En halv million kroner for en lappeløsning: - Vi kan ikke vente
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
I 2018 stemte borgere i Kerteminde nej til et sluseprojekt, der skulle sikre byen mod højvande. Nu bygger Gitte Klindt Pedersen og beboere på Feden en barriere for egen regning.
En halv million kroner for en 400 meter lang barriere.
Det er, hvad beboerne på Feden i Kerteminde skal hive op af egen lomme, hvis de vil sikre deres huse mod oversvømmelser.
- Det er en lappeløsning, men vi kan ikke vente på kommunen, siger Gitte Klindt Pedersen.
Op imod 3.000 borgere vil blive midlertidigt hjemløse og byen stå i vand, hvis der ikke findes en løsning på at klimasikre Kerteminde, viser en rapport fra den 21. oktober.
Fynsk havneby står til at drukne: 3.000 mennesker kan miste deres hjem
Halvdelen af borgerne i Kerteminde by risikerer at blive midlertidigt hjemløse som følge af fremtidens stormfloder, viser en ny rapport.
3.000 borgere i Kerteminde står til at miste deres hjem, hvis der ikke i tide findes en løsning. Det viser en ny rapport, som Syddansk Universitet står i spidsen for.
I værste tilfælde vil omkring 40 procent af byens boliger oversvømmes, mens mere end hver anden erhvervsbygning rammes.
- Jeg synes, det er skræmmende. Der er jo ikke nogen mennesker, der ville bo her eller flytte hertil, hvis det skete, siger Vibeke Iversen, der bor ud til vandet i Kerteminde.
Men hun bevarer håbet for Kerteminde, og det samme gør Charlotte Larsen, der bor i første række til vandet.
- Så længe vi kan blive boende, bliver vi boende. Alt det unikke, der er her i Kerteminde, det tror jeg ikke, forsvinder. Men det er bestemt et samfundsproblem, som vores politikkere bør kigge på, siger Charlotte Larsen.
Det kommer til at ske i Kerteminde i 2071-2100
Ved en 100-års hændelse vil vandstanden stige med 130 centimeter.
40 procent af boligerne oversvømmes og gør op imod 3.000 borgere midlertidigt hjemløse.
55 procent af erhvervsbygninger oversvømmes.
De samlede skader vurderes til at koste 1,4 millarder kroner.
Ved en tiårshændelse vil vandstanden stige med 60 centimeter.
23 procent af boligerne oversvømmes.
De samlede skader vurderes til at blive 750 millioner kroner.
Alle scenarier vil medføre, at 43-50 procent af sommerhusene oversvømmes.
Kilde: Rapport "Når stormfloderne rammer bliver Danmark mindre og tusinde af danskere klimaflygtninge"
Har råbt vagt i gevær siden 2017
Det kommer ikke bag på borgmester Kasper Ejsing Olesen (S), at Kerteminde står til at blive oversvømmet.
- Jeg står tilbage med en følelse af afmagt, for det er ikke ny viden for os, siger han.
Han har råbt op om det siden 2017, hvor de i kommunen forsøgte at løse problemet, fortæller han.
- Vi ser med dybeste alvor på det her problem. Tilbage i 2017 havde vi et projekt liggende klar med sluser og diger, så der netop ikke ville komme de her udfordringer for husejerne, når vandet stiger. Men det kom vi ikke igennem med, og en af årsagerne var, at vi er styret af en anlægsramme, siger han.
Det er ikke kommunen selv, der bestemmer, hvor mange penge de må bruge på anlæg om året. Og som det ser ud lige nu, er rammen ikke stor nok, mener borgmesteren.
- Når vi ser, hvad projektet koster, så svarer det til, at vi i to år ikke må bruge penge på andet. Og det er simpelthen ikke en mulighed. Vi kan ikke drive en kommune, hvor vi ikke kan lave nogle af de andre ting, siger han og nævner blandt andet reparation af veje, cykelstier og daginstitutioner som eksempler.
