de mest udsatte ghettoområder
3. Adgang til at opsige lejere ved salg af almene boliger i udsatte boligområder
4. Stop for kommunal anvisning til udsatte boligområder for ydelsesmodtagere
5. Obligatorisk fleksibel udlejning i udsatte boligområder
6. Lavere ydelse for tilflyttere til ghettoområder
7. Stop for tilflytning af modtagere af integrationsydelse
8. Kontant belønning til kommuner, der lykkes med integrationsindsatsen
9. Styrket politiindsats i særligt udsatte boligområder
10. Højere straffe i bestemte områder (skærpet strafzone)
11. Kriminelle ud af ghettoerne
12. Obligatorisk dagtilbud skal sikre bedre danskkundskaber inden skolestart
13. Bedre fordeling i daginstitutioner
14. Målrettede sprogprøver i 0. klasse
15. Sanktioner over for dårligt præsterende folkeskoler
16. Styrket forældreansvar gennem mulighed for bortfald af børnecheck og enklere forældrepålæg
17. Bedre fordeling af elever på gymnasier
18. Kriminalisering af genopdragelsesrejser
19. Hårdere kurs over for vold i hjemmet
20. Tidlig opsporing af udsatte børn
21. Skærpet straf for brud på den særligt udvidede underretningspligt
22. Tre særlige ghetto-repræsentanter med de nødvendige kompetencer
Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterer udspillet sammen med udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), justitsminister Søren Pape Poulsen (K), økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), boligminister Ole Birk Olesen (LA), børne- og socialminister, Mai Mercado (K), beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og undervisningsminister Merete Riisager (LA).
Forud for præsentationen blev ministrene modtaget af Lejerbos formand Jan Hyttel, som viste ministrene rundt i Mjølnerparken.
Politikere mødt af utilfredse demonstranter
Beboere i Mjølnerparker er torsdag formiddag mødt op for at demonstrere og vise deres utilfredshed over for regeringens ghetto-udspil.
I alt omkring 70 er mødt op. Næstformand i afdelingsbestyrelsen i Mjølnerparken Janni Milsted er medarrangør af demonstrationen.
- Jeg tror ikke, det hjælper, det der med at rive nogle bygninger ned. Jeg tror, det hjælper, hvis man gør noget positivt, og ikke hele tiden er efter nogle befolkningsgrupper, siger hun.
Sjette udspil siden 1994
Udspillet er blevet til på baggrund af, at tre ministre tilbage i oktober sidste år satte sig sammen for at smide "nogle ret vilde idéer" på bordet, som en kilde nær forhandlingerne formulerer det over for Ritzau.
De tre ministre var økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).
Flere af de i alt otte ministres ved dagens fremmøde har også været forbi de tre ministres bord for at komme med ideer til ghettoudspillet.
For mange ikke-vestlige indvandrere lever ifølge regeringen isoleret i bestemte boligområder, hvor for få går på arbejde, og hvor der ikke tales dansk.
Det har fem tidligere udspil siden 1994 tilsyneladende ikke ændret på, og derfor har regeringen tænkt nyt.
Regeringens plan er et forsøg på at gøre op med de "huller i Danmarkskortet", der ifølge Lars Løkke Rasmussen er opstået i takt med den ikkevestlige indvandring.
Det skal blandt andet ske ved at ændre beboersammensætningen i de hårdest belastede boligområder.
På spørgsmålet om, hvor de personer så skal bo, henviser Lars Løkke Rasmussen til "resten af boligmassen".
Det kan betyde, at flere ikkevestlige personer vil få svært ved at bo i eksempelvis København. I stedet må de flytte til andre dele af landet, hvis de vil undgå at få beskåret kontanthjælpen.
- Vi er nødt til at tage hånd om problemerne. Og det kan ikke nytte noget, at vi har boligområder, hvor det år efter år er undtagelsen ikke hovedreglen, at man går på arbejde.
- Hvis det kun er fire ud af ti af mændene og en fjerdedel af kvinderne, der arbejder, så vokser børnene op under nogle omstændigheder, som vi er nødt til at gøre noget ved, siger Lars Løkke Rasmussen.
Derfor lægger regeringen op til, at de belastede boligområder skal lave udviklingsplaner, som bringer andelen af almene familieboliger ned under 40 procent.
- Man kan bygge nogle andre, nye boliger, så man ikke bare river ned. Der kan være forskellige løsninger fra område til område. Men det er den udvikling, vi vil have.
- Bliver der ikke leveret på det, så vil det være sådan, at vi vil afvikle i stedet for. Så går staten ind og eksproprierer og så afvikler vi det, siger Lars Løkke Rasmussen.