5. okt. 2018 kl. 16:37
Christoffer Laubel

Kerteminderevyen skifter hele holdet ud

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del
Link
kopieret!

Hverken instruktør eller skuespillere har erfaring fra Kerteminderevyen. Men udklædt som engle skal de sælge billetter.

Revyholdet til næste års Kerteminderevy mødtes for første gang fredag til fotosession.

Og det er nyt for dem allesammen. Revydirektør Mads Nørby har valgt at skifte hele det ellers succesfulde hold fra de sidste tre år ud.

- Jeg har haft et fantastisk markant hold i tre år, som har vundet stort set alt, hvad der kan vindes af priser. Og samtidig er det et hold, der selv skriver deres tekster. Og jeg havde lidt en fornemmelse af, at efter tre år risikerer man, at folk siger 'det har vi set'. Så derfor et helt nyt hold og en ren røv at trutte i. Og så er det nogle mennesker, jeg har spurgt før. I år er det så lykkes, siger revydirektøren.

Holdet består af Anette Støvelbæk, Kasper Gattrup, Gordon Kennedy og Lisbeth Kjærulff.

De tre sidstnævnte har stor revyerfaring, mens Anette Støvelbæk skal spille revy for første gang.

- Jeg ved godt, jeg bliver hende den tunge i klassen, de skal hjælpe. Men jeg glæder mig helt vildt.

Anette Støvelbæk har i forvejen bredt sig over mange skuespilsgenrer som film, tv, teater, tegnefilmsdubbing, radioteater og indlæsning af lydbøger.

- Jeg føler, at revy er en af de farveklatter, jeg mangler på min palet. Og jeg elsker jo at blive udfordret, så jeg tænker, at det er det, jeg bliver her. Nu bliver jeg udfordret. Yes, siger Anette Støvelbæk.

Jeg ved godt, jeg bliver hende den tunge i klassen, de skal hjælpe. Men jeg glæder mig helt vildt, siger Anette Støvelbæk.

Skuespillerholdet får den erfarne instruktør Martin Miehe-Renard til at styre revyskibet sikkert i havn.

- Jeg har set Kerteminderevyen mange gange, og jeg har altid glædet mig over, at den var lidt anderledes i tilgangen til numrene. Ideerne og udførelsen var lidt moderne og lidt fræk. Den del af traditionen vil vi gerne prøve at køre videre på vores måde, siger Martin Miehe-Renard.

Plakat uden racisme

Med dagens fotosession, hvor skuespillerne er klædt ud som engle, forsøger revydirektøren at træde varsomt.

Sidste år blev revyen anklaget for racisme, da man lancerede plakaten. Da kunne man se skuespillerne udklædt som forskellige stereotyper. En skuespiller malet gul i ansigtet, en anden malet rød og klædt ud som indianer. En tredje med bananskørt og bananøreringe.

Læs også: Fynsk revy i plakat-problemer: Beskyldes for racisme
Gå tilbage Del
12. dec. 2017 kl. 21:39

Fynsk revy i plakat-problemer: Beskyldes for racisme

Pressefoto / Kerteminderevyen

Revyens chef afviser beskyldninger og siger, at sponsoren fortsat bakker op.

En plakat med fire skuespillere har ført til hård kritik af Kerteminderevyen. En skuespiller er malet gul i ansigtet, en anden er malet rød og klædt ud som indianer. En tredje har et bananskørt og bananøreringe.

Det har fået 60 personer til at skrive under på et brev, der er sendt til 10 af den nordfynske revys sponsorer med opfordring til at trække støtten, hvis revyen ikke ændrer plakaten. Det skriver Fyens Stiftstidende.

- Det var med stor forbløffelse, at vi kunne konstatere, at plakaten til næste års udgave af Kerteminderevyen præsenterer udpræget racistiske stereotyper som ”redface", "yellowface" og "blackface", hvor personer er karikeret, sminket og udklædt som andre folkeslag, står der i brevet ifølge avisen.