Han håber, at kommunen får mulighed for at bruge flere penge på anlæg, så de kan komme i gang med klimatilpasningsprojekterne.
- Jeg håber jo rigtig meget, at rapporten gør, at Christiansborg-politikerne nu endelig må tage sig sammen til at gøre noget ved det her. Jeg har råbt op om det her hver eneste gang, jeg har talt med et folketingsmedlem siden 2017, siger Kasper Ejsing Olesen.
Se her, om din adresse vil blive oversvømmet
Følgende adresser ser ud til at blive oversvømmet ved en 100-årshændelse inden for det 21. århundrede:
Solsikkevej
Syrenvej
Skovmærkevej
Hindsholmvej langs kysten
Møllevej
Nørrevænget
Nørregade
Møllevænget
Asylgade
Askvej
Fiskergade
Lillestranden
Reberbanen
Langegade
Kattestræde
Vaffelhuset
Langegade
Strandgade
Strandvejen
Longsvej
Enghaverne
Dosseringen
I. A. Larsensvej
Havnegade
Skyttegade
Fåredammen
Fribertsvej
Pal. Müllersvej
Kystvej
Østergade
Jollehavnen
Iskajen
Skovvej
Hinkesvej
Enggade
Tyveleddet
Delvist oversvømmet:
Vejlevangen, inkl. PadelHouse
Strandvangen
Kohaven
Damsgårds Alle
Tårup Strandpark
Røllikevej
Ærenprisvej
Hans Schackvej
Skolegade
Præstegade
Egevej
Borgmester Hansensvej
Vestergade
Elmevej
Klintevej
Skrækkenborg-kvarteret
Lundsgårdsvej
- Det kunne ske i overmorgen
Det er svært at sige, hvornår en 100-års hændelse forekommer, lyder det fra Sebastian Mernild, der er klimaforsker og står i spidsen for den nye analyse.
- I teorien kommer den statistisk en gang hvert 100 år, men det er ikke sikkert, der går 100 år. Det kunne ske i overmorgen, om fem år eller 28 år, siger han.
Han forklarer, at naturkatastrofer vil ske hyppigere og være mere intense. Frem mod slutningen af det 21. århundrede vil 100-års hændelser blive til tiårshændelser, og tiårshændelser vil komme til at forekomme en gang om året.
- Hvis man bare gør, som tingene er i dag, så kan man forvente, at konsekvenserne beskrevet i rapporten kommer til at ske. Men hvis man begynder at planlægge sig ud af det på forskellig vis, for eksempel ved at bygge nogle diger, så vil skadesvurderingerne falde i værdi, siger Sebastian Mernild.
- Selvfølgelig koster det at investere i klimasikring, men hvis man skulle være uheldig at blive ramt af gentagne oversvømmelser, som videnskaben lægger op til, så vil jeg mene, at omkostningerne er lavere ved etablering end de potentielle skader, siger Sebastian Mernild.
Se her, hvordan fritid, skole og erhverv rammes
Great Northern Golfbanen
Parkeringspladserne ved Great Nothern
Vandreområderne Sybergland og Kløverstien i Kerteminde
Kerteminde Camping
Koldkrigsbunker Kerteminde
Kerteminde Byskole
Lægehuset Kerteminde
Fjordly Plejehjem
Fjord&Bælt
Tornøes Hotel
Jordemorcenter
Kerteminde Håndboldklub
Restaurant Rudolf Mathis
Albanigades Fisk Og Vildt
Kerteminde Roklub
Kerteminde Boldklub
Kerteminde Vandrerhjem
Lundsgaard Gods
Amanda-statuen
Ovenstående er blot et udpluk af, hvad der oversvømmes i tilfælde af en 100-årshændelse i 2071-2100.
I alt vil 26 offentlige bygninger blive oversvømmet, herunder fem skoler og tre daginstitutioner.
