Great Northern: Forventet golf-underskud hos Lego-søn

Underskud på 45 millioner kroner på en af Danmarks flotteste golfbaner. Det er meningen at skabe balance på sigt.

Great Northern - en af landets flotteste golfbaner, der blev indviet sidste år i Kerteminde - kom ud af 2017 med et underskud på 45 millioner kroner før skat.

Og selv om det lyder faretruende for ethvert selskab, må resultatet siges at være forventeligt.

Great Northern, der er ejet af Lego-arvingen Thomas Kirk Kristiansen, var kun i drift i fire måneder sidste år.

Det har blandt andet medført personaleudgifter på 33 millioner kroner.

Inden indgangen til sæsonen 2018 havde den nystiftede golfklub 620 medlemmer.

Og det har hele tiden ligget i kortene, at økonomisk balance er et langsigtet projekt, men at der skal skabes balance på et tidspunkt.

Solid egenkapital

Trods underskuddet har Great Northern fortsat en solid egenkapital på 54 millioner kroner, og ejeren har flere gange tilført de nødvendige midler under byggeperioden.

I foråret valgte Great Northern at opsige samarbejde med direktøren Søren Vadman, og siden er John Ungermand trådt til.

Som nævnt er det Lego-arvingen Thomas Kirk Kristiansen, der selv bor i Kerteminde, som er manden bag det enestående projekt.

En gennemgang foretaget af  TV 2/Fyn af Thomas Kirk Kristiansens selskaber bag golfprojektet Great Northern, viste sidste år, at der siden 2012 via selskaberne GBK Aps. og TKH Fyn Aps., er blevet indbetalt 400 millioner kroner fra Thomas Kirk Christiansens holdingselskab Kirk og Kirk Holding.

Hverken Søren Vadmand eller John Ungermann har villet kommentere på anlægssummen for golf- og restaurations-projektet, der nu også omfatter et større spa-projekt. 

Ifølge regnskabet har selskabet indgået en leje- og forpagtningsaftale for golfanlægget, der løber frem til 2047, og som er uopsigelig.

Oversigt

    Oversigt