Diskussion på Facebook

Også på revyens Facebook-side har et opslag med plakaten ført til kritik.

Kirstine Dalsgaard Larsen er en af brevets underskrivere. I en kommentar på Facebook-siden skriver hun:

- Det er så meget en tyk, bevidst provokation på den måde at fremstille sorte, kinesere og oprindelige nordamerikanere så stereotypt og racistisk - formentlig en provokation tiltænkt de “politisk korrekte”, for uha, det er så sjovt og frækt at gøre noget på kanten (selvom hyggeracisme er normen i Danmark, så det er et nytteløst opgør med konventioner). Det gøres så bare helt uden tanke for de mennesker, der faktisk latterliggøres.

Her er hun ikke alene om kritikken.

- Har I haft nogle overvejelser omkring, hvordan jeres sponsorer har det med at blive sat i forbindelse med hyggeracisme?, spørger Anna Hoffmann Kierkegaard.

Og Samanda Solaris, der er kunstnerisk leder af Teater Solaris, der hører til i Hvalsø på Sjælland, skriver:

- Hvor er det dog skammeligt og træls og sørgeligt at se min branche falde ned i stereotyper og dermed hån af mine kære venner og samarbejdspartnere.

Direktør er uforstående

Kerteminderevyens direktør, Mads Nørby, forstår ikke beskyldningerne om racisme. Han mener, at plakaten er mangfoldig.

- Vi har lavet en inkluderende plakat, der lige præcis viser, at der findes stereotyper, som vi tager op i revyen, og derfor er det en relevant plakat, siger Mads Nørby til Fyens Stiftstidende.

Han siger samtidig, at underskriverne er i deres gode ret til at sende brevet til revyens sponsorer, og at han kun har fået meldinger fra sponsorer, der bakker 100 procent op om revyen.

På revyens Facebook-side er der da også flere, der tager den omdiskuterede plakat i forsvar.

- Fed plakat, kan ikke forstå, hvorfor curlingforældrene går amok over en revyplakat? Må man nu ikke længere lave satire og parodier?, skriver Johnny Nielsen.

Og Jan Erik Helweg-Mikkelsen skriver:

- Kanon plakat, kanon revy, dem, der ikke har forstået, hvad revy er, kan heller ikke forstå plakaten, og en revy skal aldrig være politisk korrekt.

Kerteminderevyen, der spilles mellem den 27. maj og den 7. juli næste år, har Jan Hertz som instruktør. Skuespillet leveres af Farshad Kholgi, Trine Gadeberg, Kim Hammelsvang og Marie Mondrup.

Lokale borgere opfordrede sponsorerne til at trække deres støtte til revyen, og andre teaterfolk udtrykte deres flovhed over at være i samme branche.

Sponsorerne fastholdt deres opbakning, men alligevel vil revydirektør Mads Nørgaard gerne undgå samme debat.

- Sidste år trådte vi jo nogle mennesker over tæerne, og billedligt talt kommer vi til at danse på skyer i år i stedet for at træde over tæerne. Vi fik meget omtale ud af plakaten sidste år, men jeg havde godt været al den ballade foruden, selvom vi fik omtalen ud af det. Jeg synes, det var en mega god plakat, og jeg kan ikke forstå, at nogen blev krænket over den, siger Mads Nørby.

Lisbeth Kjærulff som engel ved Kerteminderevyens fotooptagelse.

5. jan. 2025 kl. 23:49
Tophistorie
Local Eyes

Kvinde død efter brand i rækkehus

LYT
Del
Link
kopieret!

En 76-årig kvinde er søndag aften død, efter en brand brød ud i hendes hjem på Kirkendrupmarken i det nordvestlige Odense.

Det oplyser Milan Holck, vagtchef ved Fyns Politi.

- Vi fik anmeldelsen klokken 19.57, og ved ankomst kunne man konstatere at den 76-årige var omkommet i branden, siger han.