Løsningen findes, men det har endnu ikke kunnet lade sig gøre at føre projektet ud i livet. Ved en afstemning i 2018 stemte 71 procent af borgerne imod dige- og sluseprojektet.
- Det gik ud på, at borgerne selv skulle administrere 50 millioner kroner. Det kunne vi ikke klare. Det skal man have en kommunal myndighed til at gøre. Men de kunne ikke være med, for det ville tage hele deres anlægsramme, siger Gitte Flindt Pedersen, der bor i første række til vandet.
Derfor har hun stået i spidsen for at indsamle en arbejdsgruppe, hvor hun bor.
- Vi har ikke kunnet få alle med, men vi har taget dem, der ville, og det har været nok til, at vi har råd til at købe en barriere, siger hun.
Barrieren kommer ikke til at beskytte hele byen, men kan sikre Feden, der består af cirka 200 ejendomme. Det er en lappeløsning i forhold til sluseprojektet, siger de.
- Slusen kunne være fantastisk. Den dækker stort set os alle i den indre by og ind gennem fjorden også, siger Merete Horn Reeckmann, der også er en del af arbejdsgruppen.
Men de forventer ikke, at den kommer inden for nærmeste fremtid, og efter 100-års-hændelsen i oktober 2023 tør de ikke vente længere, forklarer Gitte Flindt Pedersen, der har oplevet flere oversvømmelser med vand i kælderen i de 31 år, hun har boet på Feden.
Et sluseprojekt i skuffen
Borgmester Kasper Ejsing Olesen (S) forstår godt, hvorfor borgerne sætter projektet i gang.
- Det havde jeg nok også gjort, hvis jeg boede i det område. Men hvis jeg skal se det fra hele byens side, så er det jo en lappeløsning, siger han.
Han har haft et sluseprojekt liggende i skuffen siden 2018, men han er ikke klar til at tage det op, før der bliver åbnet for, at de i kommunen må bruge flere penge på anlæg.
- Grunden til, at vi ikke selv kan gøre noget ved det i kommunen, er, at vi er styret af, hvor mange penge vi må bruge på anlæg om året. Når vi ser, hvad projektet koster, så svarer det til, at vi i halvandet år ikke må bruge penge på andre steder. Det er simpelthen ikke en mulighed, siger han.
Hans appel til Christiansborg-politikerne lyder derfor:
- I det år, hvor vi skal lave projektet, der skal vi have en udvidet anlægsramme.
Brug for faglig ekspertise
Ifølge Nina Baron, forsker i miljøtilpasning og ph.d. i miljøsociologi, skal vi udvide måden, vi tænker klimasikring.
- Vi har levet i en verden i rigtig mange år, hvor vi overordnet har troet, at vi kunne styre naturen. Klimaforandringer har vist os, at det kan vi ikke. Vi har måske brug for at tænke lidt anderledes i stedet for at tro, at vi kan bo hvor som helst, og vi kan fikse alting, siger hun.
Fra statslig side kunne man godt gøre mere – både i form af økonomisk støtte og faglig ekspertise, mener Nina Baron.
- Men jeg tror ikke, man kan lave en ”onesize fits all”. Jeg tror, dialogerne skal tages ude i lokalområderne.
Ved en generalforsamling den 6. november skal Gitte Klindt Pedersen og arbejdsgruppen vælge formand, regent og bestyrelse. Herefter vælger bestyrelsen, hvilken slags barriere, der skal købes.
Bilist bragede ind i bageri - der er ødelæggelser for "et større beløb"
kopieret!
Lørdag middag fik kunder og forbipasserende ved Baks Bakery og Deli i Middelfart sig noget af et syn, da en større BMW bragede ind i butikkens facade.
Det fortæller ejer, direktør og bagermester Carsten Bak, der har delt billeder af ødelæggelserne. Han var ikke selv til stede ved ulykken.
- En af mine ansatte ringede til mig og sagde, at en bil var kørt ind i bageriet. Så kommer der mange billeder hen over nethinden, siger Carsten Bak til TV 2 Fyn.
