Skole skal ud og finde elever
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Eleverne på Østfyns Produktionsskole er tilbage på skolen efter fire ugers lockout. Men mange er ikke mødt op.
Mandag morgen var der velkomstknus mellem lærere og elever på Østfyns Produktionsskole i Kerteminde. Mange har nemlig ikke set hinanden i fire uger på grund af lockouten.
Skolen har dog forsøgt at holde snor i eleverne, blandt andet med ugentlige møder.
- 75 til 80 procent mødte op i sidste uge. Men vi manglede altså 20-25 procent, siger forstander Karsten Holm Jensen.
- Dem skal vi nu ud at finde og finde ud af, om de er begyndt at holde sommerferie eller hvad, siger han.
Østfyns Produktionsskole er for unge, der endnu ikke har en plan eller er klar til et videre skoleforløb. Mange af eleverne er nu kommet ud af rytmen med at stå op om morgenen og møde dagligt.
- Jeg synes, det var irriterende, for jeg havde lige startet på produktionsskole og vænnet mig til at stå op. Men så blev jeg lockoutet, siger elev Simone Christensen.
Nu skal produktionsskolen rundt og fange de manglende elever.
- Det bliver måske rigtig mange stykker. Vi håber ikke på det, men det er jo en helt ny hverdag, der skal startes op igen, siger tillidsrepræsentant ved Østfyns Produktionsskole, Ivar Hansen.