Politiet har færdiggjort de indledende undersøgelser på stedet, og vil fortsætte med en brandundersøgelse mandag morgen. Undersøgelsen foretages ifølge vagtchefen altid, når man ikke er helt sikre på årsagen til en brand.

- Det tyder lige nu mere på, at dødsfaldet er sket i forbindelse med en ulykke, end at der ligger noget kriminelt bag. Jeg vil dog ikke konkludere på noget, før vi har resultatet af undersøgelsen, siger vagtchefen.

Kun kvinden var på adressen, da redningsmandskab kom frem. Politiet har underrettet kvindens pårørende om det tragiske dødsfald.

5. jan. 2025 kl. 18:56
Tophistorie
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Flere centimeter sne på vej - det skal du være opmærksom på mandag morgen

LYT
Del
Link
kopieret!

Der vil falde sne i hele Danmark i løbet af søndag aften og ud på mandag morgen.

Det oplyser Mette Wagner, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), til Ritzau.

Sneen vil særligt falde i Nordjylland. Her ventes mellem 10 og 15 centimeter sne, mens der i resten af landet ventes mellem 2 og 10 centimeter.

- Nedbøren starter som sne, men vil gå over i slud og regn relativt hurtigt. I Nordjylland er der koldt i længere tid, og derfor forventer vi mere sne der, siger Mette Wagner.

TV 2 Fyns ledende nyhedsfotograf Jonathan Malat udnyttede snevejret til at tage ungerne med på en kælketur.

Farligt vejrfænomen

Af DMI's hjemmeside fremgår det, at en varmfront bevæger sig op over landet sidst på eftermiddagen søndag. I overgangen fra sne til regn er der en kortvarig risiko for isslag.

- Alle overflader, der rammes af isslag, bliver glaseret med et tyndt lag is, så det bliver glat. Spejlglat, forklarer Mette Zhang.

- Det er cykelstier, veje, fortove, alt. Så det er et ret farligt vejrfænomen.

Travl dag i vente

Hos SOS Dansk Autohjælp forventer man ekstra travlhed mandag morgen, fortæller vagtcentralchef, Anette Bjørn Juncher.

- Traditionelt er den første rigtige arbejdsdag efter jul en meget travl dag, og det forventer vi også, at i morgen bliver.

Det er især døde bilbatterier, som kan give travlhed, men også glatte varer, advarer Anette Bjørn Juncher.

- Man skal huske, at vejbanerne kan være kolde, og kommer der noget nedbør, så bliver vejene glatte, så kør hjemmefra i god tid, lyder rådet.

På Vejdirektoratets hjemmeside kan du se, hvor de advarer om glatte veje.

5. jan. 2025 kl. 19:55
Mikkel Skov Svendsen

Viktor Axelsen kastede stjernestøv over tidligere klub: - Han tager sig tid til folk

LYT
Del
Link
kopieret!

Lørdag blev Viktor Axelsen kåret til årets sportsnavn for tredje gang som den første atlet nogensinde.

Hjemme i barndomsklubben, Odense Badminton Klub har Viktor Axelsen fortsat kæmpe betydning som rollemodel og forbillede for de unge spillere.

Han træner der stadig sommetider - senest lørdag - inden han fik prisen årets sportsnavn. Men når superstjernen kommer i klubben, er han ganske ydmyg.

Det fortæller Lennart Engler, der er træner i Viktor Axelsens tidligere badmintonklub, OBK, i videoen ovenover.

5. jan. 2025 kl. 19:13

Nye afgifter får folk til at kigge mod elbiler

LYT
Del
Link
kopieret!

Årets første weekend er lig med nytårskur og åbent hus hos bilforhandlerne. I år skete det i skyggen af nye afgiftsstigninger på benzin og diesel.

Hos N. Kjær Biler i Svendborg var hele arbejdsstyrken kaldt ind. For dyrere benzin og diesel har på ingen måde fået interessen for åbent hus hos bilhandlerne til at dale. Tværtimod.