Stor materielle skader
Inden han satte kurs mod sin butik, fik han fat i politiet, der til Carsten Baks overraskelse var hurtigere fremme, end han selv var.
Da han kom frem, kunne han se, at en bilist havde ramt et bord-bænkesæt foran butikken. Det var blevet presset ind i vinduespartiet og havde efterfølgende skubbet en tonstung ovn et par meter ind i produktionsområdet.
- Det var ikke fordi, det var så voldsomt, og så alligevel. Da vi kiggede nærmere, kunne vi se, der var sket en del skader. Det ser ret voldsomt ud, fortæller Carsten Bak.
Fyns Politi bekræfter over for TV 2 Fyn, at de har været på stedet for at se nærmere på ulykken. Vagtchef Sten Nyland fortæller, at ulykken er sket som følge af en kørerfejl.
Ingen personskader
Ifølge Carsten Bak bunder kørerfejlen i, at bilisten havde taget fejl af speeder og bremser.
Heldigvis var der ikke nogen personer til stede i produktionsområdet, da ulykken skete, og politiet bekræfter ligeledes, at der ikke er sket nogen personskader. Der er heldigvis kun sket materielle skader - dog for et “større beløb”, oplyser vagtchefen.
At ingen personer er kommet til skade, glæder Carsten Bak, der af samme årsag også finder plads til lidt galgenhumor:
- Det sjove ved det hele er, at der på facaden står “Bak”, og så kører han fremad.
Til trods for de omfattende skader er Carsten Bak klar til at åbne sin butik allerede søndag morgen.
Gitte har skrevet ny bibel til kvinder i overgangsalderen - revet væk inden udgivelse
kopieret!
En fynsk debutforfatter har selv udgivet en bestemt bog og slået alle de store forlag.
Gitte Boesen rådgiver kvinder i overgangsalderen, og hun har skrevet en bog, der allerede er gået nummer et på bestsellerlisten. Det er sket udelukkende på forsalget, da bogen først udkommer på tirsdag.
Lørdag holdt hun et lille releaseparty for bogen i Aaruphallen.
Selv er forfatteren ikke i tvivl om, hvorfor hendes bog er så efterspurgt fra udgivelsen.
Dartklub har VM-feber: - Håber flere unge begynder at spille
kopieret!
I Assens Dart Club var der lørdag særlig god stemning ovenpå den spektakulære VM-finale fredag aften, hvor den kun 17-årige englænder Luke Littler på suveræn vis sikrede sig VM-titlen som den yngste nogensinde.
Med triumfen i Alexandra Palace i London blev der endnu en gang sat to tykke streger under, at den unge knægt er et ekstraordinært fænomen.
Og at en ung gut kommer ind og dominerer verdenseliten, det håber dartentusiasten Lars Nielsen kan få flere unge til at søge mod en dartklub.
Få masser af dartstemning fra Assens i videoen ovenover.
Hvor er Poul? Mere end 50 frivillige deltog i eftersøgning
kopieret!
Lørdag fortsatte eftersøgningen af Poul Frank Andersen, der har været savnet siden han forlod hjemmet i Årslev 2. juledag.
Politiet stoppede deres eftersøgning torsdag, men den frivillige organisation Missing People havde samlet 51 personer, som var med til at lede efter den 70-årige mand.
Foreningen hjælper til, fordi de, der kender ham nærmest, havde kontaktet foreningen, der desuden havde fået grundig overlevering af Fyns Politi.
Talspersonen turde ikke gætte på chancerne for at finde den ældre mand i live. Vigtigst er dog at få ham fundet, lyder det.
Poul Frank Andersen var iført en sort eller grå kedeldragt. Han har hvidt hår og gråt fuldskæg.
Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114.
DMI varsler "spændende vintervejr" de kommende dage
kopieret!