Men interessen var til gengæld koncentreret om elbilerne. Nye modeller vælter ind på det danske marked. Det er ikke fordi, der slet ikke sælges benzinbiler længere. Men hovedinteressen hos de potentielle købere, TV 2 Fyn mødte, var helt klart rettet mod elbiler.

Se mere i videoen ovenover.

5. jan. 2025 kl. 18:18

Frustrationerne vokser - stort kystprojekt udsat for tredje gang

LYT
Del
Link
kopieret!

Alle fynske kommuner arbejder med at få sikret deres kyster mod ødelæggende vandmasser.

Men i Nordfyns kommune er politikerne frustrerede. Her er deres store kystsikringsprojekt til 115 millioner kroner endnu en gang stødt ind i en bureaukratisk mur.

Projektet hedder Bogense Kystdiger og skal dække en 7,5 kilometers strækning omkring Bogense. Men projektet har fået en række klager fra berørte grundejerforeninger og virksomheder.

- Ikke godt nok

De klager har Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke nået at behandle til den forventede tid, og nu frygter politikerne, at stormfloderne kommer hurtigere, end myndighederne arbejder.

- Det er simpelthen bare ikke godt nok, lyder det fra formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Nordfyns Kommune, Anders Thingholm (K), der i videoen ovenover peger fingre ad regeringen.

Nordfyns kommune vil gerne kunne arbejde videre med kystbeskyttelsen, da det ikke er denne, som klagerne er utilfredse med, men blot hvor stort et økonomisk bidrag, de skal stå for.

Afhængig af udfaldet af klagenævnets kommende afgørelse, vurderer Nordfyns Kommune, at projektet i bedste fald kunne startes op til sommer 2025 på udvalgte strækninger, idet digerne skal nå at være bevokset med et stærkt græslag inden efterårets og vinterens storme.

5. jan. 2025 kl. 17:42

Pligtsejr genskaber Odenses forspring i håndboldligaen

LYT
Del
Link
kopieret!

11 kampe og 11 sejre står der nu ud for Odense Håndbold i toppen af kvindernes håndboldliga.

I egen hal havde fynboerne som ventet ikke de store problemer med at besejre Aarhus Håndbold, der blev slået 28-19 efter 14-11 ved pausen.

Dermed er der igen to points afstand fra Odense og ned til Team Esbjergs regerende mestre i tabellen. Esbjerg besejrede lørdag ligaens nummer tre, Ikast Håndbold.

5. jan. 2025 kl. 17:16
Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Axelsens far afslører: - Viktor døjede lidt med dumt humør før flot sæson

LYT
Del
Link
kopieret!

Lørdag aften kunne Viktor Axelsen lade sig hylde med ikke kun én, men to kåringer.

Først offentliggjorde B.T. ham som vinder af B.T. Guld. En pris, som han fik på baggrund af stemmer fra Danmarks 40 største atleter.

Senere kunne han lade sig hylde i Boxen i Herning ved “Sport 2024”, hvor han for tredje gang i karrieren blev kåret som “Årets sportsnavn”.

Men da 2024 tog sin begyndelse så det langt fra ud til, at Viktor Axelsen skulle hædres i den grad, som det endte med, fortæller hans far Henrik til Ekstra Bladet:

- Viktor døjede lidt med en dum ryg og et dumt humør i starten, men så fik han det alligevel til at flaske sig, og han toppede op til OL, som han skulle.

5. jan. 2025 kl. 16:03

Stærk Odense-start sikrer vigtig udesejr over Herlev

LYT
Del
Link
kopieret!

Syv effektive minutter i første periode var nok for ishockeyholdet Odense Bulldogs, der søndag vandt 4-3 på udebane over Herlev Eagles i Metal Ligaen.

De fynske gæster sendte pucken i nettet tre gange fra minut 10 til 17 i første periode, og selv om Herlev efterfølgende viste god moral og fightede sig tilbage, holdt Odense til sidst stand.

Med sejren cementerer Odense andenpladsen bag det suveræne førerhold, Herning Blue Fox. Herlev ligger nummer fire - fem point bag Odense.

5. jan. 2025 kl. 15:30
Tim Kyhn

Autohjælp deler snedigt trick - sådan sikrer du nemt, at din bil kan starte efter juleferien

LYT
Del
Link
kopieret!

Mandag vender hverdagen tilbage for mange familie, når skolen starter op igen efter en god, lang juleferie.

Af samme årsag er der også mange, der vender tilbage til arbejdspladsen, og derfor forventer SOS Dansk Autohjælp ekstra travlhed mandag morgen, fortæller vagtcentralchef, Anette Bjørn Juncher.

- Traditionelt er den første rigtige arbejdsdag efter jul en meget travl dag, og det forventer vi også, at i morgen bliver.

Og det er særligt en type opgave, som venter, spår Anette Bjørn Juncher. Et problem, som man allerede kan gøre et forsøg på at løse søndag, så man ikke skal bøvle med det mandag morgen.

Kør en kort tur

Den seneste periode med svingende vejr, der har givet både kulde og fugt, er med til at dræbe bilbatteriet, og har du kun kørt småture i sin juleferie, så er der en stor risiko for, at du kommer ud til et dødt batteri og derfor ikke kan starte bilen.

- Men en kort køretur er med til at lade batteriet, fortæller Anette Bjørn Juncher og uddyber:

- Det gode råd er, hvis man vil være sikker på, at bilen kan starte i morgen, lige at køre en god tur på 20 minutter, for så har man ladet bilen op, og så er sandsynligheden for, at man kan starte større.

Travl weekend

Vagtcentralchefen oplyser, at SOS Dansk Autohjælp har haft mere travlt i weekenden, end de plejer. Lørdag var der 40 procent flere opgaver, end der normalt er.

Det er sådan set meget normalt, når frostvejret melder sig, fortæller Anette Bjørn Juncher, der også har et godt råd til dem, der allerede søndag kan konstatere, at batteriet er dødt:

- Hvis man allerede søndag aften tjekker og konstaterer, at batteriet ikke virker, kan man opsøge naboerne for hjælp med startkabler.

- Ellers må man ringe til os, vi har døgnvagt, slutter hun.

Læs også: DMI varsler farligt vejrfænomen
Gå tilbage Del
5. jan. 2025 kl. 9:36

DMI varsler farligt vejrfænomen

Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Der er på tværs af Danmark risiko for let isslag fra søndag aften til mandag formiddag.

Det oplyser Mette Zhang, som er meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), tidligt søndag morgen.

Det skyldes en varmfront, som sidst på eftermiddagen søndag vil bevæge sig op over landet med udbredt sne, slud og regn, forklarer hun.

- Varslingen gælder alle dele af Danmark, for fronten ser i løbet af aftenen og natten ud til at skulle bevæge sig ind over hele landet.

Farligt vejrfænomen

Isslag opstår, når underafkølet vand bliver til is på en overflade.

Nedbør, der egentlig falder som sne, bevæger sig således ned gennem et varmere luftlag, hvor det smelter og bliver til vand. Når vandet så når et nyt og koldt lag luft helt nede ved jorden, bliver det underafkølet.

I det øjeblik, hvor vandet rammer jorden, bliver det så til is.

- Alle overflader, der rammes af isslag, bliver glaseret med et tyndt lag is, så det bliver glat. Spejlglat, forklarer Mette Zhang.

- Det er cykelstier, veje, fortove, alt. Så det er et ret farligt vejrfænomen.

Barskt vejr på vej

Der er derfor grund til at være særligt opmærksom, hvis man søndag aften eller nat har planer om at begive sig ud i trafikken.

Også mandag morgen skal bilister, cyklister og fodgængere være klar over risikoen for isslag, siger meteorologen.

Generelt byder søndag aften og nat på barskt vejr.