Selvom søndagen umiddelbart kommer til at starte stille og roligt, så er der “spændende søndagsvejr” i sigte, skriver meteorolog Henning Gisselø i en kommentar på DMI’s hjemmeside.
For som dagen skrider frem vil vinden tiltage, og samtidig er der sne eller tøsne på vej over Danmark fra sydvest. Det giver risiko for snefygning flere steder.
Ud på natten vil nedbøren gå over i regn, og med temperaturer under og omkring frysepunktet, så kan man opleve isslag med superglatte veje, cykelstier, fortove, når man skal ud ad døren mandag morgen.
I alt forventer DMI, at der kommer mellem 10 og 20 millimeter nedbør, og derfor opfordrer de til, at man færdes udenfor med ekstra forsigtighed.
Vej spærres i ni måneder - skal bygge ny bro
kopieret!
Arbejdet med at anlægge den nye jernbane mellem Odense Vest og Kauslunde er godt i gang, og fra mandag og frem til september i år kommer det til at påvirke trafikanter på Søndersøvej ved Vissenbjerg.
Der skal nemlig bygges en ny bro, som skal føre jernbanen under Søndersøvej ved Fynske Motorvej. Derfor omlægges trafikken til en midlertidig vej lige nord for motorvejen ved frakørsel 54 Vissenbjerg, oplyser Assens Kommune på sin Facebookside.
Trafikanter på strækningen skal være opmærksomme på, at hastigheden på omlægningsstrækningen er sænket til 40 km/t.
Flere togafgange rammes - passagerer risikerer at vente 50 minutter
kopieret!
Skal du med regionaltog mellem Odense og Fredericia i de sene aften- eller nattetimer, så skal du være ekstra opmærksom den kommende uge.
Fra søndag 5. til torsdag 9. januar og natten efter kører enkelte tog på strækningen efter en ændret køreplan på grund af sporarbejde, skriver DSB på sin hjemmeside.
Det betyder, at man skal hold et ekstra godt øje med Rejseplanen, da de berørte tog kører mellem otte og 50 minutter senere end normalt fra flere stationer undervejs.
SFO-børn satte Danmarks-rekord - nu vil de i rekordbog
kopieret!
273,5 meter.
Så lang en musetrappe havde børnene på Soltoften SFO i Marstal på Ærø lavet i løbet af december, inden de gik på juleferie. Og det er intet mindre end en Danmarksrekord, skriver Ærø Kommune på sin Facebook-side.
Og Ærø Kommune skriver, at de forventer, at rekorden finder vej til Børnenes Rekordbog.
Børnene har selv lavet musetrappen, men med god opbakning fra det voksne personale, lyder det fra pædagog Christian Kurt Nielsen.
- Vi voksne holdt os på sidelinjen – dog ikke uden at friste med brændte mandler og æbleskiver undervejs.
Clay-direktør sørger over tabet af Peter Brandes: - En af de helt store, der har forladt os
kopieret!
Den fynske multikunstner Peter Brandes er lørdag morgen afgået ved døden i en alder af 80 år.
Og det er en af de helt store kunstnere, vi har mistet. Sådan lyder det fra Pia Wirnfeldt, der er direktør for CLAY Keramikmuseum Danmark i Middelfart.
- Det er en af de mest begavede kunstnere, vi har mistet. Peter var et menneskeligt og kunstnerisk intellekt ud over det sædvanlige, fortæller hun til TV 2 Fyn.
Står bag kæmpe-vase
Peter Brandes er blandt andet kendt for sine udsmykninger af flere danske kirker. Herunder Roskilde Domkirke og senest Aarhus Domkirke. I sin levetid har han også lavet kunstværker til udstilling i Danmark, i udlandet og til dronning Margrethe.
Ude foran CLAY Keramikmuseum i Middelfart står der en vase, der rager knap fem meter op i luften. Vasen er i folkemunde kendt som Sevilla-vasen, da Peter Brandes skabte den til verdensudstillingen i 1992 i Sevilla.