Dagen starter skyet og tørt, men når eftermiddagens varmfront går i land, kommer der blæst og aftentemperaturer fra -1 grad til 2 graders varme.

- Det vil i den grad føles barskt og ubehageligt. Det kommer til at blæse rigtig gevaldigt, siger Mette Zhang.

5. jan. 2025 kl. 14:30
Privatfoto

Har du set Sisse? Nytårskrudt jog Christinas hund på flugt

LYT
Del
Link
kopieret!

- Vi har det virkelig ikke særlig godt. Vi vil bare så gerne have hende hjem.

Sådan lyder det fra Christina Plougheld, der siden nytårsaften har ledt efter sin hund Sisse.

Christina havde taget sine to hunde med ind til en veninde i Odense på Nyborgvej, hvor de alle kunne fejre nytår sammen. Lidt efter klokken 23 gik det dog galt, fortæller hun til TV 2 Fyn.

- Jeg går rundt ude i gården med dem, da der kommer et brag. Sisse bliver forskrækket, og da der kommer et brag mere, får hun vristet sig fri af sin sele og forsvinder.

Har ledt og ledt

Christina Plougheld blev fanget mellem sine to hunde, og først da hun havde fået den anden hund ind i lejligheden, kunne hun suse ud på gade og lede efter Sisse. Men der var hendes hund, som er en dansk-svensk gårdhund med labradortræk, for længst væk.

- Jeg fik fat i min kæreste, der var til en anden fest et andet sted i byen. Han kom og hjalp mig med at lede, men selv om vi efterhånden var en del, der ledte i halvanden time, så kunne vi ikke finde hende.

Privatfoto

Og sådan har det været lige siden, fortæller Christina Plougheld, der efterfølgende har fået at vide, at Sisse blev spottet i fuldt spring ned af Fabersgade.

Søndag er Christina igen ude og lede Odense tyndt efter sin hund. Har man bevæget sig forbi en lygtepæl i Odense efter nytårsaften, har man nok heller ikke kunne undgå at se en seddel med Christinas efterlysning af sin hund.

Men selvom eftersøgningen har stået på en lille uges tid, så har det været småt med henvendelser fra folk, der har set Sisse.

Masser af telefonfis

Omkring 15 henvendelser vurderer Christina Plougheld har været fra unge, der har set hendes nummer på efterlysningssedlerne, og har lavet telefonfis med hende.

- Mange af dem ringer med hemmeligt nummer, og derfor er jeg stoppet med at tage opkald fra hemmelige numre, fortæller hun og opfordrer derfor folk til at ringe til Fyns Politi på 114, hvis man har oplysninger om Sisse.

Privatfoto

En enkelt brugbar henvendelse er det dog blevet til. Det var fra nogen, der havde set en løs hund ved H.C. Andersens Museet i fredags.

- Der har vi selvfølgelig også været, og vi har efterspurgt overvågning fra museet, som vi afventer svar på nu, fortæller Christina Plougheld.

Hun opfordrer folk til at kigge i deres haver, skurer, garager og andre gemmesteder, hvor hunde kan søge hen for ly og læ.

- Folk er måske ikke så meget i haven på denne tid af året, og derfor kan det være et bedre sted at lede. Det er oftest ikke på sin gåtur, man finder en hund, da de typisk vil forsøge at gemme sig, slutter hun og tilføjer, at selvom hun håber Sisse er i live, så er hendes største håb at få vished og en afklaring.

Sisse beskrives som en lille sort og hvid hund, der er uden sele og halsbånd.

5. jan. 2025 kl. 13:35

Over 100 husstande mangler strøm efter kortslutning

LYT
Del
Link
kopieret!

108 beboere i Odense SV er søndag middag og eftermiddag uden strøm. Det oplyser Energi Fyn på sin hjemmeside.

Årsagen skulle være en kortslutning i et kabelskab. Energi Fyn oplyser, at der er en montør på stedet, og at alle husstande forventes at have strøm igen senest klokken 16.

Kortslutningen er registreret kvart over 11 søndag.

TV 2 Fyn følger sagen.

5. jan. 2025 kl. 12:53

Troels Bech har fokus på noget "langt større" end at rykke op i Superligaen

LYT
Del
Link
kopieret!

Der var store smil og frostgrader, da TV 2 Sport besøgte 1. Divisionsklubben OB på træningsanlægget i Ådalen lørdag.

Ikke normalt et vejr, der får humøret op hos en flok fodboldspillere, som bruger det meste af deres arbejdstid udendørs. Men lørdag var det anderledes.

- Nu har vi haft fire uger fri, og det er måske en uge for meget, synes jeg. Det bliver dejligt at komme i gang, og det var dejligt at se gutterne igen, siger OB’s anfører, Viljar Myhra.

Også klubbens topscorer, Luca Kjerrumgaard, stillede velvilligt op til interview i et par shorts inden dagens træning trods kulden.

- Det bliver en kold omgang, men jeg har glædet mig til at komme tilbage, siger han.

Da træningen først gik i gang, havde Kjerrumgaard dog pakket de målfarlige stænger ind i et ekstra lag.

Et ændret OB

Måske er spillernes træningsiver her på årets første arbejdsdag i virkeligheden et meget godt billede på, at klubben befinder sig et andet sted, end den gjorde i foråret.

Først rykkede klubben ud af Superligaen, og kort tid efter vinkede man farvel til fodbolddirektør Björn Wesström, inden Troels Bech overtog rollen som sportsdirektør i klubben, som har haft stor betydning.

Er det sjovere at være OB-spiller nu end i foråret?

- Det er det på mange måder. Specielt i hverdagen, siger Viljar Myhra, som forklarer, at spillertruppen er begyndt at arrangere sociale arrangementer for at styrke sammenholdet.

Spillerne tager blandt andet på fisketure og shelterture sammen.

- Der er stor forskel på miljøet her nu i forhold til, hvordan det var tidligere, så klubben og os spillere har virkelig gjort et godt stykke arbejde for at forbedre tingene her.

At OB i øjeblikket ligger klart i spidsen af 1. Division med otte point ned til nummer to, er blot frugterne, som bliver høstet af de miljøforandringer, der er sket i klubben over det seneste halve år, mener anføreren.

- Når tingene er bedre i omklædningsrummet, er tingene også bedre ude på banen. Det er resultatet af hårdt arbejde og godt arbejde.

Hvor meget savner I Superligaen?

- Virkelig meget, så vi skal arbejde stenhårdt for at få klubben op, hvor den hører hjemme. Det fortjener byen og klubben og fansene.

Foråret bliver en karaktertest

I OB er det alle mand på træningsbanen. Det gælder også sportsdirektør Troels Bech, der ligesom spillerne var mødt ind lørdag.

Og han har en klar vision for, hvordan man i Odense sikrer, at Danmarks tredjestørste by er repræsenteret i Superligaen efter sommer.

- Det bliver jo en karaktertest. For det er jo før sket for hold, at når man har noget i hænderne, er man bange for at miste det, og så bliver man lidt for defensiv. Det vil vi ikke have – vi vil gerne angribe, siger han.

- Vi vil hele tiden gerne være på jagt, for det klæder de fleste, og det klæder i hvert fald os bedst.

Men spørger man sportsdirektøren ind til det, der – hvis alt går efter planen – venter til næste sæson, er det ikke noget, der fylder i fodboldtankerne.

Hvor meget savner du at have OB i Superligaen?

- Det er faktisk ikke det, der optager mig. Det er mere det med at gøre OB stærke, og hvis vi bliver stærke nok, så spiller vi også i bedre ligaer, end vi gør nu.

- Der er noget, der er langt større for mig, og det er at samle kræfterne i den her klub, så det holder.

OB spiller første kamp i forårssæsonen den 21. februar. Inden da tester de formen med træningskampe mod Superliga-klubberne Sønderjyske, AGF og Silkeborg IF.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her