Men på kunstneren selv omtalte vasen som Isak-vasen, fortæller Pia Wirnfeldt:
- Reelt hedder den Isak-vasen, fordi motivet på vasen er Isak, der står på Morija-bjerget, hvor hans far Abraham havde taget ham hen for at ofre ham til gud.
Pia Wirnfeldt kalder vasen et “monumentalt værk og en milepæl i dansk keramikhistorie”. Et betydningsfuldt værk, som fortæller og markerer, hvilken betydningsfuld kunstner, Peter Brandes var.
Markant kunstner
En kunstner, der var optaget af at formidle de helt store religiøse og mytologiske fortællinger, som han udtrykte i alt fra maleri, keramik, glasmosaik, tegninger og meget andet.
- Vasen er et vartegn for museet. Folk, der har besøgt Clay, husker den vase, som står meget majestætisk ved siden af den gamle hovedbygning. Den er næsten 5 meter høj, og man skal bevæge sig rundt om den for at få historien foldet ud, fortæller Pia Wirnfeldt.
Men Peter Brandes var meget mere end den kendte vase, som i øvrigt også er afbilledet på et af de kendte, brunlige skilte, der står langs de danske motorveje for at vise bilisterne, at Clay Musuem er i nærheden.
Udsmykningen af kirker har altid draget multikunstneren, som også har udsmykket Nordlyskatedralen i Norge. Og det er også vigtigt for Pia Wirnfeldt at anerkende den betydning, som Peter Brandes har haft med udsmykning af kirker både i Danmark og internationalt:
- Han er måske en af de mest markante kunstnere i det seneste halve århundrede i forhold til udsmykning af kirker. Det er en af vores helt store og epokegørende kunstnere, der desværre har forladt os, slutter hun.
Havn tæt på at blive oversvømmet
kopieret!
I den sydlige del af Lillebælt er der blevet skubbet så meget vand ind, at vandstanden lørdag formiddag står omkring en meter over dagligt vande ved flere havne.
Det gør sig blandt andet gældende ved Faaborg Havn, hvor vandstanden er 99 centimeter over normalen.
Af den årsag ligger vandet nu og skvulper ved havnekanten.
Vandstanden er imidlertid nedadgående resten af dagen, så det forventes ikke at give problemer.
Undrede du dig også over denne lysende plet på himlen? Her er forklaringen
kopieret!
TV 2 Vejret har modtaget flere billeder fra undrende danskere fredag aften og natten til lørdag. Hele omdrejningspunktet er en lysende plet lige ved siden af Månen.
- Hvad er det, der er over månen? Det har jeg aldrig set før, spørger TV 2 Vejrets læser Kent Bering Coort.
Ved første øjekast kunne det ligne en meget klar stjerne, men faktisk er der tale om noget helt andet. Det er nemlig planeten Venus, der sammen med Månen lyst flot op på den danske vinterhimmel.
I anden halvdel af januar vil mange af planeterne være synlige på samme tid. Eksempelvis i perioden 16. til 20. januar, hvor Saturn og Venus står lige ved siden af hinanden.
Flere husstande ramt af strømafbrydelse
kopieret!
Opdateret klokken 14:27: Flere husstande har fået strøm igen.
Vores Elnet er ramt af driftsforstyrrelse, der påvirker strømforsyningen til flere husstande på det østlige Fyn.
Det fremgår af virksomheden hjemmeside, hvor de oplyser, at der er tale om en “uvarslet afbrydelse”.
Det oplyses ikke, hvor mange husstande, der er påvirket af strømafbrydelsen, men Vores Elnet har markeret et større geografisk område med en rød cirkel, som værende påvirket af strømafbrydelsen.
Strømafbrydelsen er registreret omkring klokken 08.30 og forventes afsluttet 10.32.
TV 2 Fyn arbejder på at få en kommentar fra Vores Elnet.
Dit digitale aftryk
Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.
Du kan altid ændre dine præferencer senere
Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.
Se flere detaljer om vores cookies her